Henrik Ibsens skrifter: Brand

Bonden
(raaber efter Brand.)

Hej, Fremmedkarl, far ej saa fort!

Hvor er du?

Brand.

Her!

Bonden.

Du gaar dig bort!

Nu tykkner Skodden slig, at knappt

en ser saa langt, som Staven rækker –

Sønnen.

Faer, her er Spriker!

Bonden.

Her er Sprækker!

Brand.

Og hvert et Vejspor har vi tabt.

Bonden (skriger.)

Stands, Mand! Guds bittre –! Her er Bræen

Skral som en Skorpe! Tramp ei Sneen!

Brand (lyttende.)

Jeg hører Duren af en Foss.

Bonden.

En Bækk har hulet sig indunder;

her er et Dyb, som ingen bunder; –

det sluger baade dig og os!

Brand.

Frem maa jeg, som jeg før har sagt.

Bonden.

Det evner ingen Mandemagt.

Kjend; – her er Grunden hul og sprød –

Stands, Mand! Det gjælder Liv og Død!

Brand.

Jeg maa; jeg gaar en Stormands Bud.

Bonden.

Hvad heder han?

Brand.

Han heder Gud.

Bonden.

Og hvad er du for noget?

Brand.

Prest.

Bonden.

Kanhænde det; men jeg ved bedst,

at om du saa var Provst og Bisp,

saa ligger du i Dødsens Gisp

s. 7

før Dagen gryr, hvis du vil frem

paa Bræens undergravne Brem.

(nærmer sig varsomt og overtalende.)

Hør, Prest; om en er klog og lært,

han kan ej det, som er for svært.

Vend om; vær ei saa strid og stiv!

En har jo kun det ene Liv; –

gaar det, hvad har en saa igjen?

Der er en Mil till næste Grænd,

og Skodden staar saa tykk, at den

kan skjæres med en Tollekniv.

Brand.

Staar Skodden tykk, en lokkes ej

af Blaalysblink paa Vildsporvej.

Bonden.

Men her er Is-Tjern rundt omkring,

og slige Tjern er stygge Ting.

Brand.

Dem gaar vi over.

Bonden.

Gaa paa Vand?

Du holder mindre end du lover.

Brand.

En har dog vist, – er Troen sand,

saa slipper Karlen tørrskod over.

Bonden.

Ja, før i Tiden; men i vor

han gaar tillbunds med Hud og Haar.

Brand.

Farvel!

(vil gaa.)

Bonden.

Du sætter Livet till!

Brand.

Hvis Herren for min Død har Brug, –

velkommen Flom og Foss og Slug!

Bonden (sagte.)

Nej, han er baade gal og vild!

Sønnen (halvt grædende.)

Faer, lad os vende! Der er Tegn

till værre Styggevejr og Regn!

Brand
(standser og nærmer sig igjen.)

Hør, Bondemand; du sagde før,

at Datter din, som boer ved Fjorden,

har skikket Bud, at snart hun dør;

men ej med saligt Haab hun tør, –

hvis ej hun ser dig, – gaa fra Jorden?

Bonden.

Gud bedre mig saa sandt og visst!

Brand.

Og till idag hun gav dig Frist?

Bonden.

Ja.

Brand.

Ikke længer?

Bonden.

Nej.

Brand.

Saa kom!

Bonden.

Det er ugjørligt Værk. Vend om!

Brand
(ser fast paa ham.)

Hør? Gad du hundred Daler give,

ifald hun kunde saligt dø?

Bonden.

Ja, Prest!

Brand.

To hundred?

Bonden.

Hus og Bø

jeg skulde gjerne fra mig skrive,

ifald hun slukne fik i Fred!

Brand.

Men gad du give Livet med?

Bonden.

Hæ? Livet? Kjære, vene –!

Brand.

Naa?

Bonden
(klør sig bag Øret.)

Nej, men der er da Maade paa –!

I Jesu Navn, du faar ei glemme,

at jeg har Barn og Kone hjemme.

Brand.

Han, som du nævnte, havde Moer.

Bonden.

Ja, det var længe før ifjor; –

s. 10

da hændte der saa mangt et Under;

det gaar ej slig till nuomstunder.

Brand.

Far hjem. Dit Liv er Dødens Vej.

Du ved ej Gud og Gud ej dig.

Bonden.

Hu, du er haard!

Sønnen
(trækker i ham.)

Kom saa afsted!

Bonden.

Ja vel; men han skal følge med!

Brand.

Skal jeg?

Bonden.

Ja, blir du borte her

i dette Herrens vonde Vejr,

og rygtes, hvad en ej kan dølge,

at vi gik hjemmefra i Følge,

saa trækkes jeg tillthings en Dag, –

og drukner du i Myr og Tjern,

saa dømmes jeg i Boldt og Jern –

Brand.

Da lider du for Herrens Sag.

Bonden.

Mig rager ikke hans og dine;

jeg har alt mer end nok med mine

Kom saa!

Brand.

Farvel!

(hult Bulder høres langt borte.)

Sønnen (skrigende).

Der gaar en Skred!

Brand
(till Bonden, som har grebet ham i Kraven )

Slipp Taget!

Bonden.

Nej!

Brand.

Slipp strax!

Sønnen.

Kom med!

Bonden
(brydes med Brand.)

Nej, Fanden nappe mig –!

Brand
(river sig løs og kaster ham i Sneen.)

Ja visst;

det kan du tro han gjør tillsidst!

(gaar.)

Bonden
(sidder og gnider Armen.)

Au, au; den Karl er stiv og stærk,

Sligt kalder han Vorherres Værk!

(raaber idet han reiser sig.)

Hej, Prest!

Sønnen.

Han gik indover Hejen.

Bonden.

Ja, men jeg skimter ham endnu.

(raaber igjen.)

Hør, sig mig – kan du mindes, du,

hvor var det vi kom ud af Vejen?

Brand
(inde i Taagen.)

Ej trænges Vejløbs Kors for dig; –

du er alt paa den brede Vej.

Bonden.

Gud give at det var saa vel,

saa sad jeg godt og varmt ikveld.

(han og Sønnen gaar østover igjen.)

Brand
(kommer tillsyne højere oppe og lytter ud mod den Kant, hvor Bonden gik.)

De famler hjem. Du slappe Træl,

sprang i dit Bryst en Viljes Væld,

var ikkun Evnen det, som skorted,

jeg skulde Vejens Møje kortet,

paa dødstrætt Rygg, med Foden saaret,

jeg skulde glad og lett dig baaret; –

men Hjælp er gavnløs for en Mand,

som ikke vil, hvad ej han kan.

(gaar længere frem.)

Hm; Livet, Livet; det er svært,

hvor Livet er de Godtfolk kjært!

Hver Skrælling lægger slig en Magt

paa Livet, som om Verdens Frelse,

al Menneskenes Sjælehelse,

var paa hans skrale Skuldre lagt.

De vil nok offre, – Gudbevares!

Men Livet, Livet, det maa spares.

(smiler, som i en Erindring.)

To Tanker faldt som Gut mig ind

og voldte Lattervrid i Maven,

s. 13

og skaffed mig et barket Skind,

naar gamle Skolemoer var gnaven.

Jeg tænkte mig en mørkrædd Ugle,

en Fisk med Vandskrækk. Lydt jeg lo;

jeg vilde dem af Mindet smugle,

men de hang i med Tand og Klo. –

Hvad kom det af, det Lattervrid?

Jo, af den dunkelt følte Splid

imellem Tingen, som den er,

og Tingen, som den skulde være, –

imellem det, at maatte bære

og finde Byrden altfor svær. –

Fast hver en Landsmand, syg og frisk,

er slig en Ugle, slig en Fisk.

Han skabtes till et Dybets Yrke,

han skulde leve Livets Mørke, –

og det er det, som gjør ham rædd.

Han spræller angst mod Fjærens Bredd,

han skyr sit eget Stjernekammer,

han skriger: Luft og Dagens Flammer!

(standser et Øjeblik, studser og lytter.)

Hvad var det der? Det lød som Sang.

Ja, det er Sang med Latter blandet.

Hør, – nu et Hurra, nu et andet, –

nu tredje – fjerde – femte Gang!

Der rinder Solen. Skodden letter.

Jeg øjner alt de vide Sletter.

Derborte staar det glade Lag

i Morgenskjær paa Højderyggen;

vestover Vidden kastes Skyggen;

s. 14

de skifter Ord og Nævetag.

Nu skilles de. De Andre vender

mod Øst, men to gaar vesterud.

Der skikker de, som sidste Bud,

Farvel med Hatt, med Slør og Hænder.

(Solen bryder alt mere og mere gjennem Taagen. Han staar længe og ser ned
paa de kommende.)

Der glittrer Lys om disse tvende.

Det er som Skodden gjorde Vej,

som Lyngen klædte Hæld og Hej

og Himlen lo om ham og hende.

De er visst Syskend. Haand i Haand

de springer over Lyngens Tæppe.

Se; Pigen rører Grunden neppe

og han er ledig som en Vaand.

Der strøg hun fra ham! Der hun veg,

da rapp han vilde hende fange – –

Nu voxer Løbet till en Leg –!

Hør; deres Latter blir till Sange!

Ejnar.

Agnes, min dejlige Sommerfugl,

dig vil jeg legende fange!

Jeg fletter et Garn med Masker smaa,

og Maskerne er mine Sange!

Agnes
(danser baglænds foran og smutter stedse fra ham.)

Er jeg en Sommerfugl, liden og skjær,

saa lad mig af Lyngtoppen drikke;

s. 15

og er du en Gut, som lyster en Leg,

saa jag mig, men fang mig ikke!

Ejnar.

Agnes, min dejlige Sommerfugl,

nu har jeg Maskerne flettet;

dig hjælper visst aldrig din flagrende Flugt, –

snart sidder du fangen i Nettet!

Agnes.

Er jeg en Sommerfugl, ung og blank,

jeg lystig i Legen mig svinger;

men fanger du mig under Nettets Spind,

saa rør ikke ved mine Vinger!

Ejnar.

Nej, jeg skal løfte dig varligt paa Haand

og lukke dig ind i mit Hjerte;

der kan du lege dit hele Liv

den gladeste Leg, du lærte!

(uden at se det har de nærmet sig en bratt Styrtning; de staar nu lige paa
Randen.)

Brand
(skriger ned till dem.)

Stands, stands! Der er en Afgrund bag!

Ejnar.

Hvem raaber?

Agnes (peger opp.)

Se!

Brand.

Berg jer itide!

I staar paa Skavlens hule Tag; –

den hænger udfor Stupets Side!

Ejnar
(slaar Armen om hende og leer opp.)

Det har ej Nød med mig og hende!

Agnes.

Vi har et Liv at lege rundt!

Ejnar.

I Solskin er en Færd os undt,

som først om hundred Aar har Ende.

Brand.

Da først I gaar tilbunds? Ja saa!

Agnes (svinger Sløret.)

Nej, da gaar Legen mod det blaa.

Ejnar.

Først hundred Aar i Glædestimlen,

med Bryllupslamper tændt hver Natt, –

et Liv, et hundredaars Tagfatt –

Brand.

Og saa –?

Ejnar.

Saa hjem igjen – till Himlen.

Brand.

Naa, det er den, I kommer fra?

Ejnar.

Naturligvis; hvor ellers da?

Agnes.

Ja, det vil sige, allersidst

vi kom fra Dalen øst for Fjeldet.

Brand.

Jeg syntes og jeg øjned hist

et Skimt af jer ved Vandløbskjellet.

Einar.

Ja, det var der vi skiltes nys

fra vore Venner og Veninder

og trykked Haandslag, Favntag, Kyss,

som Segl paa alle dyre Minder.

Kom ned till os! Jeg skal fortælle,

hvor Gud har været mageløs, –

saa vil De fatte Jublens Vælde –!

Fy, staa ei der, som om de frøs!

Se saa! Tin opp! Det kan jeg lide.

Først er jeg Maler, maa De vide,

og det var allerede smukt

at skjænke mine Tanker Flugt,

saa jeg kan kogle Liv i Farver,

som han gjør Sommerfugl af Larver;

men aller prægtigst var dog Gud,

da han mig Agnes gav till Brud!

Jeg kom fra Syd, fra Rejser lange,

med Malerkassen paa min Rygg –

Agnes (ivrig.)

Saa kongeglad og frisk og trygg –

og kunde visst de tusind Sange!

Ejnar.

Just som jeg gjennem Byggden strøg,

var hun deroppe paa Besøg.

Hun skulde drikke Fjeldets Luft

2

s. 18

og Sol og Dugg og Graners Duft.

Mig drev en Gudsmagt opp mod Fjeldet;

det sang i mig: søg Skjønhedsvældet

paa Granemo, langs Skogens Elv,

i Skyflugt under Himlens Hvælv! –

Da malte jeg mit Mesterstykke:

et Rosenbluss paa hendes Kind,

et Øjepar, som lyste Lykke,

et Smil, som sang i Sjælen ind –

Agnes.

Men hvad du malte, saa du neppe, –

drak Livets Skaal i blinde Drag

og stod igjen en Solskinsdag

med Stav i Haand og snøret Skræppe –

Ejnar.

Da strøg den Tanke mig forbi:

du har jo ganske glemt at fri!

Hurra! I Hast blev friet, svaret,

og dermed var det grejdt og klaret.

Vor gamle Doktor blev saa glad,

at selv han ikke vidste hvad.

Saa holdt han Lag tre Døgn tillende,

med Sang og Dans, for mig og hende;

fra Foged, Lensmand, Skriver, Prest,

al voxen Ungdom kom som Gjæst.

Fra Gaarden brød vi opp inatt;

men derfor endtes Gildet ej; –

med Flag paa Stang, med Løv om Hatt,

opp over Li, frem over Hej

af Flokken fulgtes vi paa Vej.

Agnes.

Vor Færd paa Vidden var en Dans,

snart to og to – og snart i Krans.

Ejnar.

Af Sølvstøp drak vi Vinen sød –

Agnes.

I Sommernatten Sangen lød –

Ejnar.

Og Skodden, som faldt tung fra Nord,

strøg lydig væk, hvor frem vi foer.

Brand.

Og nu gaar Vejen –?

Ejnar.

Lige frem,

till Byen.

Agnes.

Der jeg har mit Hjem.

Ejnar.

Men først forbi de sidste Toppe,

saa ned till Fjordens Vik i Vest;

paa Egirs Hest med Dampen oppe

vi rider hjem till Bryllupsfest, –

og saa mod Sydens Land tillsammen,

lig Svaner paa den første Flugt –!

Brand.

Og der –?

Ejnar.

Et Bryllupsliv i Gammen,

som Drømmen stort, som Sagnet smukt; –

2*

s. 20

thi vid at denne Søndagsmorgen,

skjønt midt paa Vidden, uden Prest,

vort Liv blev lyst i Fred for Sorgen

og viet till en Lykkefest.

Brand.

Af hvem?

Ejnar.

Af al den glade Klynge.

Ved Bægerklang hver Uvejrsky

blev satt i Ban, der turde tynge

det lette Løvværk om vort Ly.

Af Sproget ud hvert Ord de kyste,

som Varsel bar om Stormslags Drøn;

med Løv i Haaret de os lyste

som Glædens Børn i Kuld og Kjøn.

Brand.

Far vel, I to!

(vil gaa.)

Ejnar.
(studser og ser nærmere paa ham.)

Nej, stands og vent!

Det tykkes mig, som noget kjendt

i Deres Trækk –

Brand (koldt.)

Jeg er Dem fremmed.

Ejnar.

Og dog fra Skolen eller Hjemmet

jeg tror saa visst jeg mindes kan –

Brand.

I Skolen; ja, da var vi Venner;

da var jeg Gut; nu er jeg Mand.

Ejnar.

Det skulde aldrig være –?

(skriger med engang:)

Brand!

Ja, det er dig! Nu jeg dig kjender!

Brand.

Jeg kjendte dig fra første Stund.

Ejnar.

Vel mødt, vel mødt af Hjertens Grund!

Se paa mig! Ja, du er den gamle,

som altid i dig selv var nok,

hvem Legen aldrig kunde samle

i Kammeraters viltre Flok.

Brand.

Jeg var jo hjemløs mellem jer.

Dig tror jeg dog jeg havde kjær,

skjønt alle I der sør i Landet

var af en anden Malm, end jeg,

som fødtes paa et Næs ved Vandet,

i Skyggen af en skogløs Hej.

Ejnar.

Din Hjembyggd, – ja, den er jo her?

Brand.

Igjennem den min Vej nu bær.

Ejnar.

Igjennem den? Saa? Vidre frem?

Brand.

Ja vidt; og fort – forbi mit Hjem.

Ejnar.

Du er jo Prest?

Brand (smiler.)

Stiftskapellan.

Lig Haren under Holtets Gran

har jeg mit Hus snart her snart hist.

Ejnar.

Og hvor gaar Rejsen nu tillsidst?

Brand.
(hurtigt og haardt.)

Spørg ej om det!

Ejnar.

Hvorfor?

Brand
(forandrer Tonen.)

Aa jo!

Det Skib, som venter eder to,

skal ogsaa føre mig herfra.

Ejnar.

Min Brudgomshest? Hurra, Hurra!

Tænk, Agnes, han skal samme Vej!

Brand.

Ja, men jeg skal till Gravøl, jeg.

Agnes.

Till Gravøl?

Ejnar.

Du? Hvem skal begraves?

Brand.

Den Gud, som nys Du kaldte din.

Agnes (viger.)

Kom, Ejnar!

Ejnar.

Brand!

Brand.

I Lin og Skrin

hver Jordtræls Gud, hver Døgnværk-Slaves,

skal lægges ned ved høilys Dag.

Der maa en Ende paa den Sag.

Det er paa Tiden I forstaar,

han skrantet har i tusind Aar.

Ejnar.

Brand, du er syg!

Brand.

Nej, sund og frisk,

som Aasens Tall, som Bakkens Brisk;

men det er Tidens syge Slægt,

som trænger till at vorde lægt.

I vil kun lefle, lege, le,

vil tro saa smaat, men ikke se, –

vil læsse hele Vægtens Ve

paa en, som man har sagt jer kom

og tog den store Straffedom.

Han lod for jer sig tornekranse,

og derfor har I Lov at danse; –

ja dans, – men hvor du danser hen,

det blir en anden Sag, min Ven!

Ejnar.

Aa, jeg forstaar! Den Sang er ny

og yndet over Byggd og By.

Du hører till det unge Kuld,

som kalder Livet Tant og Muld,

som jage vil med Pølens Skrækk

Alverden i en Askesækk.

Brand.

Nej, jeg er ingen «Prækehest».

Jeg taler ej som Kirkens Prest;

knappt ved jeg, om jeg er en Kristen;

men visst jeg ved, jeg er en Mand,

og visst jeg ved, jeg øjner Bristen,

der margstjal hele dette Land.

Ejnar (smiler.)

Da har jeg endnu aldrig hørt,

vort gode Land i Rygte ført

for Overmaal af Livsenslyst.

Brand.

Nej, Jublen sprænger intet Bryst; –

thi var det saa, da var det vel.

Lad gaa at du er Glædens Træl, –

men vær det da fra Kveld till Kveld.

Vær ikke et idag, igaar,

og noget andet om et Aar,

Det, som du er, vær fuldt og helt,

og ikke stykkevis og delt.

Bacchanten er en klar Ide,

en Drukkenboldt hans Ak og Ve, –

s. 25

Silenen er en skjøn Figur,

en Dranker hans Karrikatur.

Gaa blot omkring i dette Land,

og hør dig for hos alle Mand,

og du vil se, enhver har lært

sig till at være lidt af hvert.

Lidt alvorslørt till Brug i Helgen,

lidt trofast efter Fædres Sed,

lidt lysten efter Nattverdsvælgen, –

thi det var samme Fædre med, –

lidt varm om Hjertet, er der Gilde

og Sangen runger for det lille

men klippefaste Klippefolk,

der aldrig tog mod Stryg og Svolk, –

lidt ødsel naar det gjælder Løfter, –

lidt haarfin naar han ædru drøfter

det Ord, som gaves i et Lag

till Løsning paa en Alvorsdag.

Dog alt, som sagt, kun ganske lidt;

hans Fejl, hans Fortrin, gaar ej vidt;

han er en Brøk i stort og smaat,

en Brøk i ondt, en Brøk i godt; –

men værst det er, – hver Brøkens Del

slaar Brøkens hele Rest ihjæl.

Ejnar.

Det er en lettvindt Ting at haane;

dog vakkrere det var at skaane –

Brand.

Kanhænde det, – men ej saa sundt.

Ejnar.

Nu vel; till Folkets Syndebundt

jeg føjer baade ja og Amen,

men ser dog ej det hænger sammen

med ham, du lægge vil i Skrin, –

den Gud, jeg endnu kalder min.

Brand.

Min glade Ven, du er jo Maler; –

vis mig den Gud, hvorom du taler.

Du har jo malt ham, har jeg hørt,

og Billedet har Godtfolk rørt.

Han er vel gammel, ikke saa?

Ejnar.

Nu ja –?

Brand.

Naturligvis. Og graa?

Tyndhaaret efter Gubbers Vis,

med Skjægg som Sølvtraad eller Is, –

velvilligt stemt, men dog saa streng,

at han kan skræmme Børn i Seng?

Hvorvidt du gav ham Tøfler paa,

se, det lar ved sit Værd jeg staa;

men visst jeg tror det gjorde godt,

om han fik Briller og Kalot.

Ejnar (vred.)

Hvad skal det till –

Brand.

Det er ej Spott.

Just netopp saadan ser han ud,

s. 27

vort Lands, vort Folks Familjegud.

Som Katoliken gjør en Rolling

af Frelserhelten, gjør I her

af Herren en affældig Olding,

der er sin Alders Barndom nær.

Som Paven har paa Peters Stol

tilovers snart kun Dobbeltdirken,

saa snevrer I fra Pol till Pol

Vorherres Rige ind till Kirken,

I skiller Liv fra Tro og Lære;

for ingen gjælder det at være;

jer Stræben er, jer Aand at hæve,

men ikke helt og fuldt at leve.

I trænger till, for slig at slingre,

en Gud, som ser igjennem Fingre; –

som Slægten selv, dens Gud maa graane

og males med Kalot og Maane. –

Men denne Gud er ikke min!

Min er en Storm, hvor din er Vind,

ubøjelig hvor din er døv,

alkjærlig der, hvor din er sløv;

og han er uug, som Herkules, –

ej nogen Gudfaer paa de treds!

Hans Stemme slog med Lyn og Skrækk,

da han som Ild i Tornehækk

for Moses stod paa Horebs Berg,

som Kjæmpen staar for Dverges Dverg.

Han standsed Sol i Gibeons Dal

og gjorde Undre uden Tal,

s. 28

og skulde gjøre dem endnu,

hvis Slægten ej var slapp som du!

Ejnar
(med et usikkert Smil.)

Og nu skal Slægten skabes om?

Brand.

Det skal den, du, saa sandt og visst

jeg ved, at jeg till Verden kom,

som Læge for dens Sot og Brist!

Ejnar
(ryster paa Hovedet.)

Slukk ikke Stikken, skjønt den oser,

før Lygten viser Vejens Spor;

stryg ikke Sprogets gamle Gloser,

før du har skabt de nye Ord!

Brand.

Ej noget nyt jeg stunder till;

det eviges Rett jeg hævde vil.

Det er ej Dogmer eller Kirke,

som jeg vil løfte med mit Virke;

thi begge saa sin første Dag,

og derfor var det muligt vel

de begge ser sin sidste Kveld.

Alt skabt har jo et finis bag;

det fanger Mén af Møll og Orm,

og maa ifølge Lov og Norm

afvejen for en ufødt Form.

Men der er noget till, som staar; –

det er den Aand, som ej blev skabt,

s. 29

som løstes, da den var fortabt,

i Tidens første friske Vaar,

som slog med frejdig Mandetro

fra Kjød til Aandens Ophav Bro.

Nu er i smaat den høkret ud, –

Takk være Slægtens Syn paa Gud; –

men frem af disse Sjælestumper,

af disse Aandens Torsoklumper,

af disse Hoder, disse Hænder,

et helt skal gaa, saa Herren kjender

sin Mand igjen, sit største Værk,

sin Ættling, Adam, ung og stærk!

Ejnar
(afbrydende).

Farvel. Jeg mener det er bedst,

vi skilles her.

Brand.

Gaar I mod Vest,

gaar jeg mod Nord. To Veje bær

till Fjorden, begge lige nær.

Farvel!

Ejnar.

Farvel.

Brand
(vender sig ved Nedgangen.)

Skill Lys fra Dunst.

Husk, – det, at leve, er en Kunst.

Ejnar
(vinker ham fra sig.)

Vend du kun Verden opp og ned;

min gamle Gud jeg holder ved!

Brand.

Godt; mal ham du med Krykkestav; –

jeg gaar og lægger ham i Grav!

(gaaer nedover Stien.)

Ejnar
(gaar i Taushed hen og ser ned efter Brand.)

Agnes
(staar et Øjeblik som aandsfraværende; derpaa farer hun opp, ser sig
urolig om og spørger.)

Gik Solen ned?

Ejnar.

Nej, kun en Sky

strøg for; nu lyser den paany.

Agnes.

Her blæser koldt.

Ejnar.

Det var et Pust,

som jog igjennem Skaret just.

Her skal vi ned.

Agnes.

Saa sort mod Sør

stod Bjerget ej og stængte før.

Ejnar.

Du saa det ei for Sang og Leg,

før han dig skræmte, da han skreg.

Men lad ham gaa sin bratte Trapp;

vi knytter Legen, hvor den glapp.

Agnes.

Nej, ikke nu; – nu er jeg trætt.

Ejnar.

Det er igrunden ogsaa jeg. –

og nedfor er ej Vejen lett,

som borte paa den flade Hej.

Men har vi Højden bagom os,

da skal vi danse just paa Trods, –

ja, tifold mere vildt og fort,

end ellers vi det havde gjort. –

Se, Agnes, se den Stribe blaa,

som Solens Glød nu glittrer paa;

snart kruser den sig, snart den ler,

snart er den Sølv, snart er den Rav;

det er det store, friske Hav,

som du der yderst ude ser!

Og kan du se den mørke Røg,

som længe langsmed Leden strøg?

Og kan du se den sorte Prik,

som nu just rundt om Næsset gik?

Se, det er Dampen; – din og min!

Nu staar den Fjorden lige ind!

Iaften staar den ud fra Fjord,

tillhavs, med dig og mig ombord! –

Der slører Taagen tung og graa. –

Sig, Agnes, fik du Øje paa

hvor smukt sig Hav og Himmel malte?

Agnes
(ser aandsfraværende lige ud og siger.)

Ja visst. Men sig mig om du saa –?

Ejnar.

Hvad?

Agnes
(uden at se paa ham og dæmpet som i en Kirke.)

Hvor han voxte, mens han talte!

(hun gaar nedover Stien. Einar følger.)

Brand
(kommer oppe paa Stien, gaar nedover, standser midtvejs paa en frem-
springende Knart og ser ned i Dybet.)

Ja, jeg kjender mig igjen!

Hvert et Baadnøst, hver en Grænd,

Jordfaldsbakken, Osets Birke

og den gamle brune Kirke,

Elvekantens Olderbuske,

alting kan fra Barn jeg huske.

Men jeg tror, at mere graat

er det nu, og mere smaat;

og paa Berget Skavlen hænger

mere yderligt end da,

har af Dalens snevre Himmel

skaaret bort endnu en Strimmel,

luder, truer, skygger, stænger, –

stjæler mere Sol ifra.

(sætter sig og ser langt udover.)

Fjorden. Var den og den Gang

lige stygg og lige trang?

Det er Bygevejr. Der staar

ind en Raasejlsjagt for Børen.

Sør, indunder Hamrens Skygge,

s. 33

øjner jeg en Bod, en Brygge,

og der bag en rødmalt Gaard. –

Det er Enkens Gaard paa Øren!

Enkens Gaard. Min Barndoms Hjem.

Minders Minder myldrer frem.

Der, imellem Strandens Stene,

blev min Barnesjæl alene. –

Over mig er Klemslens Vægt,

Tyngslen af at staae i Slægt

med en Aand, som altid peged

jordvendt, udenfor mit eget.

Alt, hvad stort jeg vilde før,

vimrer nu som bag et Slør.

Modet, Magten har mig sveget,

Hug og Sjæl blir slapp og sprød;

her, ved Nærmelsen af Hjemmet,

ser jeg paa mig selv som fremmed, –

vaagner bunden, klippet, tæmmet,

Samson lig i Skjøgens Skjød.

(ser atter ned i Dybet.)

Hvad er der for Færd og Virke?

Ud fra hver en Plads og Grænd

stævner Kvinder, Børn og Mænd.

Snart i Urd og snart i Brækker

taber sig de lange Rækker,

dukker atter opp igjen –

fremme ved den gamle Kirke.

(reiser sig.)

O, jeg kan jer ud og ind,

slappe Sjæle, sløve Sind!

3

s. 34

Hele eders Fadervor

har ej saapass Viljevinge,

ikke saapass Angstens Drøn,

at deraf tillhimmels naaer, –

klangfuldt, som en Røst skal klinge, –

andet end den fjerde Bøn!

Den er Landets Løsen jo,

den er Folkets Feltraab blevet.

Ud af Sammenhængen revet,

ind i alle Hjerter skrevet,

ligger den som stormfordrevet

Vrag af eders hele Tro! –

Væk fra dette klumre Slug!

Der er Grubeluft herinde; –

her kan ingen Fanes Dug

flagre frit for friske Vinde!

(vil gaa; en Sten kastes ovenfra og ruller nedigjennem Lien tætt ved ham.)

Brand (raaber opp.)

Hei der! Hvem kaster Sten?

Gerd.

Han skreg!

Jeg traff!

(kaster igjen.)

Brand.

Hør, Barn; stands denne Leg!

Gerd.

Der sidder han foruden Mén

og vipper paa en vindfældt Gren!

(kaster igjen og skriger.)

s. 35

Der kommer han saa vild som før!

Hjælp! Hu! Han hugger mig med Klør!

Brand.

I Herrens Navn –!

Gerd

Hys! Hvem er du?

Staa stillt, staa stillt; han flyver nu.

Brand.

Hvem flyver?

Gerd.

Saa du ikke Høgen?

Brand.

Her? Nej.

Gerd.

Den store stygge Fugl

med Kammen fladt paa Panden strøgen,

med Rand om Øjet rød og gul!

Brand.

Hvor gaar din Vei?

Gerd.

Till Kirke.

Brand.

Saa?

Da kan vi to jo Følge slaa.

Gerd.

Vi to? Nei, jeg skal oppad her.

Brand.
(peger nedover.)

Men der er Kirken jo!

Gerd.
(ser haanligt smilende paa ham og peger ned.)

Den der?

Brand.

Ja visst; kom med.

Gerd.

Nei; der er styggt!

Brand.

Styggt? Hvorfor?

Gerd.

Jo, for der er smaat.

Brand.

Hvor har du seet en større byggt?

Gerd.

En større? Aa, det ved jeg godt

Farvel!

(gaar oppover.)

Brand.

Gaar der din Kirkevej?

Den bær jo till den vilde Hej.

Gerd.

Følg med mig, du, saa skal du se

en Kirke byggt af Is og Sne!

Brand.

Af Is og Sne! Nu gaar det opp!

Derinde mellem Tind og Topp

jeg komme kan fra Gut ihug

der findes skal et Dalstrøgs Slug;

Iskirken tror jeg det blev kaldt;

s. 37

om den blev mange Slags fortalt:

et frossent Tjern er Gulv og Toft,

paa Skavlen ligger Sneen kram

og spænder vidt sig som et Loft

udover søndre Væggens Kam.

Gerd.

Ja, det ser ud som Is og Fjeld,

men er nu Kirke lige vel.

Brand.

Gaa aldrig did; et Vindstøds Kast

har tidtnok voldt at Bræen brast;

et Skrig, et Rifleskud er nok –

Gnrd
(uden at høre paa ham.)

Kom med og se en Rensdyrflok,

som Skreden slog, saa opp den kom

ivaar først med den store Flom.

Brand.

Gaa aldrig did; der er ej tryggt!

Gerd
(peger ned.)

Gaa aldrig did, for der er styggt!

Brand.

Guds Fred med dig.

Gerd.

Kom heller med!

Deroppe messer Foss og Skred;

der præker Vind paa Jøklens Vold,

saa du blir baade hed og kold.

s. 38

Og Høgen slipper aldrig ind;

han slaar sig ned paa Svartetind, –

der sidder han, det Styggetøj,

som Hane paa min Kirkefløj.

Brand.

Vild er din Vej og vild din Sjæl, –

en Langelek med sprukken Fjæl.

Af slett blir slett kun, slett og rett, –

men ondt till godt kan vendes lett.

Gerd.

Der kommer han med Vingesus!

Nu faar jeg se at naa ihus!

Farvel; i Kirken er jeg trygg, –

hu, hvor han kommer arg og stygg!

(skriger.)

Kom ikke nær! Jeg kaster Sten!

Slaar du med Klo, slaar jeg med Gren!

(flygter oppover Fjeldet.)

Brand.
(efter et Ophold.)

Se, det var og en Kirkegjæst.

I Dal, – paa Hej, hvem gjør det bedst?

Hvem vimrer værst og vildest frem,

hvem famler længst fra Fred og Hjem, –

det Lettsind som, med Krans af Løv,

lar Legen gaa langs brattest Slug, –

det Slappsind, som gaar Vejen sløv,

fordi det saa er Skikk og Brug, –

det Vildsind, som har slig en Flugt,

at fast hvad ondt det ser, blir smukt? –

s. 39

Till Kamp paa tvers, till Kamp paa langs

mod denne Trippelallians!

Jeg ser mit Kald; det glittrer frem,

som Sol igjennem Glugg paaklem!

Jeg ved mit Hverv; de Trolde tre

i Faldet bøder Verdens Ve; –

faar Slægten dem først lagt i Grav,

da viftes Verdenspesten af!

Opp; rust dig, Sjæl! Dit Sverd fra Lænd!

Till Kamp for Himlens Odelsmænd!

(han stiger ned i Byggden.)

En Mand
(bryder sig gjennem Trængslen.)

Af Vejen!

En Kvinde.

Jeg kom først!

Manden
(skubber hende tilside.)

Gaa væk!

(trænger sig frem til Fogden.)

Se her; fyld Gabet i min Sækk!

Fogden.

Giv Tid.

Manden.

Ugjørligt; – jeg maa hjem;

der sidder sultne fire – fem!

Fogden (spasende.)

Du ved ej Tallet paa en Prik?

Manden.

En drog med Døden, da jeg gik.

Fogden.

Bi lidt. Du staar paa Listen vel?

(blader i sine Papirer.)

Nej; – jo, du staar. Det var dit Held.

(till Skriverkarlen.)

Giv Nummer ni og tyve sit. –

Naa, naa, I Godtfolk, vendt dog lidt!

Nils Snemyr?

En Mand.

Ja!

Fogden.

Idag du faar

trekvart kun mod hvad du fik sidst.

I er jo færre nu.

Manden.

Ja visst, –

hun Ragnhild døde rett igaar.

Fogden (noterer.)

En mindre. Spart er altid spart.

(till Manden, som fjerner sig.)

Men far nu ikke hen i Fart

og gift dig anden Gang!

Skriverkarlen (fniser.)

Hi, hi!

Fogden (hvasst.)

Hvad ler De af?

Skriverkarlen.

Jeg lo fordi

Herr Fogden er saa morsom

Fogden.

Ti!

Det Stevne her er ingen Spas;

men bedste Raad mod Graad er Fjas,

Ejnar
(træder ud af Flokken med Agnes.)

Nu har jeg tømt den sidste Lomme,

og Pung og Tegnebog er tomme;

ombord jeg kommer som en Fant

og sætter Uhr og Stokk i Pant.

Fogden.

Ja, I to kom i rette Stund.

Hvad jeg har samlet, er kun lidt;

det slaar ej till, som hver kan vide,

naar fattig Haand og halvmætt Mund

skal skifte Deles Del af sit

med dem, som intet har at bide.

(faar Øje paa Brand og peger opp.)

En till! Velkommen! Har De hørt

om Hungersnøden, Flommen, Tørken,

saa løs for Pungen, er den snørt.

Vi tar imod af alle Slags.

Vort Forraad er paa Bunden strax;

fem Fiske smaa i Armods Ørken

gjør intet Maaltid nutilldags.

Brand.

Ti tusind, i en Afguds Navn

delt ud, blev ingen Sjæl till Gavn.

Fogden.

Det var ej Ord jeg bad Dem om.

Ord er kun Sten, er Maven tom.

Ejnar.

Det er umuligt, at du ved

hvor haardt og længe Folket led!

Brand, her er Uaar, Sult og Sot.

Her ligger Lig –

Brand.

Jeg ser det godt.

Paa hvert et Øjes blygraa Ring

det kjendes hvem som holder Thing.

Fogden.

Og endda staar De haard som Flint!

Brand.
(træder ned iblandt Mængden og siger med Eftertryk.)

Hvis Livet her gik slappt og lindt,

gik trægt sin Gang med Hverdagsnød,

da ynked jeg jert Skrig om Brød.

Maa du paa fire krybe hjem,

da kommer Dyret i dig frem.

Gaar Dag for Dag i lummer Ro,

i Skridtgang som et Ligfærdstog,

da ligger det saa nær at tro,

sig strøgen ud af Herrens Bog.

Men eder var han mere god;

han dryssed Rædsel i jert Blod;

s. 44

med Dødsnøds Svøber han jer slog;

hvad dyrt han gav, han atter tog –

Flere Røster
(afbryder ham truende.)

Han sparker os i al vor Nød!

Fogden.

Han skjælder os, som gav jer Brød!

Brand
(ryster paa Hovedet.)

O, kunde alt mit Hjerteblod

jer læske som en Helsens Flod,

det skulde vælde frem i Flom

till Aarens Seng var tørr og tom.

Men her at hjælpe var en Synd!

Se, Gud vil løfte jer af Dynd; –

et Livsfolk, – om end spredt og svagt, –

af Trængslen suger Marg og Magt;

det sløve Syn faar Falkeflugt,

og skuer vidt og skuer smukt,

den veke Vilje skyder Rygg

og ser bag Striden Sejren trygg;

men avler Nød ej Adelsfærd,

er Flokken ej sin Frelse værd!

En Kvinde.

Der slaar et Uvejr over Fjord,

som om det vaktes ved hans Ord!

En anden.

Han ægger Gud! Min Spaadom mærk!

Brand.

Jer Gud gjør intet Underværk!

Kvinderne.

Se Vejret! Se!

Røster blandt Mængden.

Af Byggden driv

Den haarde Sjæl med Sten og Kniv!

Kvinden
(skriger frem mod Flokken.)

Hvor faar jeg Hjælp i Jesu Navn!

Fogden.

Hvad trænges? Nævn hvad Nød? hvad Savn –

Kvinden.

Ej Nød ej Savn det gjælder nu!

Det gjælder Verdens værste Gru!

Fogden.

Hvad er det? Tal!

Kvinden.

Jeg har ej Røst!

Hvor findes Presten? – Hjælp og Trøst!

Fogden.

Her er ej Prest –

Kvinden.

Fortabt, fortabt!

Haard var du, Gud, at jeg blev skabt!

Brand (nærmer sig.)

Kan hænde dog her findes en.

Kvinden
(griber ham om Armen).

Saa lad ham komme, vær ej sen!

Brand.

Nævn mig din Nød, saa kommer han.

Kvinden.

Tversover Fjorden –

Brand.

Nu?

Kvinden.

Min Mand –

tre sultne smaa, og Huset tømt, – –

sig nej, sig nej, – han er ej dømt!

Brand.

Tal først.

Kvinden.

Min Barm var tørket ud;

os hjalp ej Mennesker, ej Gud;

den yngste tungt med Døden drog;

det skar hans Sjæl; – han Barnet slog –!

Brand.

Han slog –!

Almuen (i Ræddsel.)

Sit Barn!

Kvinden.

I samme Stund

han saa sin Gjernings Afgrundsbund!

Hans Anger flommed som en Elv;

han lagde Voldshaand paa sig selv –.

Kom, berg kans Sjæl trods Vejr og Sjø!

Han kan ej leve, tør ej dø;

med Liget ligger han i Favn

og skriger paa den ondes Navn!

Brand (stille.)

Ja, her er Nød.

Ejnar (bleg.)

Er muligt sligt!

Fogden.

Han hører ej till mit Distrikt.

Brand
(kort, till Almuen.)

Gjør loss en Baad og sætt mig over!

En Mand.

I sligt et Vejr? Det ingen vover!

Fogden.

Rundt Fjorden gaar en Sti –

Kvinden.

Nej, nej, –

nu findes ingen farbar Vej;

jeg foer den, men et Elvebrudd

skar lige bag mig Kloppen ud!

Brand.

Gjør Baaden loss.

En Mand.

Umuligt nu;

det bryder over Grund og Flu!

En anden.

Se der! Et Kast fra Højden strøg,

saa hele Fjorden staar i Røg!

En tredje.

Er Vejret sligt med Slag og Skrald,

saa lyser Provsten Messefald!

Brand.

En Syndersjæl, sin Domsstund nær,

ej venter efter Vind og Vejr!

(gaar ned i en Baad og løser Sejlet.)

I vover Baaden?

Ejeren.

Ja; men bliv!

Brand.

Godt; kom nu den, som vover Liv!

En Mand.

Jeg gaar ej med.

En anden.

Og ikke jeg!

Flere.

Det var den lige Dødsens Vej!

Brand.

Jer Gud hjalp ingen over Fjord;

men husk, at min er med ombord!

Kvinden
(vrider Hænderne.)

Han ufrelst dør!

Brand
(raaber fra Baaden.)

En Mand er nok

till Hjælp med Øsekar og Fokk!

Kom, en af jer, som nylig gav!

Giv, Mænd, giv indtill Død og Grav!

Flere
(viger tilbage.)

Kræv aldrig sligt!

En enkelt (truende.)

Af Baaden ud!

Det er for stærkt at friste Gud!

Flere Røster.

Se, Vejret voxer!

Andre.

Linen brast!

Brand
(hugger sig fast med Baadshagen og raaber till den fremmede Kvinde.)

Godt; kom da du; men kom i Hast!

Kvinden
(viger tillbage.)

Jeg! Her, hvor ingen –!

Brand.

Lad dem staa!

Kvinden.

Jeg kan ej!

Brand.

Kan ej?

Kvinden.

Husk de smaa –!

Brand (ler.)

Dynd er den Grund I bygger paa!

Agnes
(vender sig med blussende Kinder raskt om till Ejnar, lægger Haanden
paa hans Arm og siger.)

Har alt du hørt?

Ejnar.

Ja; han er stærk!

Agnes.

Gud signe dig! Du ved dit Værk!

(raaber till Brand.)

Se, – her er en, som vel er værd

at følge med paa Frelsens Færd!

Brand.

Saa kom!

Ejnar (bleg.)

Jeg!

Agnes.

Gaa! Jeg har Dig skjænkt!

Højt ser mit Syn, som før var sænkt!

Ejnar.

Før dig jeg traff, jeg skulde skjænkt

mig selv, og villig med ham styrt –

Agnes (bævende.)

Men nu –!

Ejnar.

Mit Liv er ungt og dyrt; –

jeg kan det ej!

Agnes
(viger tillbage.)

Hvad har du sagt!

Ejnar.

Jeg tør det ej!

Agnes (skriger ud:)

Nu blev der lagt,

med Stormslag og med Strømnings Foss,

et Verdenshav imellem os!

(till Brand.)

Jeg gaar i Baaden!

Brand.

Godt; saa kom!

Kvinderne
(forfærdede, idet hun springer ombord.)

Hjælp, Jesus!

Ejnar,
(griber fortvivlet efter hende.)

Agnes!

Hele Mængden (iler till.)

Stands! Vend om!

Brand.

Hvor ligger Huset?

Kvinden (peger ud.)

Ende der

paa Næset bag det svarte Skjær!

Ejnar
(skriger efter dem.)

Husk dine Syskend; husk din Moer!

Frels Livet!

Agnes.

Her er tre ombord!

En Mand.

Han klarer Odden!

En anden.

Nej!

Første.

Jo, se, –

han har den agter alt i Læ!

Anden.

En Kastevind! Den har dem fatt!

Fogden.

Se, se, – den stryger med hans Hatt!

En Kvinde.

Saa svart, som Korpens Vinge, slaar

i Vejret vildt hans vaade Haar!

Første Mand.

Alt staar i Kog og Røg.

Ejnar.

Hvad var

det Skrig, som gjennem Stormen skar!

En Kvinde.

Det kom fra Fjeldet.

En anden (peger opp.)

Der staar Gerd

og ler og hujer ad hans Færd!

Første Kvinde.

Hun blæser i et Bukkehorn

og kaster Sten som Koglekorn!

Anden Kvinde.

Nu slang hun Hornet som en Vaand

og tuder i den hule Haand!

En Mand.

Ja, tud og skrig, du stygge Trold, –

den Karl har baade Vagt og Skjold!

En anden.

I værre Vejr, med ham tilrors,

staar tryggt jeg næste Gang tillfjords.

Første Mand (till Ejnar.)

Hvad var han?

Ejnar.

Prest.

Anden Mand.

Ja, hvad han var, –

det kjendtes vel han var en Karl!

I ham var Mod og Magt og Trods.

Første Mand.

Det var en rigtig Prest for os!

Mange Røster.

Ja, det var rigtig Prest for os!

(de spreder sig udover Bakkerne.)

Fogden
(samler sine Papirer og Bøger.)

Det formløst er i alle Fald

at træde opp i fremmed Kald

og gribe ind og vove Liv

foruden tvingende Motiv. –

Jeg gjør bestandig og min Pligt, –

men altid indom mit Distrikt.

(gaar.)

Brand.

Det var Døden. Af den tvætted

alle Ræddslers Stænk og Skrækk;

nu med stille store Trækk

s. 54

ligger han saa lys og lettet.

Kan et svigtende Bedrag

gjøre Natt till slig en Dag?

Af sin vilde Helvedbrøde

saa han ydre Skorpen kun, –

det, som nævnes kan med Mund, –

det, som gribes kan med Hænder, –

som hans Navn med Brandflekk skjænder, –

Volden mod den lille døde.

Men de to, som sad forskræmt,

stirrende med store Øjne,

stillt, som Fugle sammenfløjne,

opp i Skorstenskrogen klemt, –

de, som bare saa og saa, –

skjønte ikke selv hvorpaa, –

de, hvis Sjæle fik en Plett

ætset ind, som ej de skrubber

af i Tidens Slid og Tvætt

selv som bøjde Sølvhaarsgubber, –

de, hvis Livsens-Elv skal rinde

ud fra dette stygge Minde, –

de, som nu skal gro i Lys

af hans Nattegjernings Gys, –

de, som aldrig ud kan brænde

denne Tankes Aadselbaal, –

dem han mægted ej at kjende

som de to, der har ihænde

just det store Eftermaal. –

Og fra dem gaar kanske ud

Led paa Led till Synd og Brudd.

s. 55

Hvorfor? Hule Afgrundssvar, –

de var Sønner af sin Faer!

Hvad skal stryges ud i Stillhed?

Hvad skal jævnes ud med Mildhed?

Naar begynder Ansvarsvægten

af ens Arvelod fra Slægten?

Hvilken Thingdag, hvilken Dommer,

naar det store Forhør kommer!

Hvem skal prøve, hvem skal vidne,

hvor enhver er Delinkvent;

hvem tør lægge frem sit skidne

transporterte Dokument?

Tages da for godt det Svar:

Gjælden skriver sig fra Faer? –

Svimmeldybe Nattegaade,

ingen mægter dig at raade.

Men paa Afgrundsbredden danser

Sværmen uden Sind og Sanser; –

Sjæle skulde skrige, bæve, –

men ej en blandt tusind øjner

hvilket Skyldberg der sig højner

fra det lille Ord: at leve.

En Mand.

Vi skal nok mødes anden Gang.

Brand.

Han har till eders Hjælp ej Trang.

Manden.

Selv er han løst og hjulpen; men

i Stuen sidder tre igjen.

Brand.

Og saa?

Manden.

Af Smulerne, vi fik,

vi førte med en liden Slikk –

Brand.

Hvis alt du gav foruden Livet,

da vid, at du har intet givet.

Manden.

Hvis han, som her nu ligger død,

idag var stedt i Livsensnød

og skreg om Hjælp fra Baadens Hvælv,

jeg skulde vovet Livet selv.

Brand.

Men Sjælens Nød har ingen Vægt?

Manden.

Husk paa, vi er en Slæbets Slægt.

Brand.

Saa vend jert hele fulde Syn

fra Lyset over Aasens Bryn;

skjel ei, som nu, med venstre Øjet

tillhimmels og det højre vendt

mod Muldet, hvor, med Ryggen bøjet,

I har jer selv for Aaget spændt.

Manden.

Jeg havde tænkt, du heller gav

det Raad at ryste Aaget af.

Brand.

Ja, om I kan.

Manden.

Du ejer Magt.

Brand.

Gjør jeg?

Manden.

Alt mangen har os sagt

og vist, hvor Vejen var, før nu; –

de pegte, men du gik den, du.

Brand.

Du mener –?

Manden.

Ikke tusind Ord

sig prenter som en Gjernings Spor.

Vi søger dig i Byggdens Navn; –

vi ser, en Mand er just vort Savn.

Brand (urolig.)

Hvad vil I mig?

Manden.

Bliv du vor Prest.

Brand.

Jeg? Her!

Manden.

Du har vel hørt og læst,

vor Menighed er presteløs?

Brand.

Ja nu jeg mindes –

Manden.

Før i Tiden

var Byggden stor, nu er den liden.

s. 58

Da Uaar kom, da Kornet frøs,

da Sot faldt over Folk og Fæ,

da Armod slog hver Mand iknæ,

da Nøden sang hver Sjæl i Døs,

da her blev dyrt paa Sul og Sæd, –

da blev her Prestedyrtid med.

Brand.

Kræv hvad du vil, men aldrig sligt!

Paa mig er lagt en større Pligt.

Jeg trænger Livets stærke Røre,

jeg trænger Verdens aabne Øre.

Hvad skal jeg her? Hvor Fjeldet stænger,

har Mandemælet ingen Magt.

Manden.

Hvor Fjeldet svarer, lyder længer

det Ord, som fuldt og stærkt blir sagt.

Brand.

Hvem lukker sig i Gruben inde,

naar Vangen vinker fri og flakk?

Hvem pløjer Ødemarken brakk,

naar der er odlet Land at finde?

Hvem vil af Kjærner høste Frugt,

naar Ungtrær staar i Modningsaldren?

Hvem sløver sig i Døgnværkskvaldren,

naar han har Syners Lys og Flugt?

Manden
(ryster paa Hovedet.)

Din Daad forstod jeg, – ej dit Ord.

Brand.

Spørg ikke mer! Ombord, ombord!

(vil gaa.)

Manden.
(træder ivejen for ham.)

Det Kald, som ej du slippe vil,

det Værk, som nu du stunder till, –

det er dig altsaa dyrt?

Brand.

Mit Liv

i et og alt det er!

Manden.

Saa bliv!

(med Eftertrykk.)

Hvis alt du gav foruden Livet,

saa husk, at du har intet givet.

Brand.

Et ejes, som du ej kan skjænke;

det er dit eget indre selv.

Du tør ej binde, tør ej lænke,

du tør ej stemme Kaldets Elv; –

den vil sin Vej till Havets Hvælv.

Manden.

Blev den i Myr og Tjern begravet, –

den naaer som Dugg tillslutt dog Havet

Brand
(ser visst paa ham.)

Hvo gav dig slige Ord i Munden?

Manden.

Du gav mig dem i Storværkstunden.

s. 60

Da Stormen skreg, da Sjøen slog,

da frem trods Storm og Sjø du drog,

da for en raadløs Syndersjæl

du satte Livet paa en Fjæl, –

da strøg det gjennem mangt et Sind

snart koldt, snart varmt, som Sol og Vind,

da ringed det som Klokkeklemt – –

(sænker Stemmen.)

Imorgen, kanske, er det glemt;

da firer vi det Løftningsflag,

du hejste over os idag.

Brand.

Hvor Kraft ej er, der er ej Kald.

(haardt)

Kan ej du være, hvad du skal, –

saa vær alvorligt, hvad du kan;

vær helt og holdent Muldets Mand.

Manden
(ser en Stund paa ham og siger.)

Ve dig, som slukkte, da du gik;

Ve os, som saa et Øjeblik!

(han gaar; de øvrige følger stille efter.)

Brand
(ser længe efter dem.)

En for en med bøjde Nakker

gaar den stille Klynge hjem.

Sindet sturer, Foden sakker,

staver tungt og trætt sig frem;

hver af dem med Tungsinds Lader

gaar som truet af et Ris,

s. 61

gaar, som Menneskenes Fader

dreven ud af Paradis, –

gaar, som han, med skyldslørt Tinding, –

ser, som han, i Mørkets Gab, –

bær, som han, sin Kundskabs Vinding, –

bær, som han, sin Blindheds Tab.

Mennesket jeg kjækkt har villet

skabe nyt og helt og rent; –

der er Værket, – Brødens Billed,

ikke Guds, som det var ment. –

Ud herfra till større Vidder;

her er Rum ej for en Ridder!

(vil gaa, men standser idet han ser Agnes ved Stranden.)

Se, hvor lyttende hun sidder,

som om her var Sang i Luften.

Lyttende hun sad i Baaden,

da den skar de rørte Vande, –

lyttende hun holdt i Tuften, –

lyttende hun Havraaksfraaden

rysted af sin klare Pande.

Det ser ud som Hørslen bytted

Plads og hun med Øjet lytted.

(nærmer sig.)

Unge Pige, er det Fjordens

krumme Vej, som Synet følger –?

Agnes
(uden at vende sig.)

Hverken Fjordens eller Jordens;

begge sig for Synet dølger.

Men en større Jord jeg skimter;

s. 62

skarpt mod Luften staar dens Runding;

Have ser jeg, Floders Munding;

Solblink gjennem Taagen glimter.

Jeg ser Slaglys, luerøde,

legende om skyslørt Tinde,

ser en umaalt Ørkens Øde.

Store Palmer staar derborte,

svajer i de hvasse Vinde,

kaster bag sig Skygger sorte.

Intet Livstegn er at finde;

det er ligt en Jord, som skabes;

og jeg hører Røster runge

og jeg hører Stemmer tolke:

nu du frelses eller tabes;

gjør dit Værk, det ansvarstunge; –

denne Jord skal du befolke!

Brand (reven med.)

Sig, hvad mer du ser!

Agnes
(lægger Haanden paa Brystet.)

Herinde

kan jeg kjende Kræfter ulme,

kan jeg føle Floder svulme,

kan jeg se en Dagning rinde.

Hjertet, lig en Verden, vider

stort sig ud till alle Sider,

og jeg hører Stemmer tolke:

denne Jord skal du befolke!

Alle Tanker, som skal komme,

hver en Gjerning, som skal gjøres,

s. 63

vaagner, hvisker, aander, røres,

som om Fødslens Stund var omme;

og jeg aner mer end øjner

ham, som ovenom sig højner,

føler at han skuer ned

fuld af Sorg og Kjærlighed,

lys og mild som Morgenrøden,

og bedrøvet dog till Døden;

og jeg hører Røsten runge:

nu du skabe skal og skabes;

nu du frelses eller tabes; –

gjør dit Værk, det ansvarstunge!

Brand.

Indad; indad! Det er Ordet!

Did gaar Vejen. Der er Sporet.

Eget Hjerte, – det er Kloden.

nyskabt og for Gudsliv moden;

der skal Viljegribben dødes,

der den nye Adam fødes.

Lad saa Verden gaa sin Gang

under Trældom eller Sang; –

men ifald vi fiendtligt mødes, –

hvis mit Værk den knuse vil, –

da, ved Himlen, slaar jeg till!

Plads paa hele Jordens Hvælv

till at være helt sig selv, –

det er lovlig Rett for Manden,

og jeg kræver ingen anden! –

(tænker stille en Stund og siger.)

Være helt sig selv? Men Vægten

s. 64

af ens Arv og Gjæld fra Slægten?

(standser og ser ud.)

Hvem er hun, som jordvendt kommer

klavrende oppover Bakken,

kroget, ludende med Nakken?

For at puste maa hun staa,

støtter sig for ej at slingre,

griber med de magre Fingre

hvasst i sine dybe Lommer,

som en Skatt hun slæbte paa.

Om den vissne Benrad slænger

Stakken, som en Fjærhams Lægg;

Haanden krummer sig som Tænger;

hun er Ørnen lig, der hænger

spigret paa en Stabbursvægg.

(pludselig angst.)

Hvilket iskoldt Barneminde,

hvilket Gufs fra Hjem og Fjord

drysser Rim om denne Kvinde, –

drysser værre Rim herinde – –?

Naadens Gud! Det er min Moer!

Brands Moder
(kommer oppover, standser halvvejs synlig i Bakken, holder Haanden
skyggende over Øjnene og ser sig om.)

Her har de sagt han var.

(kommer nærmere.)

Den onde

ta'e Solen, – hun gjør halvt mig blind!

Søn, er det dig?

Brand.

Ja.

Moderen (gnider Øjnene.)

Hu; det Skin,

det brænder en i Synet ind;

en kan ej skille Prest fra Bonde.

Brand.

Derhjemme saa jeg aldrig Sol

fra Løvet faldt till Gjøgen gol.

Moderen (ler stille.)

Nej, der er godt. Der blir en frossen,

som Istapp-Kallen over Fossen.

En blir saa stærk, at hvadsomhelst

en tør, – og tror sig endda frelst.

Brand.

Goddag. Farvel. Min Tid er knapp.

Moderen.

Ja, du har altid været rapp.

Som Gut du stunded bort herfra –

Brand.

At bort jeg foer dig tyktes bedst.

Moderen.

Ja, det var skjelligt nu som da;

det trængtes vel at du blev Prest.

(Betragter ham nærmere.)

Hm, han er voxet stærk og stor.

Men agt nu bare paa mit Ord, –

vær vaer om Livet!

Brand.

Er det alt?

Moderen.

Ja, Livet? Ja, hvad er der mere?

Brand.

Jeg mener: Raadet, som nu faldt,

er det det hele?

Moderen.

Ved du flere,

saa brug dem, som du vil. Men Livet,

berg det for mig; jeg har det givet.

(vred.)

Det spørges vidt, hvad du har øvet;

og det har gjort mig rædd og skræmt.

Tillfjords idag! Du kunde røvet,

hvad du for min Skyld skulde gjemt.

Du er den eneste i Slægten.

Du er min Søn, mit Kjød og Blod.

Du slutter af, som Tagrygg-Lægten,

det Hus jeg tømred Fod for Fod.

Hold fast; staa stærk; bær lange Tider!

Vær vaer om Livet! Aldrig svigt!

At leve er en Arvings Pligt, –

og du blir min – engang – omsider – –

Brand.

Saa? Derfor er det, at du kommer

og søger mig med fyldte Lommer?

Moderen.

Søn, er du gal!

(viger tillbage.)

Kom ikke nær!

Bliv staaende! Jeg slaar med Staven!

(roligere.)

Hvad mente du med det? – Hør her!

Jeg ældes Aar for Aar; det bær

s. 67

sent eller tidligt frem mod Graven;

saa faar du alt, hvad jeg har ejet;

det ligger tællet, maalt og vejet – –.

Jeg har ej paa mig! – Hjemme ligger

det hele. Det er ikke stort;

men den, som faar det, er ej Tigger – –

Staa der du staar! Kom ej herbort! –

Jeg lover dig, jeg skal ej putte

i Sprækker eller grave ned

en Hvid paa noget ukjendt Sted, –

ej gjemme noget under Stene,

i Muren, under Gulvets Fjæl; –

du, Sønnen min, faar Arven hel;

altsammen gaar till dig alene.

Brand.

Paa visse Vilkaar?

Moderen.

Paa det ene,

at ej du skal med Livet rutte.

Hold Ætten oppe, Søn for Søn;

jeg kræver ingen anden Løn.

Og sørg saa for, at intet spildes, –

at intet deles eller skilles; –

øg, eller ikke, hvad du faar;

men gjem det, gjem det Aar for Aar!

Brand
(efter et kort Opphold.)

En Sag faar klares mellem os.

Jeg har fra Gut af vist dig Trods; –

5*

s. 68

jeg var ej Søn, du var ej Moer,

till du blev graa og jeg blev stor.

Moderen.

Jeg kræver ikke Klapp og Smek.

Vær som du vil; jeg er ej vek.

Vær haard, vær strid, vær istappkold, –

det kløver ej mit Bringeskjold;

gjem blot din Arv, – om død og gold, –

naar kun den er i Slægtens Vold!

Brand
(gaar et Skridt nærmere.)

Og hvis jeg tvertom fik isinde

at strø den ud for alle Vinde?

Moderen (tumler tillbage.)

Strø ud hvad gjennem Trældoms-Aar

har krøgt min Rygg og blegt mit Haar!

Brand (nikker langsomt.)

Strø ud.

Moderen.

Strø ud! Hvis det du gjør,

for Vinden ud min Sjæl du strør!

Brand.

Og hvis jeg gjør det lige vel?

Hvis ved din Seng jeg staar en Kveld,

naar Lys er foran Lejet satt,

naar du med Salmebog i Hænder

skal sove Dødens første Natt, –

hvis da jeg gramser, famler, kjender,

hvis frem jeg finder Skatt for Skatt, –

hivs jeg taer Lyset, hvis jeg tænder –?

Moderen
(nærmer sig i Spænding.)

Hvor har du denne Tanke fra?

Brand.

Hvorfra? Skal jeg fortælle?

Moderen.

Ja!

Brand.

Ifra et Barndomseventyr,

som aldrig af mit Minde flyr,

som skjæmmer Sjælen, lig et Ar

ifra et helet Hareskar.

Det var en Høstkveld. Død var Faer,

og du laa syg. Jeg sneg mig ind,

hvor han laa bleg i Voxlysskin.

Jeg stod og stirred fra en Krog,

og saa han holdt en Salmebog;

mig undred mest den dybe Dvale,

og hvi hans Haandled var saa smale;

jeg kjendte Lugt af kuldslaaet Lin; –

da hørte jeg paa Gangen Trin; –

ind kom en Kvinde, saa mig ej, –

hun gikk till Sengen rakt sin Vej.

Hun gav sig till at gramse, rode;

først flytted hun den dødes Hode,

saa trakk hun frem en Bundt, saa flere, –

hun tælled, hvisked: mere, mere!

Saa grov hun ud af Sengens Puder

en Pakke bunden till med Knuder;

hun rev, hun hugg med ilske Hænder,

s. 70

hun bed den opp med sine Tænder.

Hun grov paany. Hun hitted flere.

Hun tælled, hvisked: mere, mere!

Hun græd, hun bad, hun jamred, svor;

hun vejred efter Gjemslers Spor, –

og fandt hun, – flux med Jublens Angst

hun skjød, som Falken, paa sin Fangst.

Tillslutt var hver en Lønkrog tømt;

hun gik af Stuen som en dømt;

hun svøbte Fundet i en Pjalt

og stønned stillt: saa det var alt!

Moderen.

Mit Krav var stort, mit Fund var skralt;

og det var mer end dyrt betalt.

Brand.

Det blev dig dyrere endda;

mit Sønnesind det stjal dig fra.

Moderen.

Lad gaa. Det er jo gammel Brug

at kjøbe Gods for Sind og Hug.

Jeg gav fra først en større Pris;

jeg tror jeg gav mit Livs Forlis.

Jeg noget gav som nu er slukkt; –

det staar mig for som Lys og Flugt,

som noget baade dumt og smukt; –

jeg gav, hvad knappt jeg længer ved; –

Folk kaldte det for Kjærlighed. –

Jeg mindes godt, min Strid var svar;

jeg mindes godt det Raad fra Faer:

glem Husmandsgutten; tag den anden;

s. 71

agt ikke paa hans vissne Kropp;

det er en Karl med Kløgt i Panden;

han øger Ejet dobbelt opp! –

Jeg tog ham, men fik Skam till Takk.

Till dobbelt opp han aldrig rakk.

Men siden har jeg slæbt og slidt,

saa nu der fattes ikkun lidt.

Brand.

Og mindes du, saa nær din Grav,

at Sjælen du paa Kjøbet gav?

Moderen.

At det jeg mindes, vistes bedst,

da Sønnen min blev satt till Prest.

Naar Timen kommer, for min Tarv

du sørge skal till Takk for Arv.

Jeg ejer baade fast og løst;

du ejer Ord og Magt og Trøst.

Brand.

Saa klog du er, du saa dog fejl,

da mig du saa i Hjemmets Spejl.

Der gives fler langs Li og Led

med slig Forældrekjærlighed; –

I ser i Barnet en Forvalter

for Husets efterladte Pjalter;

af Evigheden gaar et Skjær

forbi jer Tanke hist og her;

I griber efter den og mener

I Tingen er paa Livet nær,

naar Ætt og Arv I sammengrener, –

at Døden I med Livet ener,

s. 72

at Evighed som Sum I faar

af sammenlagte Rækker Aar.

Moderen.

Gransk ikke, Søn, din Moders Sind,

men tag din Arv, naar den blir din.

Brand.

Og Gjælden?

Moderen.

Gjælden? Hvilken Gjæld?

Der er ej nogen Gjæld.

Brand.

Nu vel;

men hvis der var, – jeg maatte svare

till hvert et Skyldbrev, alting klare.

Søns Sag det er, at alle Krav

sker Fyldest paa hans Moders Grav;

var Huset tomt, naar jeg det tog, –

jeg arved dog din Skyldnerbog.

Moderen.

Saa byder ingen Lov.

Brand.

Ej den,

som skreven er med Blækk og Pen;

men i hvert ærligt Sønnesind

en anden Lov staar ristet ind, –

og denne Lov skal Fyldest ske.

Forblindede, lær dog at se!

Guds Bo paa Jord har du forringet,

dit Sjælelaan har du forødt,

det Billed, hvori du blev født,

s. 73

har du med Dyndets Skimmel dækkt;

den Aand, som engang var bevinget,

har du i Myldret vingestækkt.

Det er din Gjæld. Hvor vil du hen,

naar Herren kræver sit igjen?

Moderen (sky.)

Hvor jeg vil hen? Hvor hen?

Brand.

Frygt ej;

din Søn taer al din Gjæld paa sig.

Gudsbilledet, som du har plettet,

i mig skal rejses viljetvættet!

Gaa du kun trøstig till de døde.

Gjældbunden sover ej min Moer; –

jeg klarer Gjælden.

Moderen.

Gjæld og Brøde?

Brand.

Din Gjæld. Kun den; mærk vel mit Ord.

Din Sjælegjæld din Søn skal klare;

men for din Synd maa selv du svare.

Den Sum af Menneske, som blev

forskingret i en Jordtræls Stræv,

kan indtill sidste Rest og Hvid

betales ved en andens Id;

men at den ødtes, det er Brøden!

for den er Anger – eller Døden!

Moderen (urolig.)

Det er nok bedst jeg kommer hjem

i Skyggen under Bræens Brem;

s. 74

her skyder giftig Tankegrøde

I dette klumre Solskins Skjær;

en blir af Duften næsten svimmel.

Brand.

Søg Skyggen du; jeg er dig nær.

Og drages du mod Lys og Himmel,

og stunder du imod et Møde,

da skikk mig Bud og jeg skal komme.

Moderen.

Ja, du med dine Straffedomme!

Brand.

Nej, varm som Søn og mild som Prest

jeg værger dig mod Ræddslens Blæst;

med Sang jeg ved dit Lejes Fod

skal svale Svien i dit Blod!

Moderen.

Det lover du med Haand og Mund?

Brand.

Jeg kommer i din Angers Stund.

(nærmere ved hende.)

Men Vilkaar sætter jeg, som du.

Alt, hvad till Jord dig binder nu,

skal du frivilligt kaste af

og skride nøgen mod din Grav.

Moderen
(slaar vildt imod ham.)

Byd Ilden skilles fra sin Hede,

Sne fra sin Frost, Sjø fra sin Væde!

Slaa af!

Brand.

Kast midtfjords Barn af Baaden

og bed at Gud vil signe Daaden.

Moderen.

Kræv anden Bod; kræv Sult og Tørst, –

men ikke det, som tykkes størst!

Brand.

Gaar en det største udenom,

al Resten mildner ej hans Dom.

Moderen.

Jeg lægger Sølv i Kirkeblokk!

Brand.

Alt?

Moderen.

Søn, er meget ikke nok?

Brand.

For dig er intet Bodsværk, før,

som Hjob paa Askens Hob, du dør.

Moderen
(vrider Hænderne.)

Mit Liv forspildt, min Sjæl forstødt,

om stakket Tid mit Gods forødt!

Saa hjem og kryste tætt i Favn

alt, hvad af mit endnu bær Navn!

Mit Gods, mit Smertens Barn, mit Gods, –

for dig jeg rev mit Bryst tillblods;

nu hjem og græde som en Moer

ved Vuggen for sit syge Noer. –

Hvi blev min Sjæl da født i Kjød,

naar Kjødets Elsk er Sjælens Død? –

s. 76

Bliv nær mig, Prest! – jeg ved ej nu

hvad Sind jeg faar i Timens Gru.

maa alting jeg ilive miste, –

jeg vil dog vente till det sidste.

(gaar.)

Brand
(ser efter hende.)

Ja, din Søn skal nær sig holde,

bie paa din Bodsstunds Bud,

varme opp din gamle kolde

Haand, saa fort den rækkes ud.

(gaar nedover till Agnes.)

Kvelden blev ej Morgnen lig.

Da stod Sind og Hug till Krig;

fjernt jeg hørte Slagsang klinge,

Vredens Sverd jeg vilde svinge,

knuse Løgnen, dræbe Trolde,

klemme Verden mellem Skjolde.

Agnes
(har vendt sig om og ser lyst opp till ham.)

Morgnen var mod Kvelden bleg.

Da jeg vilde Løgn og Leg,

vilde vinde, vilde skabe,

hvad min Vinding var at tabe.

Brand.

Stærke Drømme, fagre Drømme

kom i Flok som vilde Svaner,

løfted mig paa brede Vinger.

Udad saa jeg mine Baner; –

s. 77

Slægtens, Tidens, Skyldbetvinger

stævned stor paa Støjens Strømme.

Kirkeprocessioners Pragt,

Hymner, Virak, Silkefaner,

gyldne Skaaler, Sejersange,

Løftnings-Jublen fra de mange,

lyste, om mit Livsværk lagt. –

Alt laa lokkende og rigt; –

men det hele var et Digt,

kun et Viddens Glimmersyn,

halvt i Solblink, halvt i Lyn. –

Nu jeg staar, hvor graat det kvælder

længe førend Dagen hælder, –

staar imellem Urd og Sund,

udestængt fra Verdensvrimlen,

med en Strime kun af Himlen, –

men jeg staar paa Hjemmets Grund.

Sunget er mit Søndagsdigt;

af maa Vingehesten sadles;

men jeg ser et større Maal,

end en Dyst med Ridderstaal, –

Slidets Dagværk, Yrkets Pligt,

skal til Søndagsgjerning adles.

Agnes.

Og hin Gud, som skulde falde?

Brand.

Han skal falde ligefuldt, –

men i Løndom, dulgt og skjult,

ikke aabenlyst for alle.

s. 78

Grant jeg ser, at fejl jeg tolked

Frelsens Helsebod for Folket.

Ingen bramfuld Storværkshandling

løfter Slægten till Forvandling;

Vækkelsen af rige Evner

bøder ej dens Sjælerevner.

Det er Viljen, som det gjælder!

Viljen frigjør eller fælder,

Viljen, hel, i alt det spredte,

i det tunge som det lette. –

(vender sig indover mod Byggden, hvor Aftenskyggerne begynder at falde.)

Kom da, Mænd, som vandrer sløve

i min Hjembyggds lukte Dale; –

Sjæl mod Sjæl i Tomandstale

vil vort Luttringsværk vi prøve,

Halvhed fælde, Løgnen døve,

vække Viljens unge Løve!

Haand om Hakken, som om Sverdet,

enes kan med Mandeværdet;

et er Maalet, – det at blive

Tavler, hvorpaa Gud kan skrive.

(Han vil gaa. Ejnar møder ham.)

Ejnar.

Stands og giv mig, hvad du tog!

Brand.

Er det hende? Der hun sidder.

Ejnar (till Agnes.)

Vælg imellem lyse Vidder

og den skumle Sorgens Krog!

Agnes.

Jeg har intet Valg at gjøre.

Ejnar.

Agnes, Agnes, laan mig Øre!

Kom ihug den gamle Lære:

lett at løftes, tungt at bære.

Agnes.

Gaa med Gud, du fagre Frister;

jeg skal bære till det brister.

Ejnar.

Tænk paa alle dine kjære!

Agnes.

Hils till Syskend, hils till Moer;

Brev jeg skikker, faar jeg Ord.

Ejnar.

Ude paa de blanke Vande

skjær de hvide Sejl fra Srand; –

Længsler lig paa drømfyldt Pande

høje, perlestænkte Stavne

jager, flygter, for at havne

fjernt ved et forgjættet Land!

Agnes.

Sejl i Vester eller Øster; –

tænk paa mig som en begravet.

Ejnar.

Agnes, følg mig som en Søster!

Agnes
(ryster paa Hovedet.)

Mellem os er Verdenshavet.

Ejnar.

O, saa hjem da till din Moer!

Agnes (stille.)

Ej fra Lærer, Ven og Broer.

Brand.
(kommer et Skridt nærmere.)

Unge Kvinde, vogt dig vel.

Klemt imellem Fjeld og Fjeld.

skygget om af Tagg og Tinde,

stængt i Revnens Halvnatt inde,

skal mit Liv fra nu af rinde

som en stur Oktoberkveld.

Agnes.

Mørket skræmmer ikke længer;

Stjernen gjennem Skyen trænger.

Brand.

Husk at jeg er streng i Kravet,

fordrer intet eller alt;

hvis paa Vejen fra du faldt,

var dit Liv som slængt i Havet.

Ingen Prutningsmon i Nøden,

ingen Eftergivt i Brøden; –

strækker ikke Livet till,

maa du villigt gaa i Døden!

Ejnar.

Flygt fra dette vilde Spil!

Slipp den mørke Lovens Mand;

lev det Liv, du ved, du kan!

Brand.

Vælg; – du staar paa Vejens Skille.

(gaar.)

Ejnar.

Vælg imellem Storm og Stille!

Valget mellem gaa og bliv

Valg er mellem Fryd og Sorgen,

Valg imellem Natt og Morgen,

Valg imellem Død og Liv!

Agnes
(rejser sig og siger langsomt.)

Ind i Natten. Gjennem Døden. –

Bagom dæmrer Morgenrøden.

(hun følger efter hvor Brand gik. Ejnar ser en Stund som fortabt efter
hende, bøjer Hovedet og gaar udover mod Fjorden igjen.)

Agnes

Min elskte Husbond, atter foer

dit Øje angstfuldt over Fjord –

Brand.

Jeg venter Bud.

Agnes.

Du er urolig!

Brand.

Jeg venter Bud ifra min Moer.

Tre Aar har nu jeg ventet trolig

det Bud, som aldrig blev mig bragt.

Imorges blev for visst mig sagt,

at hendes Time snart er omme.

Agnes
(sagte og kjærligt.)

Brand, uden Bud du skulde komme.

Brand
(ryster paa Hovedet.)

Har hun ej Anger for sin Brøst,

jeg ved ej Ord, jeg har ej Trøst.

Agnes.

Hun er din Moer.

Brand.

Jeg har ej Rett

at dyrke Guder i min Ætt.

Agnes.

Brand, du er haard!

Brand.

Mod dig?

Agnes.

O, nej!

Brand.

Jeg spaade dig en Trængselsvej.

Agnes (smiler.)

Det slog ej ind; du har ej holdt

dit Ord.

Brand.

Jo, her er hvasst og koldt;

her bleges Skjæret paa din Kind;

det isner i dit veke Sind.

Vort Hus er ingen Trivsel ved;

det ligger midt i Urd og Skred.

Agnes.

Her ligger det desmere tryggt.

Saa yderligt har Bræen byggt,

6*

s. 84

at naar ved Løvsprættstid den gaar,

den skrider udenover os,

og Prestehuset urørt staar,

som inde i en Hulfaldsfoss.

Brand.

Og Sol, som aldrig rækker hid.

Agnes.

Den danser jo saa varm og blid

paa Bergets Skulder bent imod –

Brand.

Tre Uger. ja, – ved Sommertid, –

men vinder aldrig till dets Fod.

Agnes
(ser visst paa ham, rejser sig og siger:)

Brand, der er et, som gjør dig rædd!

Brand.

Nej, dig!

Agnes.

Nej, dig!

Brand.

Du bær en Gru,

en løndomsfuld.

Agnes.

Brand, ogsaa du!

Brand.

Du svimler som ved Stupets Bredd!

Tal ud! Nævn alt!

Agnes.

Jeg stundom skalv – –

(standser.)

Brand.

Du skalv? Hvem skalv du for?

Agnes.

For Alf.

Brand.

For Alf!

Agnes.

Du ogsaa!

Brand.

Stundom, ja!

Men nej, han tages os ej fra!

Gud er jo god! Min lille Gut

sig voxer stor og stærk tillslutt.

Hvor er han nu?

Agnes.

Han sover.

Brand
(ser ind gjennem Døren.)

Se;

han drømmer ej om Sot og Ve;

den lille Haand er trind og rund –

Agnes.

Dog bleg.

Brand.

Ja bleg; men det gaar over.

Agnes.

Hvor sødt og kvægende han sover.

Brand.

Gud signe dig; sov nu dig sund;

(lukker Døren.)

s. 86

Med dig og ham blev Lys og Fred

om alt mit Kaldsværk sænket ned;

hver Sorgens Stund, hver Gjerning svær,

blev lett at bære mellem jer;

hos dig mig aldrig Modet sveg,

mig Styrke gav hans Barneleg.

Mit Kald jeg tog som Martyrdom;

men se, hvor alt har vendt sig om,

hvor Held har fulgt mig paa min Færd –

Agnes.

Ja Brand; men du er Heldet værd.

O, du har kjæmpet, lidt og stridt, –

har døjet ondt, har slæbt og slidt, –

jeg ved, at stillt du Blod har grædt –

Brand.

Ja vel; men alt mig tyktes lett,

med dig drog Kjærligheden ind,

som solklar Vaardag, i mit Sind.

Den havde før jeg aldrig kjendt;

ej Faer, ej Moer, den havde tændt;

de dulmed helst den Flyvegnist,

som sprang af Asken her og hist.

Det var som al den Sum af mildt,

jeg havde baaret dulgt og stillt,

blev sparet till en Glorieglød

om ham og dig, min Hustru sød.

Agnes.

Ej os alene; alle dem,

som nu er Lemmer af vort Hjem,

s. 87

hver Sorgens Søn, hver Nødens Broer,

hvert Barn som græd, hver Moer, som led,

et kvægsomt Sæde finder ved

dit Hjertes fulde, rige Bord.

Brand.

Men gjennem dig og ham. I to

slog Mildhedsaandens Himmelbro.

Ej nogen Sjæl kan alle favne,

hvis ikke først han elsked en;

jeg maatte længte, maatte savne,

saa Hjertet hærded sig till Sten –

Agnes.

Og dog – din Kjærlighed er haard;

den, som du klappe vil, du slaar.

Brand.

Dig, Agnes?

Agnes.

Mig? O nej, du kjære;

lett var, hvad mig du bød at bære; –

men mangen Sjæl ifra dig faldt

ved Kravet: intet eller alt!

Brand.

Hvad Verden kalder Kjærlighed,

jeg ikke vil og ikke ved.

Guds Kjærlighed jeg kjender till,

og den er ikke vek og mild;

den er till Dødens Ræddsel haard,

den byder klappe, saa det slaar.

Hvad svarte Gud i Oljelunden,

s. 88

da Sønnen laa i Sved og Skrækk

og bad og bad: tag Kalken væk!

Tog han ham Smertens Kalk fra Munden?

Nej, Barn, den maatte ud till Bunden.

Agnes.

O, maalt med slig en Maalestokk,

er dømt al Jordens Sjæleflok.

Brand.

Ej nogen ved, hvem Dommen naaer;

men i en evig Ildskrift staar:

vær tro till Prøvens sidste Sluttning,

Livskronen vindes ej ved Prutning!

Ej nok i Angstens Sved at bades;

du maa igjennem Martrens Ild.

At ej du kan, dig visst forlades, –

men aldrig at du ikke vil.

Agnes.

Ja, det skal være, som du siger.

O, løft mig, løft mig, hvor du stiger;

led mig mod dine høje Himle;

stærk er min Hug, men sløvt mit Mod;

tidt Angst mig slaar, mig tykkes svimle,

og trætt og jordtung er min Fod.

Brand.

Se, Agnes, for den hele Hjord

er Kravet: ingen fejg Akkord!

I alt sit Værk en Mand er dømt,

hvis halvt det øves og paa Skrømt.

Den Lære skal till Lovbud hæves.

ej gjennem Ord, men ved at leves.

Agnes
(kaster sig om hans Hals.)

Jeg gaar, hvor du har Foden satt!

Brand.

For to er ingen Klev for bratt.

Doktoren.

Hej, øves Leg af kjælne Duer

paa disse ørkenbrune Tuer!

Agnes.

Min gamle Doktor, er du her!

O, kom dog indom!

(løber ned og aabner Havegrinden.)

Doktoren.

Ej till jer!

Du ved jo godt, at jeg er vred.

At knytte sig till sligt et Sted,

hvor Viddens Vejr og Vintrens Vind

skjær iskoldt gjennem Sjæl og Skind –!

Brand.

Ej gjennem Sjælen.

Doktoren.

Ikke? Naa!

Nej-nej, det lader næsten saa.

Det synes, som jer Hastværkspagt

staa lige fuldt og fast ved Magt,

skjønt ellers efter gammel Skikk

en skulde tro, at fort forgik,

hvad skabt blev i et Øjeblik.

Agnes.

Et Solskjærs Kyss, et Klokkeslag,

kan vække for en Sommerdag.

Doktoren.

Farvel. Jeg ventes hos en syg.

Brand.

Min Moer?

Doktoren.

Ja. Skal De samme Vej?

Brand.

Nu ikke.

Doktoren.

Var der kanske?

Brand.

Nej.

Doktoren.

Prest, De er haard. I Sludd og Fyg

jeg sled mig over Vidden frem,

skjønt godt jeg ved, hun er af dem,

der lønner som et Fattiglem.

Brand.

Gud signe Deres Kløgt og Flid.

Lett, om De kan, den tunge Strid.

Doktoren.

Min Vilje signe han; jeg kom

saa fort i Nød det spurgtes om.

Brand.

Dem har hun budsendt; jeg er glemt; –

jeg venter, venter hjerteklemt.

Doktoren.

Kom uden Bud!

Brand.

Før Bud hun sender,

jeg intet Hverv dernede kjender.

Doktoren (till Agnes.)

Du veke Stakkel, som blev lagt

i slige haarde Hænders Magt!

Brand.

Jeg er ej haard.

Agnes.

Sit Blod han gav,

hvis hendes Sjæl det tvætted af!

Brand.

Som hendes Søn i Arv jeg tog

frivillig hendes Skyldnerbog.

Doktoren.

Klar Deres egen!

Brand.

Manges Mén

for Gud kan klares gjennem en.

Doktoren.

Ej gjennem en, der selv som Tigger

i Skyld oppover Øret ligger.

Brand.

Rig eller Tigger; – helt jeg vil, –

og dette ene strækker till!

Doktoren
(ser stivt paa ham.)

Ja, Mandeviljens qvantum satis

staar bogført som din Rigdoms Rad; –

men, Prest, din conto caritatis

er Bogens hvide Jomfrublad!

(gaar.)

Brand
(følger ham en Stund med Øjnene.)

Ej noget Ord blev sølet ned

i Løgn som Ordet Kjærlighed; –

det lægger de med Satans List

som Slør udover Viljens Brist;

med det de dækker svigfuldt till,

at Livet er et Leflespil.

Er Stien trang og bratt og skred,

den knappes af – i Kjærlighed;

gaar en ad Syndegaden bred,

han har dog Haab – i Kjærlighed;

saa en sit Maal, og dog ej stred,

han sejre kan – i Kjærlighed;

gaar en sig vild, skjønt rett han ved, –

der er et Ly – i Kjærlighed!

Agnes.

Ja, det er falskt, og endda maa

jeg tidt mig spørge: er det saa?

Brand.

Et springes over; Viljen først

maa læske Lovens Rettfærdstørst.

Først maa du ville, ikke blot

hvad gjørligt er i stort og smaat,

s. 93

ej blot hvor Daaden i sig bær

en Sum af Møje og Besvær, –

nej, ville maa du stærk og glad

igjennem alle Ræddslers Rad.

Det er ej Martyrskab, i Ve

at dødes paa et Korsets Træ;

først det at ville Korsets Død,

at ville midt i Kjødets Nød,

at ville midt i Aandens Angst,

først dette er din Frelses Fangst.

Agnes
(klynger sig tætt till ham.)

Naar Kravet skræmmer med sin Gru, –

min stærke Husbond, tal da du!

Brand.

Vandt Viljen Sejr i slig en Strid,

da kommer Kjærlighedens Tid,

da daler den som Duen hvid

og bringer Livets Oljeblad;

men her, mod Slægten slapp og lad,

ens bedste Kjærlighed er Had!

(i Skrækk.)

Had! Had! En Verdenskamp at ville

det enkle Ord, det lette, lille!

(gaar ilsomt ind i Huset.)

Agnes
(ser gjennem den aabne Dør.)

Han knæler hos sin søde Dreng

og vugger Hodet som i Graad;

s. 94

han knuger sig till Barnets Seng,

som en, der ej ved Hjælp og Raad. –

O, hvilken Sum af Kjærlighed

i denne stærke Mandesjæl!

Alf tør han elske; Barnets Hæl

endnu ej Verdensslangen bed.

(udbryder forfærdet.)

Opp springer han med Hænders Vrid!

Hvad ser han? Han er askehvid!

Brand
(ud paa Trappen.)

Kom der ej Bud?

Agnes.

Nej, intet Bud.

Brand
(ser tillbage ind i Huset.)

Det brænder i hans stramme Hud!

hans Tinding hamrer, Pulsen banker –!

O, frygt ej, Agnes!

Agnes.

Gud, hvad Tanker –!

Brand.

Nej, frygt blot ej –

(raaber udover Vejen.)

Der ser jeg Budet!

En Mand.
(gjennem Havegrinden.)

Nu faar du komme, Faer!

Brand (ilsomt.)

Ja strax!

Hvad Hilsning bær du?

Manden.

Ugrej Slags;

hun sad i Sengen, frem hun luded

og sagde: gaa; faa Presten hentet;

mit halve Gods for Sakramentet.

Brand (viger tillbage.)

Det halve! Nej! Sig nej!

Manden
(ryster paa Hovedet.)

Da var

ej Budet ærligt bragt dig, Faer.

Brand.

Det halve! Halve! Alt var ment!

Manden.

Kan hænde det; men lydt og rent

blev Ordet sagt. Jeg glemmer sent.

Brand
(griber ham om Armen.)

Paa Herrens Dag, for Dommen stævnt,

du vidne tør, det Ord blev nævnt?

Manden.

Ja.

Brand (fast.)

Gaa og sig, det Svar blev sendt, –

ej kommer Prest, ej Sakrament.

Manden
(ser uvisst paa ham.)

Du har nok ikke skjønt mig da;

det er din Moer jeg kommer fra.

Brand.

Jeg kjender ingen tvedelt Rett

for Fremmedfolk og egen Ætt.

Manden.

Haardt Ord er det.

Brand.

Hun ved, det gjaldt

at byde intet eller alt.

Manden.

Prest!

Brand.

Sig, at mindste Guldkalvstump

er lige fuldt en Afgudsklump.

Manden.

Med Svarets Svøbe skal jeg slaa

saa lett og lindt jeg kan og maa.

For hende gror den Trøst endnu:

Gud er ej fuldt saa haard, som du!

(gaar.)

Brand.

Ja, denne Trøst har tidtnok blæst

sin Aadselluft till Verdens Pest.

Den Løgntrøsts Grød i Skrækkens Stund

blir kaldt for Mad af Naadens Mund.

Naturligvis! Det saa sig bør!

De kjender jo sin Mand fra før; –

fra alt sit Værk de godt jo ved,

at Gubben laer sig prutte med.

Brand.

Nyt Budskab!

Første Mand.

Ja.

Brand.

Hvad bringer du?

Den anden.

Ni tiende Dele lød det nu.

Brand.

Ej alt?

Den anden[HIS: Snudd type: siste 'n' i 'anden' er snudd.] .

Ej alt.

Brand.

Mit Svar er kjendt; –

ej kommer Prest, ej Sakrament.

Anden Mand.

Haardt har i Ve og Værk hun bødt –

Første.

Prest, kom ihug, hun har dig født!

Brand
(knuger Hænderne.)

Jeg tør ej bruge to Slags Vægt

for Avindsmænd og egen Slægt.

Anden Mand.

Den syges Nød er vild og stor;

kom, eller send et Soningsord.

Brand
(till første Mand.)

Gaa; sig den syge som jeg bød:

rent Bord for Naadens Vin og Brød.

(Mændene gaar.)

Agnes
(klynger sig opp till ham.)

Brand, tidt jeg ræddes for din Færd;

du flammer som et Herrens Sverd.

Brand
(med Graad i Stemmen.)

Staar Verden ej mod mig igjen

med sverdtom Slire ved sin Lænd?

Slaar ikke den min Sjæl tillblods

med al sin slappe Sejgheds Trods.

Agnes.

Haardt er det Vilkaar, du har stillt.

Brand.

Byd, om du tør, et mere mildt.

Agnes.

Lægg sligt et Maal paa hvem du vil,

og se om nogen strækker till.

Brand.

Nej, der du har till Ræddsel Ret.

Saa vrangt, saa tomt, saa fladt, saa slett

er hele Slægtens Livssyn blevet.

Det regnes højt, faar en det drevet

till, som en lovprist ubekjendt,

at offre sit ved Testament.

Byd Helten stryge ud sit Navn

og nøje sig med Sejrens Gavn;

giv Kejser, Konge, samme Kaar,

og se hvad stort du øved faar.

Byd Digteren i Løndom smugle

af Buret sine Skjønhedsfugle,

s. 99

saa ingen aner det var ham,

der gav dem Røst og Guldfjærs Bram.

Frist frodig eller vindtørr Gren;

Hengivelsen er ej hos en.

Igjennem alt gaar Jordtræls-Tanken; –

udover Stupet vildt og hvasst

hver klamrer sig till Støvlivsranken, –

og svigter den, – i Trevl og Bast

han klorer sig med Negler fast.

Agnes.

Og till en Slægt, som raadløst faldt,

du raaber: intet eller alt!

Brand.

Hvo Sejr vil fange, faar ej vige;

fra dybest Fald maa højst du stige. –

(tier lidt; Stemmen slaar over.)

Og dog, naar for den enkle Sjæl

jeg staar og stiller Rejsningskravet,

da er det, som jeg svam i Havet

stormslagen paa en Vragstumps Fjæl.

I Kval og Graad jeg lønligt bed

den Tunge, som jeg tugted med, –

og løfted Armen jeg till Slag,

jeg tørsted mod et Favnetag! –

Gaa, Agnes, see till ham, som sover;

syng ham i lyse Drømme ind;

en Barnesjæl er klar og lind

som Tjern i Sommersolens Skin;

en Moder stryge kan derover

7*

s. 100

lig Fuglen, der sig spejler smukt

i dybest Dyb paa lydløs Flugt.

Agnes (bleg.)

Hvad er det, Brand? Hvorhelst du sender

din Tankes Pil, – mod ham den vender!

Brand.

O, intet. Vogt ham godt og stillt.

Agnes.

Giv mig et Ord.

Brand.

Et stærkt?

Agnes.

Et mildt.

Brand (favner hende.)

Den, som er uden Skyld, skal leve.

Agnes.
(ser lyst opp paa ham og siger:)

Et ejes, som ej Gud tør kræve!

(gaar ind i Huset.)

Brand
(ser stille frem for sig.)

Men hvis han turde? Herren tør,

hvad «Isaachs Ræddsel» turde før.

(ryster Tankerne af.)

Nej, nej; mit Offer har jeg bragt.

Mit Livskald har jeg fra mig sagt, –

at runge som en Herrens Torden

og vække sovende paa Jorden.

Løgn! Intet Offer laa deri;

det glapp, da Drømmen var forbi,

s. 101

da Agnes vakte mig – og fulgte

til samme Gjerning i det dulgte.

(seer udover Vejen.)

Hvi nøler dog den syges Bud

om Offervillighed og Bod,

som rykker Brøden opp med Rod,

med dybest Trevl med vildest Skud! –

Se der – ! Nej, det er Fogden kun,

velvillig, væver, rask og rund,

med Hænderne i begge Lommer,

lig Klammer om en Parentés.

Fogden.
(gjennem Havegrinden.)

Goddag! Kun sjelden vi to ses,

og sagtens jeg i Utid kommer –

Brand
(viser mod Huset.)

Træd indenfor.

Fogden.

Takk; her er godt;

og vandt mit Ærind Indgang blot,

saa mener jeg for sandt og vist,

det alles Baade blev tillsidst.

Brand.

Nævn Deres Ærind.

Fogden.

Deres Moer

er haabløs syg, saavidt jeg tror; –

det gjør mig ondt.

Brand.

Jeg tvivler ej.

Fogden.

Det gjør mig meget ondt.

Brand.

Tal ud!

Fogden.

Dog, hun er gammel; – Herregud,

vi skal jo alle samme Vej.

Og da jeg netopp foer forbi,

saa tænkte jeg: det springes i

saa lett som krybes; ydermere

saa blev det mig fortalt af flere,

at hun med Dem, fra De kom hid,

har levet i Familjesplid –

Brand.

Familjesplid?

Fogden.

Der siges jo

hun holder stærkt og sejgt paa sit.

De finder vel, det gaar for vidt.

Man maa ej glemme eget Tarv.

Hun sidder i uskiftet Bo

med hele Deres Fædrearv –

Brand.

Uskiftet Bo; – ja, det er sandt.

Fogden.

Saa kommer Skyldfolk lett paa Kant.

Og da jeg nu med skjellig Grund

formoder De med kjølig Barm

forventer hendes Afgangsstund,

saa haaber jeg De uden Harm

s. 103

vil høre mig, skjønt vistnok Tiden

er ilde valgt.

Brand.

Nu eller siden,

det kommer ud for mig paa et.

Fogden.

Ja, saa till Sagen slett og rett.

Saa saare Deres Moer er død,

og salig lagt i Jordens Skjød, –

hvad snart vel times, – blir De rig –

Brand.

Det tror De?

Fogden.

Tror? Nej, det er sikkert.

Hun ejer Grund i hver en Vik,

saa langt De øjne kan med Kikkert.

Rig blir De, Prest!

Brand.

Trods Skifteretten?

Fogden (smiler.)

Hvad skal den her? Den skiller Trætten,

hvor der er fler om Gjæld og Arv;

men her ej trues nogens Tarv.

Brand.

Og dersom dog till Gods og Gjæld

Medarving mødte lige vel

og sagde: jeg er rette Manden?

Fogden.

Det maatte være selve Fanden!

Ja, se kun paa mig; – ingen anden

s. 104

har her et Ord at sige med;

lid tryggt paa mig; jeg ved Besked.

Nu altsaa; De blir Velstandsmand,

rig Mand endogsaa; ikke længer

till denne Afkrogs Kald De trænger;

Dem aabent staar det hele Land.

Brand.

Hør, Foged, er ej, fattet kort,

al Talens Kjærne den: rejs bort!?

Fogden.

Omtrent. Till alle Parters Bedste

jeg tror det blev. Hvis De vil fæste

oppmærksomt Øje paa de Folk,

for hvem De nu er Ordets Tolk,

saa vil De se, saalidt De passer

blandt os, som Ulv blandt Gjæs og Gasser.

Forstaa mig vel! De ejer Evner

till større Samfunds Gavn og Brug.

men fast till Mén for den, som nævner

sig Odelsmand till Klippens Revner

og Ættling af en Dalbunds Slug.

Brand.

Ens Fædrebyggd for Mandens Fod

er, hvad for Træet er dets Rod; –

er der ej till hans Gjerning Trang,

hans Daad er dømt, og endt hans Sang.

Fogden.

Det er al Idrætts første Lov,

at lempes efter Lands Behov.

Brand.

Men Lands Behov ses bedst fra Højden,

ej fra en fjeldklemt Krog i Byggden.

Fogden.

Det er de store Samfunds Tale,

ej Ord for Folk i fattige Dale.

Brand.

O, I med eders Grænseskjell

imellem Sletteland og Fjeld!

I kræver Rett som Verdensriger,

mens hver en Samfundspligt I sviger;

I mener fejgt, det skal jer fri,

det Nødskrig: vi er Smaafolk, vi!

Fogden.

Alt har sin Tid, hver Tid sit Hverv,

hver Slægt sin egen Dont at passe.

Vor Byggd har ogsaa lagt sin Skjærv

i Verdens store Formaals Kasse;

forstaar sig, det er længe siden;

men Skjærven var ej ganske liden.

Se, nu er Byggden tom og snever;

dens Ry dog end i Sagnet lever;

dens svundne Storheds Dage falder

samtidigt med Kong Beles Alder; –

der meldes endnu mangt et Ord

om Brødreparret Ulf og Thor

og Snese gjæve Mænd, som foer

paa Herjetog till Brettlands Kyst

og plyndred, saa det var en Lyst.

s. 106

Sydboen skreg, af Ræddsel kold:

Gud fri os for de grummes Vold!

Og disse grumme var, tilltrods

for alle Tvivlsmaal, Mænd fra os.

Og som de Karle kunde hævne,

og slaa ihjæl i Brandværks-Stævne!

Ja, Sagnet ved endnu at nævne

en Herrens Helt, som Korset tog; –

dog meldes ej, at ud han drog –

Brand.

Der stammer visst en Sønneflok

fra denne Løftets Mand?

Fogden.

Sandt nok;

men hvoraf ved De –?

Brand.

Aa, fordi

mig tykkes Ætten kjendes i

de Løftets Helte nutilldags,

hvis Korstog er af samme Slags,

Fogden.

Ja, Slægten rækker lige hid.

Men vi var i Kong Beles Tid!

Først slog vi altsaa udenlands,

saa gjæsted vi vor Grandemands

og Frændes Grund med Øxe-Egg;

i Knas vi tramped Akren hans,

sved Kirkespir og Stuevægg

og fletted os en Stordaads-Krans.

s. 107

Af alt det Blod, som slig er flydt,

er kanske lidt formeget skrydt;

dog, efter hvad jeg her har sagt,

jeg tror jeg vover, fuldt beskeden,

at pege bagud paa vor Magt

i Storhedstiden, længst forleden,

og paastaa, denne Byggd har lagt

sin Skjærv med baade Ild og Staal

till Verdens Fremgangs store Maal.

Brand.

Dog tykkes mig, som om I svigter

det Ord, at Adelskab forpligter, –

som om, med Hakke, Plog og Harv,

I mulder ned Kong Beles Arv.

Fogden.

Paa ingen Maade. Gaa blot ud

i Sognefolkets Gjestebud,

hvor jeg og Lensmand, Klokker, Dommer,

som Hæderslemmer er at finde,

saa skal De se, naar Punchen kommer,

at dødt ej er Kong Beles Minde.

I Skaaler, Bægerklang og Sang,

i Tale, baade kort og lang,

han ihukommes, lades leve.

Jeg selv har tidt en dybtfølt Trang

fornummet till om ham at væve

mit Tankespind till blomstret Dug,

og løftet mangen indfødts Hug.

s. 108

Jeg liker godt lidt Poesi.

Det gjør igrunden alle vi

fra denne Byggd; – dog alt med Maade;

i Livet bør den aldrig raade, –

kun mellem Klokken syv og ti

om Aftenen, naar Folk er fri,

naar man, af Dagens Gjerning trætt,

kan trænge till en Løftnings-Tvætt.

Den Forskjell er der mellem os

og Dem, at De med Vold og Trods

paa engang pløje vil og slaas.

Saa vidt jeg ser, er Deres Mening:

vort Livs og dets Idees Forening, –

Guds Krig, med Dyrkning af Poteter

i Enhed stillet frem tillslutt,

saa inderligt, som af Salpeter

med Kul og Svovel vorder Krudt.

Brand.

Omtrent.

Fogden.

Men sligt er her ugjørligt.

I store Samfund lød det hørligt; –

gaa did med deres høje Krav;

lad os saa pløje Myr og Hav.

Brand.

Pløj allerførst i Havet ned

jer Pral om Fædres Herlighed;

ej Dverg blir mandshøj, skjønt han har

en Goliath till Oldefaer.

Fogden.

Der ligger Væxt i store Minder.

Brand.

Naar Mindet sig till Livet binder;

men I af Mindets Gravhoug hul

har byggt jer Sløvheds Skalkeskjul.

Fogden.

Mit første blir mit sidste Ord; –

bedst var det, om herfra De foer.

Her vil ej Deres Gjerning grønnes,

her vil ej Deres Livssyn skjønnes.

Den Smule Flugt, som er fornøden, –

den Løftning, som behøves kan

fra Tid till Tid for Slæbets Mand,

skal jeg besørge ufortrøden.

Igjennem al min Embedstid

staar vakkre Vidner om min Flid;

ved mig er Folkets Tal fordobblet,

ja øged fast till tre mod en, –

idet jeg har till Stedet kobblet

snart hin snart denne Næringsgren.

Mod trodsende Natur i Kamp

er frem vi skredet som med Damp;

her brydes Vej, her bygges Bro –

Brand.

Men ej imellem Liv og Tro.

Fogden.

Imellem Fjord og Viddens Sne.

Brand.

Ej mellem Gjerning og Idé.

Fogden.

Først farbart mellem Grænd og Grænd,

først Fremkomst mellem Mænd og Mænd, –

det var der kun en Mening om,

før De som Prest till Byggden kom.

Nu har De blandet alt i et,

vort Grubebluss med Nordlysflammen;

hvem kan i sligt et Tveskær se,

hvad der er vrangt, hvad der er rett,

hvad der er Bod, hvad der er Ve?

Hvert Forhold har De filtret sammen;

De splitted har i fiendske Lejre

den Flok, som samlet skulde sejre.

Brand.

Her blir jeg dog tilltrods for Dem.

En vælger ej sit Virkes Hjem.

Den Mand, som Maalet ved og vil,

fornummet har i Skrift af Ild

det Gudsraab: her du hører till!

Fogden.

Saa bliv, men inden egne Grænser;

jeg gjerne ser De Folket renser

for Synd og Last, som gaar isvang;

Gud ved, det trænges mangen Gang!

Men gjør blot ingen Helligdag

af Yrkets sex, – og ton ej Flag,

s. 111

som om Vorherre var ombord

paa hver en Jægt, der skar vor Fjord.

Brand.

Hvis Deres Raad mig skulde nytte,

jeg maatte Sjæl og Sjælssyn bytte;

men Kaldet er, sig selv at være,

sin egen Sag till Sejr at bære,

og jeg skal bære Sagen frem,

saa det skal lyse om mit Hjem!

Det Folk, jer hele Styrertropp

har dysset ind, skal vækkes opp!

I længe nok i Trangheds Bur

har pint dets Rest af Fjeldnatur;

fra eders Smaaheds Sultekur

hver Mand gaar ud forstemt og stur;

I tappet har hans bedste Blod,

har hulet Margen af hans Mod;

I pukket har i Stumper smaa

hver Sjæl, som malmstøbt skulde staa; –

men endnu kan et Rejsnings-Skrig

i eders Øre tordne: Krig!

Fogden.

Krig?

Brand.

Krig!

Fogden.

Hvis De till Vaaben kalder,

De blir den første Mand, der falder!

Brand.

Med Klarsyn skjønnes skal en Dag

at største Seir er Nederlag!

Fogden.

Betænk Dem, Brand; De staar paa Skillet;

sætt alt ej paa det ene Kort.

Brand.

Og dog jeg gjør det!

Fogden.

Tabes Spillet,

er Deres Jordliv ødslet bort.

De ejer alle Verdens Goder,

er Arving till en grundrig Moder,

De har et Barn at leve for,

en elsket Hustru; – Lykkens Kaar

blir rakkt Dem som af milde Hænder!

Brand.

Og hvis jeg endda Ryggen vender,

till hvad De Lykkens Kaar har kaldt?

Ifald jeg maa?

Fogden.

Fortabt er alt,

hvis her, i Verdens Udmarks Vik,

De aabner Deres Verdenskrig!

Drag sørpaa, mod de rige Strande,

hvor Mænd tør staa med løftet Pande;

der kan med Rett De lyse Møde

og byde Menigheden bløde;

s. 113

vort Offer er ej Blod men Sved

i Kamp for Brød blandt Klippeskred.

Brand.

Her blir jeg dog. Her er mit Hjem,

og i mit Hjem min Krig skal frem.

Fogden.

Husk, hvad De taber, hvis det glipper; –

og først og fremst, husk, hvad De slipper!

Brand.

Mig selv jeg taber, hvis jeg viger.

Fogden.

Brand, haabløs er en ensom Kriger.

Brand.

Min Flok er stærk; jeg har de bedste.

Fogden (smiler.)

Ja, muligt det, – men jeg de fleste.

(gaar.)

Brand
(ser efter ham.)

Der gaar en fuldblods Folkets Mand,

rettsindigt tænkende, velvillig,

paa sin Viis virksom, varm og billig, –

og dog en Svøbe for sit Land.

Ej Jordfald, Flom og Vinterblæst,

ej Hungersnød, ej Frost og Pest,

forvolder halvt det Nederlag,

som slig en mellem Aar og Dag.

Af Landeplagen Liv kun røves; –

men han –! Hvor mange Tanker kløves,

8

s. 114

hvor mange friske Viljer sløves,

hvor mange stærke Sange døves

af slig forklemt, trangbrystig Sjæl!

Hvor mangt et Smil paa Folkemunde,

hvor mangt et Lyn i Folkebarm,

hvor mangen Løftnings Lyst og Harm, –

der frem till Daad sig voxe kunde, –

slog ikke blodløst han ihjæl!

(pludselig i Angst.)

Men Budet! Budet! – Ingen kommer!

Jo Doktoren!

(iler ham imøde.)

Tal, tal! Min Moer –?

Doktoren.

Nu er hun stedet for sin Dommer.

Brand.

Død! – Men i Bod?

Doktoren.

Det knappt jeg tror;

hun hang ved sit paa denne Jord

till Timen slog og de blev skillt.

Brand
(ser stille rystet frem for sig.)

Er her en vildsom Sjæl forspildt?

Doktoren.

Kan hænde vel kun dømmes mildt, –

ej efter Lov, men efter Skjøn.

Brand (sagte.)

Hvad talte hun?

Doktoren.

Hun mumled stillt:

Gud er ej haardhændt, som min Søn!

Brand
(synker i Smerte ned paa Bænken.)

I Brødens Kvalm, paa Dødens Fjæl,

den samme Løgn, som slaar hver Sjæl!

(skjuler Ansigtet i Hænderne.)

Doktoren
(gaar nærmere, ser paa ham og ryster paa Hovedet.)

De vil en gjennemlevet Tid

i et og alting flytte hid.

De tror endnu hin Lovens Pagt

for Gud og Godtfolk staar ved Magt; –

hver Slægt har dog sin egen Vis;

vor skræmmes ej med Flammeris,

med Ammesnakk om Sjæleran; –

dens første Bud er: vær human!

Brand
(ser opp.)

Human! Ja, dette slappe Ord

er Feltraab for den hele Jord!

Med det hver Stymper hyller till,

at ingen Daad han tør og vil;

med det hver Skrælling dækker over,

at ej han alt for Sejren vover;

i Ly af det blir lettvindt brudt

hver Uslings Løfte, fejgt fortrudt; –

I Puslingsjæle gjør tilsidst

af Mennesket en Humanist!

8*

s. 116

Var Gud human mod Jesus Krist?

Hvis eders Gud fik dengang raade,

han under Korset raabte Naade, –

og Soningsværket sagtens blev

et diplomatisk Himmelbrev!

(skjuler Hovedet og sidder i stum Sorg.)

Doktoren (sagte.)

Ras ud, ras ud, du Sjæl i Storm; –

bedst, om du kunde Taarer fange.

Agnes
(er kommen ud paa Trappen; bleg og forfærdet hvisker hun till
Doktoren:)

Her ind! Følg med!

Doktoren.

Du gjør mig bange!

Hvad er det, Barn?

Agnes.

En Angstens Orm

har koldt sig om mit Hjerte lagt –!

Doktoren.

Hvad er det?

Agnes
(drager ham med sig.)

Kom! – Guds evige Magt!

(de gaar ind i Huset; Brand mærker det ikke.)

Brand
(stille hen for sig.)

Død uden Bod. Død, som hun leved.

Er ikke der Guds Fingerpeg?

Igjennem mig skal vorde hævet

s. 117

den Skatt, som hun har fra sig skrevet; –

nu tifold ve mig, om jeg sveg!

(rejser sig.)

Med Sønnens Pligt, paa Hjemmets Grund,

uryggelig fra denne Stund

som kaaret Korsmand slaa jeg skal

for Aandens Sejr i Kjødets Fald.

Gud har mig rakkt sin Tunges Staal,

har tændt i mig sin Vredes Baal; –

nu staar jeg i min Viljes Vælde,

nu tør, nu kan jeg knuse Fjelde!

Doktoren
(efterfulgt af Agnes kommer hurtigt ud paa Trappen og raaber:)

Beskikk dit Hus og drag herfra!

Brand

Om Jorden skalv, jeg blev endda!

Doktoren.

Saa er dit Barn till Døden dømt.

Brand (forvildet.)

Alf! Barnet! Alf! Hvad Ræddsels Skrømt

er dette her! Mit Barn!

(vil ind i Huset.)

Doktoren
(holder ham tillbage.)

Nej bliv! –

Her er ej Lys, her er ej Sol,

her skjær en Luft, som Pust fra Pol, –

her sænker Skodden klamt sig ned; –

s. 118

en Vinter till paa dette Sted

vil vissne bort hans spæde Liv.

Rejs, Brand, og Deres Barn er frelst;

men gjør det snart, imorgen helst.

Brand.

Ikveld, idag, i denne Stund!

O, han skal voxe stærk og sund; –

ej Gufs fra Bræ, ej Sno fra Kyst,

skal isne mer hans lille Bryst.

Kom, Agnes, løft ham lindt i Blund!

Paa Flugt, paa Flugt langs alle Sund!

O, Agnes, Agnes, Dødens Garn

sig spinder om vort lille Barn!

Agnes.

Jeg lønligt aned, lønligt skalv, –

og dog jeg saa kun Faren halv.

Brand (till Doktoren.)

Men Flugt ham frelser? Saa De lover!

Doktoren.

Det Liv, en Fader vaager over

ved Natt og Dag, er sejerstryggt.

Vær alt for ham, og sundhedssmykkt

De snart skal se ham; nær ej Frygt.

Brand.

Takk, Takk!

(till Agnes.)

Hyll tætt i Dun ham ind;

langs Fjorden stryger Aftnens Vind.

Doktoren.
(betragter i Taushed Brand, som ubevægelig ser ind gjennem Døren, gaar
derpaa hen till ham, lægger Haanden paa hans Skulder og siger:)

Mod Verdens Flok saa ubønhørlig!

og mod sig selv saa lett medgjørlig!

For den ej gjælder lidt, ej meget, –

kun Lovens intet eller alt;

men fra en selv er Modet veget

i samme Stund som Loddet faldt

og Offerlammet var ens eget.

Brand.

Hvad mener De?

Doktoren.

Till Deres Moer

De tordned Lovens haarde Ord:

fortabt, hvis alt ej lægges af,

hvis ej du nøgen gaar i Grav!

Og samme Raab har runget tidt

naar Folkets Flok, som tyngst, har lidt!

Nu er De Havsnødsmanden selv

i Skjæbnens Storm paa Baadens Hvælv;

nu kaster De fra krænget Kjøl

tillhavs hvert Brev om Straffens Pøl, –

tillhavs, tillhavs den tunge Bog,

hvormed De Brødres Bringer slog;

nu gjælder det i Kuling stiv

at berge egen Afkoms Liv.

Paa Flugt, paa Flugt langs Fjord og Vik, –

paa Flugt fra egen Moders Lig, –

paa Flugt fra Sjælehjord og Kald; –

nu lyser Presten Messefald!

Brand
(griber sig forvildet om Hovedet som for at samle Tankerne.)

Er nu jeg blind! Var jeg det før!

Doktoren.

De handler, som en Fader bør.

Tro ej, jeg laster, hvad De gjør; –

for mig De er i stækket Stand

mer stor, end før som Styrkens Mand. –

Farvel! Nu har jeg rakkt Dem Spejlet;

brug det, og sukk saa: Herregud,

slig ser en Himmelstormer ud!

(gaar.)

Brand
(stirrer en Stund frem for sig, pludselig udbryder han:)

Nu eller før, – naar er her fejlet?!

Manden.

Hør, Prest, du har en Avindsmand!

Brand
(knuger Haanden mod Brystet.)

Ja, her.

Manden.

Vær paa din Post mod Fogden.

Din Sæd skjød frodigt over Land

till han med Rygtets Brandpest slog den.

Alt ofte har han ymtet om,

at Prestegaarden snart staar tom, –

har sagt, at os du Ryggen vender,

saa fort din rige Moer er død.

Brand.

Og hvis saa var –?

Manden.

Prest, jeg dig kjender

og ved, hvi slige Giftord lød;

du staar jo ham og hans imod,

han aldrig fik din Vilje bøjet, –

se, det er Rygtets rette Rod –

Brand (usikker.)

At sandt er sagt – sig tænke lod.

Manden.

Da har du styggt for alle løjet.

Brand.

Har jeg –?

Manden.

Hvor tidt har ej du sagt,

at Gud har selv till Strid dig vakkt, –

at mellem os du har dit Hjem,

at her din Krig skal føres frem,

at ingen Mand tør Kaldet svige,

at slaa han skal, men aldrig vige.

Og Kaldet har du; Stærkt og lyst

din Ild har fængt i mangt et Bryst.

Brand.

Mand, her er Mængdens Øre døvt;

fast hvert et Sind er slukkt og sløvt!

Manden.

Du bedre ved; – i mangt et Sind

nu glittrer Himlens Solskin ind.

Brand.

I tifold flere er der Natt.

Manden.

Du er som Lys i Natten satt.

Men lad det være, som det vil;

at tælle trænges her ej till;

thi her staar jeg, den ene Mand,

og siger: rejs, ifald du kan!

Jeg har en Sjæl saa fuldt som nogen;

jeg kan ej hjælpe mig med Bogen;

du har mig opp af Dybet draget, –

prøv, om du nu tør slippe Taget!

Du kan det ej; jeg holder fast;

min Sjæl var tabt, hvis Taget brast! –

Farvel! Jeg venter tryggt det Bud,

min Prest ej slipper mig og Gud.

(gaar.)

Agnes (sky.)

Din Kind er hvid, din Mund er bleg;

det er, som du i Hjertet skreg.

Brand.

Hvert klangfuldt Ord, mod Bergvægg sagt,

mig slaar med tifold Gjenlyds Magt.

Agnes
(gjør et Skridt frem.)

Jeg er beredt!

Brand.

Beredt? Hvortill?

Agnes (med Styrke.)

Till hvad en Moder maa og vil!

Gerd
(klapper i Hænderne og raaber med forvildet Glæde:)

Har I hørt det? Bort fløi Presten!

Ud af Bakken, opp af Houg,

myldrer baade Trold og Draug,

svarte, stygge, store, smaa, –

hu, hvor hvasst de kunde slaa –!

Øjet rev de af mig næsten;

halve Sjælen har de taget; –

aa, jeg hjælper mig med Resten;

der er nok igjen af Vraget!

Brand.

Pige, vildt din Tanke gaar;

her du ser jeg for dig staar.

Gerd.

Du? Ja du, men ikke Presten!

Ned fra Svartetind min Høg

rapp bortover Lien strøg;

bidslet, sadlet, vild og vred

hvæste han i Mørkningsblæsten,

og en Mand paa Ryggen red, –

det var Presten, det var Presten!

Nu staar Byggdens Kirke tom,

stængt med baade Laas og Bom;

Styggekirkens Tid er omme;

nu skal min till Ære komme.

Der staar Presten, stærk og stor,

i sit hvide Messeklæde,

vævt af Vintrens Dryp og Væde; –

s. 124

vil du være med, saa kom;

Byggdens Kirke staar jo tom;

Presten min har slige Ord,

at det runger over Jord!

Brand.

Brudte Sjæl, hvo bød dig fange

vildsomt mig med Afgudssange!

Gerd
(kommer indenfor Havegrinden.)

Afgud? Hvad er det for noget?

Afgud? Aa, jeg ved det godt;

stundom stort og stundomt smaat;

altid gyldent, altid broget.

Afgud! Hør, du; ser du hende?

Kan du under Klædet kjende

Barnehænder, Barneben?

Kan du se, hvor fint og broget

Svøbet folder sig om noget,

der er ligt et Barn, som sover?

Rædd hun viger, – dækker over!

Afgud? – Mand, der ser du en!

Agnes (till Brand.)

Har du Taarer, har du Bønner?

Ud har Ræddslen mine brændt!

Brand.

Agnes, Hustru, – ve, jeg skjønner,

hende har en større sendt!

Gerd.

Hør; nu ringer alle Klokker

sammen paa den vilde Hej!

s. 125

Se, hvad Menighed der flokker

sig till Færd paa Kirkevej!

Kan du se de tusind Trolde,

Byggdens Prest har sænkt i Havet?

Kan du se de tusind Dverge?

Indtill nu de laa begravet,

med hans Segl som Gravbrudds-Værge.

Hav og Grav dem kan ej holde;

frem de myldrer vaade, kolde; –

skindødt Troldbarn ser jeg grine,

vælte af sig Bergskredsblokken.

Hør, de skriger: Moer og Faer!

Mænd og Kvinder giver Svar;

Byggdens Mand gaar mellem sine,

som en Faer i Sønneflokken;

Byggdens Kvinde taer sin døde,

rækker ham sit Bryst till Føde; –

aldrig før saa stout hun knejste

naar hun Barn till Daaben bar.

Her blev Liv, da Presten rejste!

Brand.

Vig ifra mig! Fast jeg ser

værre Syner –

Gerd.

Hør! Han ler,

han, som sidder langsmed Vejen,

der den svinger opp mod Hejen;

ind han skriver i sin Bog

hver en Sjæl, som oppad drog; –

s. 126

hej, han har dem alle næsten;

Byggdens Kirke staar jo tom,

stængt med baade Laas og Bom, –

og paa Høgens Rygg fløj Presten!

(springer over Havegjærdet og taber sig i Urden. Stillhed.)

Agnes
(nærmer sig, og siger dæmpet.)

Lad os gaa; nu er det Tid.

Brand
(stirrer paa hende.)

Hvilken Vej?

(peger først mod Havegrinden, siden mod Husdøren.)

Did? – eller did?

Agnes
(viger forfærdet.)

Brand, dit Barn, – dit Barn!

Brand (følger efter.)

Giv Svar;

var jeg Prest, før jeg blev Faer?

Agnes
(viger længere tillbage.)

Blev end spurgt med Tordnens Brag, –

intet Svar i denne Sag!

Brand (følger igjen.)

Svare skal du; du er Moer;

du har her det sidste Ord!

Agnes.

Hustru er jeg; tør du byde,

skal jeg bøje mig og lyde!

Brand
(vil gribe hende om Armen.)

Valgets Kalk mig tag ifra!

Agnes
(viger bagom Træet.)

Aldrig var jeg Moder da!

Brand.

Der er Dom i dette Svar!

Agnes (stærk.)

Spørg dig selv, om Valg du har!

Brand.

Styrket Dommen atter lød!

Agnes.

Tror du fuldt paa Herrens Kald?

Brand.

Ja!

(griber hende fast om Haanden.)

Og nu du sige skal

Ordet over Liv og Død!

Agnes.

Gaa den Vej, din Gud dig bød!

Brand.

Lad os gaa; nu er det Tid.

Agnes (toneløst.)

Hvor gaar Vejen?

Brand.
(tier.)

Agnes
(peger mod Havegrinden og spørger:)

Did?

Brand
(peger mod Husdøren.)

Nej – did!

Agnes
(løfter Barnet højt paa Armene.)

Gud! Det Offer du tør kræve,

tør jeg mod din Himmel hæve!

Led mig gjennem Livets Gys!

(ind i Huset.)

Brand
(stirrer en Stund frem for sig, brister i Graad, slaar Hænderne sammen
over Hovedet, kaster sig ned paa Trappen og raaber:)

Jesus, Jesus, giv mig Lys!

Agnes.

Endnu ikke! Endnu ikke! –

O, hvor tungt det er at vente, –

Længsels Raab paa Raab at skikke, –

aldrig noget Svar at hente! –

Sneen falder blødt og tætt,

har, som med et Linskaut, klædt

Taget paa den gamle Kirke – –

(lytter.)

Hyss! Jeg hører Grinden knirke!

Fodtrin; faste Mandetrin!

(iler till Døren og lukker opp.)

Er det dig? Kom ind, kom ind!

Agnes
(slaar Armene om ham.)

O, hvor du blev længe borte!

Gaa ej fra mig, gaa ej fra mig;

9

s. 130

ensom kan jeg ej de sorte

Natteskygger ryste af mig!

Hvilken Natt og hvilke Dage,

disse to og denne Natt!

Brand.

Barn, nu har du mig tillbage.

(tænder et enkelt Lys, som kaster et svagt Skjær over Stuen.)

Du er bleg.

Agnes.

Og trætt og matt.

Jeg har længtet, spejdet, stundet, –

og saa har lidt grønt jeg bundet, –

lidt; men det var, hvad jeg ejed,

alt ifra isommer plejet

till at pynte Juletræet.

Busken kaldte jeg for hans;

ja, han fik den og – som Krans!

(brister i Graad.)

Se, nu er den halvvejs sneet

ned – o Gud –

Brand.

Paa Kirkegaarden.

Agnes.

O, det Navn!

Brand.

Tørr af dig Taaren.

Agnes.

Ja jeg skal, men vær taalmodig;

endnu er min Sjæl som blodig;

s. 131

Saaret er saa friskt og nyt,

ud min Styrkes Væld er flydt

O, men det skal snart bli bedre;

er jeg over disse Dage,

skal du aldrig se mig klage.

Brand.

Er det Herrens Helg at hædre?

Agnes.

Nej, jeg ved –; men vær taalmodig!

Husk, ifjor saa sund og frodig,

og iaar ifra mig baaren,

baaren ud –

(gyser tillbage for Ordet.)

Brand (stærkt.)

Paa Kirkegaarden!

Agnes (skriger.)

Nævn det ej!

Brand.

Med fulde Lunger

maa det nævnes, er du rædd!

Nævnes maa det, saa det runger

lig en Bølge mod en Bredd!

Agnes.

Selv du lider under Ordet

mer, end du vil kjendes ved;

paa din Pande ser jeg Sporet

af den Sved, det kjøbtes med.

Brand.

Duggens Draaber paa min Pande

er kun Sprøjt fra Fjordens Vande.

Agnes.

Er og Draaben i dit Øje

smeltet Sneflok fra det høje?

Nej, o nej, den er for varm;

Kilden er din egen Barm!

Brand.

Agnes, Hustru, lad os begge

være stærke, staa imod,

sammen vore Kræfter lægge,

vinde fremad Fod for Fod. –

O, jeg var en Mand derude!

Sjøen skylled over Fluen,

Maagen taug i Uvejrsgruen,

Hagglen slog min skrale Skude;

midtfjords laa vi, Vandet fræste,

Mast og Takkel hugg og hvæste,

Sejlet, slidt i Pjalter, blæste

langt i Læ for Havraaksfraaden,

hver en Nagle skreg i Baaden; –

udfor Stup og udfor Lider

gik der Skred fra begge Sider,

otte Mænd med hvilte Aarer

sad som otte Lig paa Baarer.

O, da voxte jeg ved Roret;

jeg var den, som førte Ordet,

kjendte godt, en stor mig døbte

till mit Kald, det dyrekjøbte.

Agnes.

Lett at staa i Stormen stiv,

lett at leve Kampens Liv;

s. 133

o, men tænk paa mig, som sidder

stillt i Sorgens Spurvekvidder,

mig, som ej kan døve Tiden,

om jeg nok saa gjerne vil;

tænk paa mig, som, stængt fra Striden,

ej faar Glimt af Daadens Ild;

tænk paa mig, hvem kun en liden

snever Gjerning hører till;

tænk paa mig; jeg sidder hjemme,

tør ej mindes, kan ei glemme!

Brand.

Har du liden Gjerning, du?

Aldrig var den stor som nu.

Hør; jeg vil dig sige noget,

som i Sorgen er mig mødt.

Ofte blir mit Øje taaget,

Tanken ydmyg, Sindet blødt;

det er, som der laa en Glæde

i at kunne græde, græde.

Agnes, – tænk, da ser jeg Gud

nær, som aldrig før jeg saa ham, –

o, saa nær at det ser ud,

som om det var lett at naa ham.

Og jeg tørster mod at kaste

mig som funden till hans Barm,

mod at trykkes af hans faste

stærke varme Faderarm.

Agnes.

Brand, – o, se ham altid saa, –

s. 134

som den Gud, du mægter naa, –

mere Fader, mindre Herre!

Brand.

Tør ej, Agnes! tør ej spærre

Vejen for hans eget Værk;

jeg maa se ham stor og stærk;

himmelstor, – saa kræver Tiden,

just fordi den selv er liden.

O, men du kan se ham nær,

se ham som en Fader kjær,

i hans Favn dit Hoved bøje,

hvile, hvile, er du trætt,

gaa ifra ham, sund og lett,

med hans Afglans i dit Øje,

bære Glansens Glorie med

ned till mig, som led og stred.

Ser du, Agnes, slig at dele

er just Ægteskabets Kjærne;

en skal stride, storme, værne,

en skal alle Dødshugg hele;

da først kan med Sandheds Rett

siges, at de to er et.

Alt ifra du Verdens Liv

vendte Ryggen, blev min Viv,

kasted kjækkt din Skjæbnes Terning,

hviler paa dig dette Kald;

jeg skal slaa till Sejr og Fald,

slaa i Dagens hede Straaler,

staa paa Vagt i Nattens Kulde,

du skal række mig de fulde

s. 135

Kjærlighedens Læskningsskaaler,

slynge Mildheds Kappefold

varmt indunder Bringens Skjold; –

liden er ej denne Gjerning!

Agnes.

Hver en Gjerning, spejdet efter,

er for tung for mine Kræfter;

mine Tankers tusind Grene

slynges sammen i den ene.

Alt er endnu som et Digt.

Lad mig klage, lad mig græde,

hjælp mig saa at finde Rede

paa mig selv og paa min Pligt. –

Brand, inatt, mens du var borte,

kom han i mit Kammer ind;

sundhedssmykket var hans Kind;

tyndklædt i sin lille Skjorte

stavred han med Barnetrin

frem till Sengen, hvor jeg hvilte,

rakkte mod mig sine Arme,

kaldte paa sin Moer og smilte, –

men som om han bad om Varme!

Ja, jeg saa det! O, jeg gøs –!

Brand.

Agnes!

Agnes.

Jo, du, – Barnet frøs!

O, det maa han jo derude

paa de kolde Spaaners Pude!

Brand.

Liget ligger under Sneen;

Barnet er till Himlen baaret.

Agnes
(viger fra ham.)

O, hvi river du i Saaret,

grusomt, midt i Ræddselsveen!

Det, som haardt du Liget kalder,

Barnet er for mig endnu.

Sjæl og Legem sammen falder;

end ej mægter jeg, som du,

mellem disse to at dele;

begge er for mig det hele;

Alf, som under Sneen sover,

er min Alf hist ovenover!

Brand.

Mangt et Saar maa blodigt rives,

før du læges for din Sot.

Agnes.

Ja, men vær taalmodig blot; –

jeg kan ledes, ikke drives.

Staa mig nær og styrk mig, Brand;

tal det mildeste du kan.

Du, som ejer Stormens Tone

i de store Øjeblikke,

naar en Sjæl skal drage Brikke

om sin egen Livsenskrone, –

har du ikke Sangens Mildhed

till at døve Smertens Vildhed?

s. 137

Har du ej et Ord, som kvæger,

et, som ud i Dagen peger?

Gud, som du mig lærte kjende,

er en Konge paa sin Borg; –

hvor tør jeg till ham mig vende

med min lille Modersorg?

Brand.

Tror du, bedre du dig vendte

till den Gud, som før du kjendte?

Agnes.

Aldrig, aldrig did igjen!

Og dog er det tidt, som drages

jeg af Længsel ud, derhen,

hvor det lysner, hvor det dages.

Lett at løftes, tungt at bære;

lød ej saa den gamle Lære?

Dine Riger er for store,

alt er her for stort for mig,

du, dit Kald, dit Maal, din Fore,

al din Vilje, hver din Vej,

Fjeldet, som udover hænger,

Fjorden, som for Foden stænger,

Sorgen, Mindet, Mørket, Striden, –

ikkun Kirken er for liden.

Brand (slaaet.)

Kirken? Atter denne Tanke!

Ligger den i Landets Luft?

Hvi for liden?

Agnes
(ryster sørgmodig paa Hovedet.)

Kan jeg sanke

Grunde sammen med Fornuft?

Kommer ikke Stemnings-Strømmen

som med Vindens Strøm en Duft?

Hvorfra kom den, hvorhen gaar den?

Mig er nok, at jeg forstaar den,

og jeg ved foruden Viden –

Kirken er for mig for liden.

Brand.

Der er Syn i Folkedrømmen.

Hundred Sjæle, som jeg mødte,

af sig samme Tanke fødte;

selv hos hin, som vildt forreven

skreg paa Vidden, stod den skreven.

«Der er styggt, for der er smaat»

lød det; hun ej heller kunde

rede Tanken ud med Grunde.

Hundred Kvinder sagde siden:

Byggdens Kirke er for liden!

Dette Raab fra Kvindemunde

tolker Trangen till et Slot. –

Agnes, – o, jeg ser det godt,

du er Kvinden, Herren kaared

till sin Engel paa min Sti; –

trygg og sikker, skjønt iblinde,

ved du Vejen rett at finde,

hvor jeg Skillet gaar forbi.

Aldrig Blaalysblink dig daared;

s. 139

første Dag du pegte lige

mod det sande Skabningsrige, –

standsed mig, som vilde stige

paa min Flugt mod Himlens Hvælv,

retted Synet paa mig selv,

indad mod det inderlige. –

Agnes, atter har du sagt

Ord, som slog med Lysets Magt, –

ført mig, hvor jeg uviss foer,

kastet Dagskjær paa mit Virke.

Liden er Vorherres Kirke; –

godt; saa skal den tømres stor!

Aldrig saa jeg grant som nu,

hvad i dig min Skaber gav mig;

derfor tryggler jeg, som du:

gaa ej fra mig, gaa ej fra mig!

Agnes.

Jeg skal ryste af mig Sorgen,

jeg skal tørre Taaren[HIS: Snudd type: 'n' i 'Taaren' er snudd.] af,

jeg skal stænge Mindeborgen,

som det sømmer sig en Grav;

jeg skal lægge Glemsels Hav

aabent mellem den og mig;

jeg skal viske Lykkefærden

af min lille Billedverden,

være Hustru helt for dig!

Brand.

Vejen gaar imod det store.

Agnes.

O, men brug ej Strængheds Spore.

Brand.

Gjennem mig en større byder.

Agnes.

En, om hvem du selv har sagt

at han Viljen ej forskyder,

skjønt den savner Evnens Magt.

(vil gaa.)

Brand.

Hvorhen, Agnes?

Agnes (smiler.)

Husets Skjøttsel

faar ej glemmes, mindst ikveld.

Forrige Jul du husker vel,

at du sagde, jeg var ødsel.

Lys var tændt i alle Stager;

her var grønt og smukke Sager,

Legetøj paa Juletræet;

her blev sunget, her blev leet.

Brand, iaar skal atter tændes

alle Lys, saa Helgen kjendes;

her skal pyntes opp som bedst

till den stille store Fest.

Titter Gud i Stuen ind,

skal han se en straffet Datter,

refset Søn, med ydmygt Sind,

Børn, som lydigt ved og fatter,

at de ej for Fadervreden

tvært tør skyde fra sig Glæden. –

Ser du nu vel Spor af Taaren?

Brand
(trykker hende til sig og slipper hende atter.)

Barn, tænd Lys; det er dit Virke!

Agnes
(smiler sørgmodigt.)

Bygg saa du din store Kirke; –

o, men faa den rejst før Vaaren!

(gaar.)

Brand
(ser efter hende.)

Villig, villig midt i Vaanden,

villig midt i Martrens Ild;

svigter Evnen, segner Aanden,

sker det, skjønt hun Offret vil.

Herre, lægg din Styrke till; –

og fra mig tag Hvervets Kalk,

bittrest Kalk, at maatte skikke

Lovens grumme Høg og Falk

over hende for at drikke

Hjertets fulde varme Flod.

Jeg har Kræfter, jeg har Mod;

læss paa mig din Vægt for tvende, –

vær barmhjertig blot mod hende!

Fogden.

Her gjæster Dem en en slagen Mand.

Brand.

En slagen Mand?

Fogden.

Som slig jeg kommer.

De husker sagtens, da isommer

jeg vilde drive Dem fra Land,

jeg spaade Dem just ej det bedste

af Krigens Udfald mellem os –

Brand.

Nu ja?

Fogden.

Men al min Rett tilltrods

jeg vil ej længer med Dem slaas.

Brand.

Hvorfor?

Fogden.

Fordi De har de fleste.

Brand.

Har jeg?

Fogden.

Det tænker jeg De ved;

Dem søger Folk jo langt af Led;

her er, især paa sidste Tiden,

en Aand i Byggden kommen ind,

som Gud skal vide ej er min,

og deraf tør jeg slutte da,

at det er Dem, den kommer fra.

Her er min Haand; vi ender Striden!

Brand.

En Krig, som vor, faar ikke Slutt,

er end den enes Modstand brudt.

Fogden.

Hvad skal der mer till Slutt paa Krig,

end Fred og mindeligt Forlig?

Jeg er ej den, som staar mod Brodden;

man er, som Folk er flest, jo skabt;

naar for sit Bryst man kjender Odden

af Fjendens Vaaben, gier man tabt;

har man kun Kjæpp mod Landsespids,

bør Marken rømmes i betids,

og staar man som en ensom Kriger,

er det fornuftigst, at man viger.

Brand.

To Ting jeg tror er her at mærke;

først at De kalder mig den stærke;

jeg har de fleste –

Fogden.

Ganske visst!

Brand.

Ja muligt endnu; men tillsidst,

paa Offrets store Alvorsdag, –

hvem har da Magten for sin Sag?

Fogden.

Paa Offrets Dag? Men Herregud,

det er jo den, som ikke kommer!

I værste Fald gaar Offret ud

paa Lossning af de Godtfolks Lommer;

human er Tiden, vil ej Offer

af mere dyrebare Stoffer.

Og ærgerligst det er ved Sagen

s. 144

at selv jeg hører mellem dem,

som bragte det humane frem

og derved hindred Offerdagen,

saa det kan siges paa en Vis,

jeg givet har mig selv till Pris, –

iallefald, at jeg bandt Ris

till Rapp paa eget Livsværks Ende.

Brand.

At Rett De har, kan muligt hænde.

Men for det andet kan jeg knappt

forstaa, at De tør give tabt.

Om riset eller ikke riset,

en Mand er for sin Gjerning skabt;

hans Maal for ham er Paradiset;

om mellem ham og det sig hvælved

et Hav, mens Satans Land laa nær, –

tør derfor raabes: væk, Besvær, –

her er jo kortere till Helved?!

Fogden.

Jeg hertill svarer ja og nej;

etsteds maa Mennesket jo havne, –

og ser man Møjen ej kan gavne,

hvem vil vel gaa forgjæves Vej?

Det er nu saa, vi vil Erstattning

for liden eller stor Befattning;

kan Sejr ej vindes ved at kjæmpe,

saa faar man fare frem med Læmpe.

Brand.

Men aldrig sort dog vorder hvidt!

Fogden.

Min kjære Ven, det hjælper lidt

at kalde noget hvidt som Bræen,

naar Mængden raaber: sort som Sneen!

Brand.

De raaber kanske med?

Fogden.

Naa, naa, –

jeg raaber ikke sort men graa.

Human er Tiden; Folk maa mødes,

ej bums imod hinanden stødes.

Husk paa, at dette Land er frit;

her skal jo alles Mening gjælde; –

hvor tør da en mod alle fælde

sin Særdom over sort og hvidt? –

Kort sagt, da De har Fleretallet,

saa er De første Mand i Kaldet;

jeg slutter mig, som alle andre,

till Dem saa godt jeg kan og ved,

og haaber ingen Sjæl vil klandre

at ej jeg till det sidste stred.

Folk dømmer nu, det ser jeg godt,

mit Virke kun som spredt og smaat;

de kalder en Ting mer fornøden

end aarligaars at øge Grøden;

man er ej villig nu, som før,

at yde Skjærven, hvor sig bør, –

og er ej Viljen med i Legen,

da er en Gjerning sejerssvegen. –

10

s. 146

Det falder tungt, det maa De tro,

at slippe Plan om Vej og Bro,

om Tappning ud af Myr og Fjære,

og meget mer, som var igjære.

Men Herregud, hvad skal man sige;

kan ej man sejre, faar man vige,

taalmodigt haabe alt af Tiden

og bøje klogeligt till Siden.

Nu, – Folkets Yndest har jeg tabt

paa samme Vej, hvor den blev skabt;

ja, ja; saa maa paa andre Veje

jeg komme till mit fordums Eje.

Brand.

Men var det da for Folkegunst

De øved Deres Kløgt og Kunst?

Fogden.

Nej, det ved Gud det ikke var.

Det alment bedste har jeg villet

till Byggdens Nytte blot og bar.

Dog nægtes ej at med i Spillet

kom Haabet om et Vederlag

for velgjort Værk paa Yrkets Dag.

Det er nu saa; en virksom Mand

med Evner og med god Forstand

vil Frugten af sin Gjerning se,

ej stønne gjennem Slidets Ve

till Fromme for en bar Idé;

Jeg kan ej, selv med bedste Vilje,

forsømme egen Velfærds Røgt

og offre andre al min Kløgt.

s. 147

Jeg sidder med en stor Familje;

Jeg har jo Kone, mange Døttre,

som skal forsørges allerførst; –

Ideen læsker ingens Tørst,

Ideen slukker ingens Sult,

hvor man, som jeg, har Huset fuldt;

og dersom nogen skulde yttre

Forundring, har jeg blot det Svar,

han er en slett Familjefaer.

Brand.

Og nu er deres Agt –?

Fogden.

At bygge.

Brand.

At bygge, siger De?

Fogden.

Ja vel, –

till eget som till Byggdens Held.

Først vil jeg bygge opp det Ry,

jeg stod i for ej længe siden; –

det lakker stærkt mod Thingvalgstiden;

thi maa till noget stort jeg ty

og bringe Foretag paa Bane,

saa jeg blir Kurvens første Hane

og hindrer Valget af en ny.

Nu har jeg tænkt som saa, – man kan

fornuftigvis ej ro mod Flommen.

Folk vil, som nu det heder, hæves;

den Gjerning er for mig forgjæves;

10*

s. 148

jeg kan kun hjælpe Folk paafode;

men sligt maa gjøres med det gode,

og her staar mod mig alle Mand.

Se, derfor er jeg modent kommen

till Forsætt om, hvis det gaar an,

at søge Bod mod Armodsdommen.

Brand.

Den vil De rydde ud?

Fogden.

Nej visst; –

den er jo en nødvendig Brist

i alle Samfund; den maa døjes;

men med lidt Klogskab kan den bøjes

i visse Former, strængt begrænses,

saafremt itide blot den ændses.

Vi ved jo, Armod er det Dynd,

som gjødsler bedst al Landsens Synd; –

for Dyndet vil jeg Dæmning sætte.

Brand.

Paa hvilken Vis?

Fogden.

Ja, kan De gjætte?

Afhjælpes skal et dybtfølt Savn,

idet jeg till Distriktets Gavn

faar byggt et Armodsdommens Pesthus;

ja, Pesthus siger jeg, fordi

det skal for Brødens Smitte fri.

Og denne Byggning, har jeg tænkt,

forbindes nemt med et Arresthus,

saa Virkning blir med Aarsag stængt

s. 149

bag samme Bom og samme Laas,

med Vægg kun mellem Baas og Baas.

Og da jeg engang er paa Gled,

saa er min Agt at bygge med

en Fløj indunder samme Tag,

som bruges kan till Valg og Lag,

till Alvorshandling som till Fester,

med Talerstol og Rum till Gjæster, –

kort sagt, et pent politisk Festhus.

Brand.

Sligt trænges haardt; især det sidste;

dog ved jeg et, som trænges mere.

Fogden.

De tænker paa en Daarekiste?

Ja, ganske visst; den trænges haardt.

Den ogsaa var min første Tanke;

men efter Overlægg med flere

jeg ganske kom fra Tanken bort;

thi hvorfra skal vi Midler sanke

till noget overvættes stort?

Og tro De mig, en saadan Kiste

vil kræve en alvorlig Sum,

hvis hver og en skal der faa Rum,

som Trang og Værdighed beviste.

Man tænke maa paa Tidens Elv

og ej blot bygge for sig selv; –

alt gaar jo frem med Kjæmpeskridt;

ifjor tillpass, iaar forlidt; –

De ser i hvilke Dimensioner

s. 150

hvert folkeligt Behov har Væxt;

med Syvmilsstøvler, rent forhext,

udvikkles Kraft og alslags Evne

i hvilket Fag De saa vil nævne.

Det altsaa blev for dyr en Spas

at skaffe Efterslægten Plads

for sig og sine Børn og Koner.

Jeg siger derfor: Herregud;

den Tand, den faar vi nok slaa ud!

Brand.

Og teer sig nogen altfor gal,

saa har De jo den store Sal.

Fogden (fornøjet.)

Ja, Rummet staar som oftest ledigt!

Det Indfald, Brand, var ganske snedigt!

Vil Byggeplanen blot ej briste,

saa har vi gratis Daarekiste,

har samlet under fælles Tag,

beskyttet af det samme Flag,

de væsentligste Elementer,

hvorfra vor Byggd sin Farve henter; –

vi har vor hele Armodsdom

samt Slyngelflokkens Syndeflom

og Daarerne, som før gik om

foruden Røgt og uden Tugt, –

og saa har vi vor Friheds Frugt

med Valgkamp og med Talers Flugt;

vi har vor Raadssal, hvor vi drøfter,

hvad gjøres kan till Byggdens Tarv, –

vor Festsal, hvor vi giver Løfter

s. 151

om Skjøttsel af vor Fortids Arv.

Hvis altsaa blot ej Sagen faldt,

saa faar jo Klippesønnen alt,

hvad han med Billighed kan kræve,

for rett sit eget Liv at leve.

Gud ved, vort Strøg er ikke rigt;

dog, staar først Fællesgaarden byggt,

saa tror jeg, det kan kaldes tryggt

et vel organisert Distrikt.

Brand.

Men Midlerne –?

Fogden.

Ja, det er Knuden

i denne som i hver en Sag;

till Ydelser er Viljen svag,

og staar jeg Deres Hjælp foruden,

jeg ved, at jeg maa stryge Flag.

Men støtter De med Ordets Magt

min Tanke, vil den lettvindt fremmes, –

og faar jeg den till Modning bragt,

skal Deres gode Hjælp ei glemmes.

Brand.

Det sige vil, De gad mig kjøbe?

Fogden.

Med andet Navn jeg vilde døbe

min Plan, – till fælles Gavn og Brug

at fylde ud det Splidens Slug,

som hidtill mellem os har gabt,

og hvorved begge to har tabt.

Brand.

Da har De ilde Tiden kaaret –

Fogden.

Ak ja; jeg ved den store Sorg,

som nys har Dem og Deres saaret;

men Deres Mandighed mig daared;

og Trangen till Distriktets Borg –

Brand.

I Sorgens som i Glædens Stund

jeg staar tillrede, naar det kræves;

men af en anden gyldig Grund

De dennegang dog gaar forgjæves.

Fogden.

Og hvilken Grund –?

Brand.

Jeg selv vil bygge.

Fogden.

Hvad! Bygge? Tage min Idé?

Brand.

Ej ganske.

(peger ud af Vinduet.)

Foged, kan De se –?

Fogden.

Der?

Brand.

Ja.

Fogden.

Det store stygge Træhus?

Det er jo Prestegaardens Fæhus!

Brand.

Nej, ikke det; – det lille stygge –

Fogden.

Hvad! Kirken!

Brand (nikker.)

Den vil stor jeg bygge.

Fogden.

Nej, det skal Fanden ikke ske!

Ved Kirken skal ej nogen rygge;

det var at krydse min Idé!

Min Plan er færdig og den haster;

men Deres mig af Sadlen kaster.

To Ting paa engang er formeget, –

vig altsaa –!

Brand.

Jeg har aldrig veget.

Fogden.

Her maa De, Mand! Bygg mit Arresthus

med Pesthus og politisk Festhus,

altsammen, kortsagt, – Daarekisten, –

saa spørges ej om Kirkebristen.

Og hvorfor skal den nu i Muld?

Den var dog god nok før i Tiden.

Brand.

Ja. muligt; nu er den forliden.

Fogden.

Da har jeg aldrig set den fuld!

Brand.

Selv for en enkelt Sjæl derinde

er ikke Løftningsrum at finde.

Fogden
(ryster forundret paa Hovedet.)

Ved sligt den enkle Sjæl beviste

Nødvendigheden af min Kiste.

(slaar over.)

Lad Kirken staa, det vil jeg raade;

den kan jo kaldes paa en Maade

et Stykke ædelt Arveguld.

Den er et ædelt Arvestykke; –

den skal ej falde for en Nykke!

Ja, gaar min Byggeplan i Vasken,

jeg som en Fønixfugl af Asken

skal rejse mig i Mængdens Naade!

Jeg træder opp som Riddersmand

for Mindesmærket ved vor Strand!

Her stod engang et Gudehov, –

det var nok i Kong Beles Tider;

saa rejste Kirken sig omsider

ved fromme Heltes Ran og Rov.

Ærværdig ved sin simple Pragt,

højhellig i sin Oldtidsdragt

den knejste indtill vore Dage –

Brand.

Men hine Tegn paa fordums Magt

er visst forlængst i Graven lagt; –

nu staar igjen ej mindste Flage.

Fogden.

Just netopp det! Saa gammel er den,

at ej den mer er till i Verden;

s. 155

men i min Bedstefaders Dage

et Hul i Væggen stod tillbage!

Brand.

Et Hul?

Fogden.

Vidt, som en Tøndesækk!

Brand.

Men Væggen selv?

Fogden.

Ja, den var væk.

Se, derfor maa jeg rentud sige,

at Kirkens Rivning er umulig; –

det var en skammelig, en grulig

barbarisk Handling uden Lige!

Og Midlerne, – hvor faar vi dem?

Tror De, at her man er saa ødsel

at lokke Udgiftsposter frem

ved ufuldbaarne Forslags Fødsel,

naar med en liden Smule Skjøttsel

man saavidt støtte kan det gamle

at det i vor Tid ej vil ramle?

Men gaa De ud og spejd i Lejren, –

jeg blir dog den, som vinder Sejren.

Brand.

Jeg agter ej at presse ud

en Hvid till Husly for min Gud.

Af egne Midler vil jeg bygge; –

min Arv, alt mit till sidste Skjærv

skal gives ud till dette Hverv.

s. 156

Nu, Foged, er De end saa djerv,

at mene, De kan Tanken rygge?

Fogden
(med foldede Hænder.)

Jeg staar som falden ned fra Skyerne!

Sligt spørges knappt engang fra Byerne; –

og her i Byggden, – her hos os,

hvor Pungens Lukkning længst var Lov

mod hvert et trængende Behov, –

her aabner De en Rundheds Foss,

som rissler, blinker, sprøjter, skummer –!

Nej, Brand, som sagt, jeg rent forstummer!

Brand.

Jeg længst i Tanken fra mig skrev

min Arv –

Fogden.

Ja her er ymtet meget,

som hen paa noget sligt har peget,

men jeg har tænkt at det var Væv.

Hvem plejer vel at offre alt,

naar ej det synbar Fordel gjaldt?

Dog, det blir Deres egen Sag; –

gaa foran De, saa gaar jeg bag.

De er i Skuddet; De kan virke,

og jeg kan skridtvis frem mig lirke. –

Brand, sammen vil vi bygge Kirke!

Brand.

Hvad? Vil De Deres eget slippe?

Fogden.

Det ved den søde Gud jeg vil!

s. 157

Jeg var jo gal, om ej jeg gjorde.

Hvem tror De Mængden flokkes till,

naar en vil gjøde, mæske, fore,

en anden malke, flaa og klippe?

Ja Død og Plage er jeg med!

Jeg er af Tanken ganske hed,

bevæget, greben, synlig rørt;

en heldig Skjæbne har mig ført

i denne Kveld till Prestegaarden;

thi jeg tør tro, at uden min

var Deres Plan knappt faldt Dem ind, –

ialfald ej till Verden baaren.

Det altsaa er mit eget Virke

at bygge Byggdens nye Kirke!

Brand.

Men kom ihug, vi kan ej skaane

hin Oldtids knejsende Ruin!

Fogden (ser ud.)

Betragtet her i Dobbeltskin

af Nyfaldssne og Nyets Maane

den taer sig ud som noget Skrammel.

Brand.

Hvad, Foged?

Fogden.

Brand, den er for gammel!

Det er mig ganske uforklarligt,

at ej jeg saa det før ikveld, –

men Hanebjælken staar paaheld;

at bruge den var uforsvarligt.

s. 158

Og hvor er Stil, Architektur,

naar rett man gransker Laft og Mur?

Hvad skal man kalde slige Buer?

en Fagmand vil dem kalde fæle; –

ja, jeg maa samme Mening dele!

Og Tagets mosbeklædte Tuer, –

de er minsæl ej fra Kong Bele.

Nej, Pietet kan gaa for vidt!

Det maa dog Hvermand se og skjønne,

at denne gamle raadne Rønne

i et og alt er noget Skidt!

Brand.

Men dersom Mængdens Røst sig hæved

till Vægring ved at faa den revet –?

Fogden.

Vil ingen anden, saa vil jeg.

I Helgen skal, jo før jo heller,

jeg ordne alt, hvad Formen gjælder,

og sætte Sagen glatt ivej.

Jeg ivre skal og virke, skrive;

jo, jo, – De kjender Fogden nok;

og kan jeg Hjælp ej sammendrive

till Rivning blandt den dumme Flok,

skal jeg med egne Hænder rive

den ned till Grunden, Stokk for Stokk.

Ja, om jeg saa skal ta'e min Kone

og alle mine Døttre med,

saa skall den Død og Plage ned!

Brand.

Det er en ganske anden Tone,

end den, som blev fra først af brugt.

Fogden.

Det er Humanitetens Frugt

at faa med alt ensidigt Bugt;

og dersom Digteren ej lyver,

saa er det netopp noget smukt,

at Mandens Tanke ejer Flugt, –

med andre Ord, – at Tanken flyver. –

Farvel!

(tager sin Hatt.)

Nu faar jeg se till Banden.

Brand.

Till hvad?

Fogden.

Aa, tænk Dem, jeg, selv anden,

idag paa Byggdegrænsen kneb

et Fantefølge, styggt som Fanden;

jeg fik da Hjælp med Toug og Reb;

nu sidder de forvart hos Granden

her nærmest Nord; men Pokker ta'e mig,

om ikke to–tre løb ifra mig –

Brand.

Nys ringtes ind dog Fredens Tid.

Fogden.

Hvi kom det Djævelskab da hid?

Dog, det forstaar sig, paa en Maade

s. 160

de hører sagtens Sognet till –

(leende.)

ja endog Dem! Hør her er en Gaade;

løs den, ifald De kan og vil:

Folk findes, som er till i Kraft

af den, de har till Udspring havt,

og dog de till er, slett og rett,

fordi de er af anden Ætt!

Brand
(ryster paa Hovedet.)

O Gud, der er saa mangen Gaade

en stirrer paa, men ej kan raade.

Fogden.

Da er dog denne lettvindt gjættet.

De har vel tidtnok hørt berettet

i Byggden et og andet Ord

om Fattiggutten, han, her vester,

der var saa lærd som fire Prester; –

han friede till Deres Moer –

Brand.

Hvad mer?

Fogden.

Tænk, till en grundrig Jente!

Dog hun naturligvis ham sendte

till Bloksberg, som han maatte vente.

Men ved De saa, hvad Fyren gjør?

Han sørger halvt sig fra Forstanden

og fæster sluttelig en anden

af Taterslægt; – og før sin Død

s. 161

han med en Afkom øged Banden,

som stryger om i Synd og Nød.

Ja, en af disse Slegfredtrolde

fik Sognet rigtignok beholde

till Minde om hans vakkre Færd –

Brand.

Og det er –?

Fogden.

Taterungen Gerd.

Brand (dæmpet.)

Ja saa!

Fogden (munter.)

Hvad? Gaaden er ej slett!

Hans Afkom er jo till i Kraft

af den, De har till Udspring havt;

thi Ynglens indre Ophav var,

at Elsk till Deres Moer han bar.

Brand.

Sig, Foged, kan De nævne et,

som rummed Hjælp for disse Sjæle?

Fogden.

Pyt, de maa ind bag Tugthusdørene.

De er fortabt opp over Ørene;

at frelse dem, det var at stjæle

fra Fanden, som maa gaa fallit,

hvis ej han faar af Verden sit.

Brand.

De tænkte jo at bygge stort

et Hus till Ly mod Nød og Klage?

Fogden.

Det Forslag, – fort, som det blev gjort, –

tog Forslagsstilleren tillbage.

Brand.

Men hvis det dog –; det var dog smukt –

Fogden (smilende.)

Nu taler De i anden Tone,

end den, som blev fra først af brugt.

(klapper ham paa Skulderen.)

Lad dødt kun være dødt og glemt;

en Mand skal handle fast bestemt.

Farvel! Jeg tør ej længer tøve;

nu maa jeg ud igjen og prøve

at finde Rømlingernes Skjul.

Vi mødes snart. Fornøjet Jul!

Farvel, farvel; hils Deres Kone!

(gaar.)

Brand
(efter en tankefuld Taushed.)

O, endeløst er her at sone. –

Saa vildt, saa broget filtres ind

de tusind Skjæbnetraades Spind. –

saa ligger Skyld med Skyldfrugt blandet,

det ene smittende det andet,

at den, som ser derind, ser Rett

og blodigst Urett vorde et.

(gaar till Vinduet og ser længe ud.)

Mit lille Barn, skyldløse Lam,

du fældtes for min Moders Gjerning;

s. 163

en brusten Sjæl har Bud fra ham,

som troner over Skyens Kam,

og bød mig kaste Valgets Terning; –

og denne brustne Sjæl blev till,

fordi min Moders Sjæl foer vild.

Saa bruger Herren Skyldens Grøde

till Ligevægts og Rettfærds Føde;

saa slynger han fra Højden ned

Hjemsøgelsen i tredje Led.

(viger forfærdet fra Vinduet.)

Ja, Lovens Gud er over Slægten!

Det første Maal er Ligevægten.

I Offervillighedens Magt

er Rejsningsmuligheden lagt;

men Ordet lyves ud af Tiden;

thi Flokken ræddes for sin Viden.

(gaar længe opp og ned i Stuen.)

At bede? Bede? Hm, – er Ord,

som glatt nok over Læben foer, –

som ruttes med i alle Stænder.

Bøn er for dem at skrige Naade

i Vind og Vejr till Gaaders Gaade,

at tigge Plads paa Kristi Læss,

at strække oppad begge Hænder –

at staa i Tvivlens Pøl tillknæs.

Haha, var dermed Sagen gjort,

da turde jeg, som Hvermand, vove

at hamre paa den Herres Port,

der er «forfærdelig at love»!

(standser og tænker stille.)

11*

s. 164

Og dog – i Angstens værste Dage,

i Sorgens store Ræddselsstund,

da Barnet sov den sidste Blund,

da intet Kyss af Modermund

bar Smilet paa hans Kind tillbage, –

hvad var det –? Bad jeg ikke da?

Hvad kom den søde Svimlen fra,

den Sangens Strøm, den Melodi,

som langvejs lød og jog forbi

og bar mig højt og bar mig fri?

Bad jeg? Blev jeg i Bønnen svalt?

Har jeg med Gud herinde talt?

Har han mig hørt? Og saa han ned

i Sørgehuset, hvor jeg græd? –

Hvad ved jeg! Nu er lukkt og stængt,

og Mørket atter om mig sænkt, –

og intet, intet Lys at finde – –

Jo, Agnes, – hun, som ser iblinde –!

(raaber i Angst.)

Lys, Agnes, – Lys, ifald du kan!

Brand.

Lys!

Agnes.

Ser du Julelyset, Brand?

Brand (sagte.)

Ha, Julelyset!

Agnes
(sætter Stagerne paa Bordet.)

Blev jeg længe?

Brand.

Nei, nei!

Agnes.

O, hvor du har det koldt;

du maa jo isne –

Brand (stærkt.)

Nej!

Agnes (smilende.)

Hvor stolt!

Du vil ej Lys og Varme trænge.

(lægger i Ovnen.)

Brand
(gaar opp og ned.)

Hm, vil ej!

Agnes
(stille for sig selv idet hun pynter opp i Stuen.)

Her skal Stagen staa.

Ifjor han greb med Fingre smaa

mod Julelysets klare Blink.

Han var saa glad og frisk og flink;

han strakk sig fra sin lille Stol

og spurgte, om det var en Sol.

(flytter lidt paa Stagen.)

Nu falder Lysets fulde Skjær

ud over – over Stedet der.

Nu kan han gjennem Rudens Glas

se Blinket fra sin Soveplads;

nu kan han glytte stillt herind

i Julestuens Glans og Skin. –

s. 166

Men Ruden staar som taareslørt; –

vent lidt, vent lidt; snart skal den smile –

(tørrer Vinduet af.)

Brand
(har fulgt hende med Øjnene og siger sagte:)

Naar lægger sig till Fred og Hvile

det Sorgens Hav, fra Bunden rørt!

Det maa till Hvile.

Agnes
(for sig selv.)

Se, hvor klar!

Det er som Skillet borte var,

som Stuen vided ud sig stor,

som om den stygge kolde Jord

med et blev till en lun Alkove,

hvor Barnet sødt og godt kan sove.

Brand.

Hvad gjør du, Agnes?

Agnes.

Stille; hys!

Brand (nærmere.)

Hvi trakk Gardinet fra du nys?

Agnes.

O, kun en Drøm; nu er jeg vakt.

Brand.

I Drømmen er der Snarer lagt.

Stæng atter!

Agnes (bønligt.)

Brand!

Brand.

Stæng tætt, stæng tætt!

Agnes.

O, vær ej haard; det er ej rett!

Brand.

Stæng, stæng!

Agnes
(trækker Skodderne for.)

Nu har jeg lukkt og stængt.

Men tryggt jeg tror, Gud er ej krænkt,

om end i Drømmens korte Frist

jeg drakk af Trøstens Væld –

Brand.

Nej visst!

Han er en mild, medgjørlig Dommer;

du rager ej med ham paa Kant,

om i din Dyrkelse der kommer

lidt Afgud hist og her iblandt.

Agnes
(brister i Graad.)

O, sig mig da, hvor langt gaar Kravet!

Min Fod er dødstrætt, – Vingen faldt –

Brand.

Jeg har dig sagt, at slængt i Havet

hvert Offer er, som ej er alt.

Agnes.

Men mit var alt; jeg har ej mere!

Brand
(ryster paa Hovedet.)

Dit Offer følges maa af flere.

Agnes (smiler.)

Kræv! Jeg har Fattigdommens Mod!

Brand.

Giv!

Agnes.

Tag! Ak, Brand, du intet finder!

Brand.

Du har din Sorg og dine Minder, –

du har din syndige Længsels Flod –

Agnes (fortvivlet.)

Jeg har mit pinte Hjertes Rod!

Riv ud! Riv ud!

Brand.

I Afgrundsgabet

unyttigt du dit Offer slang,

ifald du hyler over Tabet!

Agnes (gyser.)

Din Herres Vej er bratt og trang.

Brand.

For Viljen er der kun den ene.

Agnes.

Men Naadens –?

Brand (afvisende.)

Byggt af Offerstene.

Agnes
(stirrer frem for sig og siger rystet:)

Nu aabnes, lig en Afgrund stor,

det Skriftens Ord, som aldrig før

jeg kom tillbunds i.

Brand.

Hvilket Ord?

Agnes.

Hver den, som ser Jehova, dør!

Brand
(slaar Armene om hende og trykker hende tæt opp till sig.)

O, skjul dig, skjul dig! Se ham ej!

Lukk dine Øjne –

Agnes.

Skal jeg?

Brand
(slipper hende.)

Nej!

Agnes.

Du lider, Brand.

Brand.

Jeg elsker dig.

Agnes.

Haard er din Kjærlighed.

Brand,

For haard?

Agnes.

Ej spørg; jeg følger, hvor du gaar.

Brand.

Tror du, at meningsløst jeg drog dig

af Dansen og af Legen ud, –

at for en Halvheds Skyld jeg slog dig

med Offerlydighedens Bud?

s. 170

Ve dig og mig; for dyrt og stort

var da det Offer, her blev gjort.

Du er min Hustru; jeg tør kræve

dig helt, for Kaldets Liv at leve.

Agnes.

Ja, kræv; men gaa ej fra mig!

Brand.

Jo;

jeg trænger Stillhed, trænger Ro.

Snart skal den store Kirke bygges –

Agnes.

Min lille Kirke sank i Grus.

Brand.

Var den dit Hjertes Afgudshus,

saa maatte den i Stormen rygges.

(favner hende som i Angst.)

Al Fred om dig, – og gjennem dig

till mig, till mit, den lige Vej!

(gaar mod Sidedøren.)

Agnes.

Brand, maa jeg flytte ganske stille

paa Vindueslugens stygge Skille?

Lun lidt? Paa Klem? Brand, maa jeg?

Brand
(i Døren.)

Nej.

(gaar ind i sit Kammer.)

Agnes.

Lukket, lukket, – alting lukket!

Selve Glemslen lukket af!

Bom for Klagen, Segl for Sukket,

Laas for Himmel og for Grav!

Jeg vil ud; jeg kan ej aande

her i Ensomhedens Vaande!

Ud? Hvorhen? Ser ej fra Højden

strenge Øjne paa mig ned!

Kan jeg vel paa Flugt fra Byggden

føre Hjertets Eie med?

Kan jeg flygte, om jeg vilde,

fra min Ræddsels tomme Stille?

(lytter ved Døren till Brands Stue.)

Lydt han læser; till hans Øre

rækker ikke frem min Røst.

Ingen Hjælp! Ej Raad, ej Trøst!

Julens Gud har nok at gjøre

med at lytte till de riges,

børneriges, lykkeliges

Takk og Sang og Leg og Dans.

Jul er Jublens Tid og hans.

Ej han ser mig, ej han agter

paa en ensom Moders Fagter.

(nærmer sig varsomt till Vinduet.)

Skall jeg aabne Skillets Rammer,

saa det klare fulde Lys

jager Nattens Skrækk og Gys

fra hans sorte Sovekammer? –

s. 172

Nej, dernede er han ikke!

Julen er jo Barnets Tid; –

han faar Lov at komme hid; –

kanske staar han nu derude,

strækker Armen for at pikke

paa sin Moders stængte Rude. –

Lød der ikke Barnegraad?

Alf, jeg ved ej Hjælp og Raad!

Her er stængt; din Fader stængte; –

Alf, jeg tør ej aabne nu!

Lydigt lidet Barn er du;

aldrig du og jeg ham krænkte.

O, flyv hjem igjen till Himlen;

der er Lys og der er Glæde;

der er Leg i Børnevrimlen.

Men lad ingen se dig græde, –

sig ej, at din Fader lukked,

da du kom og banked paa.

Lidet Barn kan ej forstaa

hvad vi store voxne maa.

Sig, han sørged, – sig, han sukked;

sig dem, det var ham, som plukked

smukke Blade till en Krans.

Kan du se den? Den er hans!

(lytter, tænker sig om og ryster paa Hovedet.)

O, jeg drømmer! Mer end Rammen

staar som Skille mellem os.

Først i Glød af Luttringsflammen

falder Skillevæggen sammen,

s. 173

revner Hvælv og brister Stængsler,

hviner Fængselsdørens Hængsler,

springer opp den store Laas!

Meget, meget her maa gjøres,

før vi to kan sammen føres. –

Jeg skal virke, virke stille,

for at fylde Kravets Svælg;

jeg skal hærdes, jeg skal ville. –

Men iaften er det Helg.

Fra ifjor hvor vidt forskjellig –!

Hys, – den højt skal holdes hellig;

frem jeg henter mine Skatte, –

dem, hvis endeløse Pris,

fra min Lykkes Livsforlis,

kun en Moders Sjæl kan fatte.

(hun knæler ned ved Kommoden, aabner en Skuffe og tager forskjellige Ting
frem. I samme Øjeblik lukker Brand paa Døren og vill tale till hende, men
da han bemærker, hvad hun foretager sig, holder han inde og bliver staaende.
Agnes ser ham ikke.)

Brand (sagte.)

Evig samme Flugt om Graven,

samme Leg i Dødninghaven.

Agnes.

Her er Sløret. Her er Kaaben,

han blev baaren i till Daaben. –

Her i Knyttet har jeg Kjolen –

(holder den ivejret, ser paa den og ler.)

Herre Gud, hvor sød og butt!

Dejlig var min lille Gut,

da han sad i Kirkestolen. –

Her er Skjærfet, her er Kuften,

s. 174

han var klædt i første Gang

han fik komme ud i Luften.

Dengang var den altfor lang,

men den blev ham snart for liden –;

den skal lægges her ved Siden. –

Vanter, Strømper, – hvilke Ben! –

og hans nye Silkekyse,

som han fik for ej at fryse –;

den er ubrugt, ren og pen. –

O, der ligger Langfærdsdragten,

han blev svøbt i lunt og tætt,

for at rejse lindt og lett; –

da jeg atter havde lagt den

bort, jeg var till Døden trætt.

Brand
(knuger Hænderne i Smerte.)

Spar mig, Gud! Jeg kan ej knuse

hendes sidste Afgudshuse;

skikk en anden, er det rett!

Agnes.

Den er plettet; – har jeg grædt? –

Hvilken Rigdom! Perlestukken,

smertekrammet, taaredrukken,

glansomstraalt af Valgets Gru,

hellig! Den er Kroningskaaben,

som han bar i Offerdaaben!

O, hvor jeg er rig endnu!

Kvinden
(ser Børnetøjet og raaber till Agnes.)

Del med mig, du rige Moer!

Agnes.

Du er tifold mere rig!

Kvinden.

Haa, du er de andre lig;

altid Munden fuld af Ord!

Brand (nærmer sig.)

Nævn mig, hvad du søger her.

Kvinden.

Ikke dig, for du er Presten!

Heller ud igjen i Blæsten,

end at høre Præk om Brøde;

heller flygte sig tilldøde,

drukne, raadne paa et Skjær,

end at staa for Svartemanden,

som ved Vejen ned till Branden!

Kan jeg hjælpe, jeg, for Fanden,

at jeg blev till den jeg er?

Brand (sagte.)

Denne Røst og disse Trækk

isner mig med Aningsskrækk!

Agnes.

Hvil dig, varm dig, hvis du fryser.

Sulter Barnet, skal det mættes –

Kvinden.

Taterungen tør ej sættes,

hvor det luner, hvor det lyser.

s. 176

Vore Folk har Landevejen,

Urden, Skogen, Fjeldet, Hejen; –

vi skal færdes, vi skal vandre;

Hus og Hjem er for jer andre.

Lynsnar maa jeg ud igjen;

de er efter mig som Hunde!

Foged, Lensmand, Lovens Mænd,

gad mig binde, hvis de kunde.

Brand.

Her du skal ej røres.

Kvinden.

Her?

Under Tag og mellem Vægge?

Nej, du; Vinternatten bær

bedre Luftning till os begge.

Men et Plagg til Svøb for Barnet!

Ældste Broder hans, det Skarnet,

er som Tyv ifra mig strøgen

med den Klud han svøbtes i.

Ser du, han er halvvejs nøgen,

blaa, forfrossen, gjennemføgen

af den Rim, som røg forbi.

Brand.

Kvinde, gjør din spæde fri

for din vilde Dødsfærds Sti; –

lad ham løftes, lad ham lettes;

af kan Brændemærket tvættes –

Kvinden.

Jo, du kjender godt till Tingen!

Sligt et Under mægter ingen, –

s. 177

skal ej mægte det engang!

Krig med jer, som har forstødt ham!

Ved du hvor hans Moer har født ham?

Jo, paa Grøftekantens Hælding

under Drikk og Spil og Sang.

Han blev døbt i Sluddets Vælling,

korset med et Kul af Asken,

læsket med en Klunk af Flasken; –

samme Stund han slapp sin Moer,

stod der om os Folk, som svor; –

ved du hvem det var? Gudbedre; –

Ungens Faer – og Ungens Fædre!

Brand.

Agnes?

Agnes.

Ja.

Brand.

Du ser din Pligt.

Agnes (med Ræddsel.)

Brand! Till hende! Aldrig sligt!

Kvinden.

Giv mig, giv mig! Giv mig alt!

Silkevæv og vraget Pjalt!

Intet er for slett, for godt,

kan det lindes om ham blot.

Snart hans Aande slipper opp;

han skal dø med tinet Kropp!

Brand (till Agnes.)

Nu du hører Valget runge!

Kvinden.

Du har nok till egen Unge;

sig mig, – har du ej till min

Livets Plagg og Dødens Lin?

Brand.

Lyder ej fra denne Tunge

maningsfulde Varslers Hvin?

Kvinden.

Giv mig!

Agnes.

Det er Helligbrøde!

Blodskyld mod den lille døde!

Brand.

Gavnløst han i Døden sendtes,

hvis paa Tærsklen Vejen endtes.

Agnes (brudt.)

Viljen ske. Mit Hjertes Rødder

skal jeg træde under Fødder.

Kvinde, kom og tag imod; –

deles skal min Overflod –

Kvinden.

Giv mig!

Brand.

Deles? – Agnes; deles?

Agnes
(med vild Styrke.)

Heller dræbes jeg, end stjæles

alt ifra! Se, jeg har veget

Fod for Fod! Jeg kan ej længer!

Halvt er nok; ej mer hun trænger!

Brand.

Var det hele da formeget,

da det kjøbtes till dit eget?

Agnes (giver.)

Kvinde, kom; se her, tag Kaaben,

som mit eget bar i Daaben.

Her er Kjolen, Skjærfet, Kuften;

den er god mod Natteluften;

her den lille Silkekyse;

under den han skal ej fryse;

tag det; tag till sidste Pjalt –

Kvinden.

Giv mig?

Brand.

Agnes, gav du alt?

Agnes (giver igjen.)

Kvinde, her er Kroningskaaben,

som han bar i Offerdaaben!

Kvinden.

Saa! nu ser jeg der er tømt.

Den som nu var langvejs rømt!

Jeg vil svøbe ham paa Trappen; –

saa paa Flugt med hele Lappen!

(gaar.)

Agnes.
(staar i stærk indre Kamp; endelig spørger hun:)

Sig mig, Brand, om det er billigt

at der kræves mer endnu?

Brand.

Sig mig først om det var villigt

at du gik till Gavens Gru?

Agnes.

Nej.

Brand.

Din Skjænk er slængt i Havet.

Over dig er endnu Kravet.

(vil gaa.)

Agnes
(tier till han er nær ved Døren, da raaber hun:)

Brand!

Brand.

Hvad vil du?

Agnes.

Jeg har løjet; –

se, jeg angrer; jeg er bøjet.

Ej du aned, ej du vidste

andet end jeg gav det sidste.

Brand.

Nu?

Agnes.
(tager en sammenlagt Børnekappe frem fra Brystet.)

Se, et er i Behold.

Brand.

Kappen?

Agnes.

Ja, med Taarer vædet,

fugted af hans Dødssved kold, –

siden ved mit Hjerte fredet!

Brand.

Bliv i dine Guders Vold.

(vil gaa.)

Agnes.

Stands!

Brand.

Hvad vil du?

Ag es.

O, du ved det!

(rækker Kappen mod ham.)

Brand.
(nærmer sig og spørger uden at tage den:)

Villigt?

Agnes.

Villigt!

Brand.

Rækk mig Kappen.

Kvinden sidder end paa Trappen.

(gaar.)

Agnes.

Røvet, røvet, – alting røvet, –

sidste Baand, som bandt till Støvet!

(staar en Stund ubevægelig stille; lidt efter lidt gaar Udtrykket i hendes
Ansigt over till høj straalende Glæde. Brand kommer tillbage; hun flyver ham
jublende imøde, kaster sig om hans Hals og raaber:)

Jeg er fri! Brand, jeg er fri!

Brand.

Agnes!

Agnes

Mørket er forbi!

Alle Ræddsler, som har tynget

lig en Mare paa mit Bryst,

ligger nu i Sluget slynget!

Der er Sejr i Viljens Dyst!

Af er alle Taager strøget,

bort er alle Skyer føget;

gjennem Natten, over Døden

ser jeg Skimt af Morgenrøden!

s. 182

Kirkegaarden, Kirkegaarden;

Ordet aabner ej for Taaren.

Navnet river ej i Saaret; –

Barnet er till Himlen baaret!

Brand.

Agnes! Ja, nu har du sejret!

Agnes.

Ja, tillvisse sejret nu, –

sejret over Grav og Gru!

O, se oppad, se ivejret!

Ser du Alf for Tronens Fod,

lysglad som i Livets Dage,

strække Armen os imod?

Om jeg ejed tusind Munde,

om jeg turde, om jeg kunde,

ikke en jeg dog opplod

for at kræve ham tillbage.

O, hvor stor, hvor rig er Gud

till at finde Midler ud.

Barnets Offer, Offerbrøden,

baaret har min Sjæl fra Døden;

han mig fødtes for at mistes;

frem till Sejr jeg maatte fristes! –

Takk, at du min Haand har ledet;

du har trofast for mig stredet;

o, jeg saa din Hjertekval.

Nu staar du i Valgets Dal;

over dig nu Vægten faldt

af dets intet eller alt!

Brand.

Agnes, gaadefuldt du taler; –

endt er alle Stridens Kvaler!

Agnes.

Glemmer du det Ord fra før:

den, som ser Jehova, dør!

Brand
(viger tillbage.)

Ve mig, hvilket Lys du tænder! –

Nej! og tusind Gange nej!

Jeg har kjæmpestærke Hænder;

gaa ifra mig skal du ej!

Lad kun alt paa Jorden glippe;

hver en Vinding kan jeg slippe, –

o, men aldrig, aldrig dig!

Agnes.

Vælg; du staar paa Vejens Skille!

Slukk det Lys, som i mig brænder,

stæng for Juletankens Kilde;

giv mig mine Afgudsklude, –

Kvinden sidder end derude, –

lad mig atter gaa tilbage

till de himmelblinde Dage,

sænk mig atter ned i Dyndet,

hvor, till nu, jeg sløvt har syndet, –

alt du kan; det staar dig frit;

jeg mod dig kun mægter lidt;

stækk min Vinge, stæng for Sjælen,

Døgnets Blylodd hæng om Hælen,

bind mig, trækk mig atter ned,

s. 184

did, hvorfra du selv mig hæved, –

lad mig leve som jeg leved,

da i Mørket jeg mig vred!

Hvis du dette vil og tør,

jeg din Hustru er som før; –

vælg; du staar paa Vejens Skille!

Brand.

Ve mig, ve mig, hvis jeg vilde!

O, men langt fra dette Sted,

langt fra alle Sorgens Minder,

Liv og Lys som et du finder!

Agnes

Glemmer du at her dig binder

Kaldets Daab – og Offrets med?

Glemmer du de tusind Sjæle,

som dit Hverv er her at hele, –

dem, Gud Herren bød dig føre

fremad, hjem, till Frelsens Kilde?

Vælg; du staar paa Vejens Skille!

Brand.

Jeg har intet Valg at gjøre.

Agnes
(kaster sig om hans Hals.)

Takk for alt, – og Takk for dette!

Du har ledet tro den trætte!

Over mig er Tungheds Taage, –

du vil tro ved Lejet vaage.

Brand.

Sov! Nu er dit Dagværk endt.

Agnes.

Endt, og Nattelyset tændt.

Sejren tog min Styrkes Skatt;

jeg er mødig, jeg er matt;

o, men Gud er lett at love!

Brand, Godnatt!

Brand.

Godnatt!

Agnes.

Godnatt!

Takk for alt. Nu vil jeg sove.

(gaar.)

Brand.
(knuger Hænderne mod Brystet.)

Sjæl, vær trofast till det sidste!

Sejrens Sejr er alt at miste.

Tabets alt din Vinding skabte; –

evigt ejes kun det tabte!

Skolemesteren.

Se, alt paa Pletten?

Klokkeren.

Det kan trænges.

Tag Haand i med; her Løv skal hænges

fra Stav till Stav som Hegn for Toget.

Skolemesteren.

Ved Prestegaarden rejses noget,

som slutter med en Aabning rund –

Klokkeren.

Javisst, javisst!

Skolemesteren.

Hvad skal det være?

Klokkeren.

Et saakaldt Skildt til Prestens Ære,

med Prestens Navn paa gylden Grund.

Skolemesteren.

Jo, der blir Stads idag i Sognet!

Helt langvejs fra de strømmer hid;

af Sejl er Fjorden næsten hvid.

Klokkeren.

Ja, nu er Menigheden vaagnet;

i Prestens salig Formands Tid

der spurgtes aldrig Splid og Strid;

da sov man selv, da sov ens Næste; –

jeg ved ej hvad der er det bedste.

Skolemesteren.

Liv, Klokker, Liv!

Klokkeren.

Men jeg og I

gaar urørt Livelsen forbi;

hvad kan det komme af?

Skolemesteren.

Fordi

vi virked till de andre sov;

og da de vaagned, sovned vi, –

thi da var ej for os Behov.

Klokkeren.

Men dog I sagde Liv var bedst?

Skolemesteren.

Det samme siger Provst og Prest;

jeg selv ej siger andet heller, –

men, vel at mærke, naar det gjælder

den hele store Folkets Rest.

Dog vi to har en anden Lov,

s. 188

end den, som læses rundt i Lierne;

vi er Distriktets Embedsmænd;

se, vi skal holde stramt igjen,

skal skjøtte Kirketugt og Videnskaber,

og ej befatte os med Lidenskaber, –

kort sagt, staa udenfor Partierne.

Klokkeren.

Men Presten selv staar midt i Sagen.

Skolemesteren.

Det er just det, han ikke burde.

Jeg ved, hans Foresattes Kreds

er med hans Gjerning utillfreds,

og dersom de for Folket turde,

de havde længst alt vendt ham Bagen.

Men han er fin; han lugter Lunten;

han ved nok hvad som binder Bundten.

Han bygger Kirken. Alle smøres

med Blindhed her, naar noget gjøres.

Hvad der blir gjort, det rager ingen;

at der blir gjort, – se det er Tingen; –

vi allesammen, Flok og Førere,

kan kaldes for en Slægt af Gjørere.

Klokkeren.

I har jo været Storthingsmand,

saa I maa kjende Folk og Land;

men en, som rejste gjennem Sognet

kort efter at man her var vaagnet,

har sagt, at fordum var vi Sovere,

saa vaktes vi – og blev till Lovere.

Skolemesteren.

Ja, lovende er dette Folk, –

et Folk, som lover saare meget, –

et Folk, som er i kort Tid steget,

saa Hvermand snart er Løftets Tolk.

Klokkeren.

Paa et jeg tidt har spekuleret;

hør, sig mig, I, som har studeret, –

hvad er et saakaldt Folkeløfte?

Skolemesteren.

Et Folkeløfte, kjære Klokker?

Det blev vidtløftigt her at drøfte;

men der er noget, alle flokker

sig om i Kraft af en Idé;

det noget stort er, som skal ske –

i Folkets Fremtid notabene.

Klokkeren.

Saa Takk; nu skjønner jeg det ene;

men der er en Ting till, jeg maa

i Hastighed faa Rede paa.

Skolemesteren.

Tal frit.

Klokkeren.

Sig mig, hvad Aarstal kommer

den Tid, som kaldes Fremtid?

Skolemesteren.

Ej!

Den kommer aldrig!

Klokkeren.

Aldrig?

Skolemesteren.

Nej,

det er naturligt i sin Orden;

thi naar den kommer, er den vorden

till Nutid, – er ej Fremtid mer.

Klokkeren.

Ja, det er rigtigt, som jeg ser;

om den Ting kan ej Ordstrid voldes.

Men naar skal saa et Løfte holdes?

Skolemesteren.

Nu har jeg jo fornylig sagt,

et Løfte er en Fremtidspagt;

i Fremtid skal det holdes.

Klokkeren.

Ja, –

men sig, naar kommer Fremtid da?

Skolemesteren (sagte.)

Det er en Klokker!

(højt.)

Kjære Ven,

skal nu jeg rippe opp igjen

at Fremtid kan umuligt komme;

thi naar den kommer, er den omme.

Klokkeren.

Takk!

Skolemesteren.

Bag om alle Tings Begreb

der noget staar, som ligner Kneb,

s. 191

men som er ganske ligefrem, –

at sige da for alle dem,

der tælle kan till mer end fem.

At love er tillsidst at lyve,

skjønt Loveren er lige ærlig;

al Holden kaldtes før besværlig,

men den kan kaldes rent umulig,

hvis i Logiken man er duelig. –

Naa, lad saa Løftefuglen flyve.

Hør, sig mig –?

Klokkeren.

Hys!

Skolemesteren.

Hvad er det?

Klokkeren.

Stille!

Skolemesteren.

Min Tro, jeg hører nogen spille

paa Orgelværket.

Klokkeren.

Det er ham.

Skolemesteren.

Hvad? Presten?

Klokkeren.

Netopp.

Skolemesteren.

Faa mig Skam, –

saa har han været tidligt ude!

Klokkeren.

Knappt tror jeg han i denne Natt

har krammet Prestesengens Pude.

Skolemesteren.

Hvad!

Klokkeren.

Det er aldrig rigtig fatt.

Han gnages af en lønlig Tand

alt siden han blev Enkemand;

han gjemmer Sorgen, det er visst;

men ud den bryder her og hist;

det er som om hans Hjerte var

et overfyldt og utætt Kar; –

saa spiller han. Hør, hver en Tone

er som han græd for Barn og Kone.

Skolemesteren.

Det er som om de taltes ved –

Klokkeren.

Som en der trøsted, en der led –

Skolemesteren.

Hm, – den, som turde blive rørt!

Klokkeren.

Ja, den, som ej var Embedsmand!

Skolemesteren.

Ja, den, som ej var klemt og snørt

af alslags Hensyn till sin Stand!

Klokkeren.

Ja, den, som turde give Pokker

og Fanden baade Pen og Bog!

Skolemesteren.

Og den, som slapp at være klog;

og den, som turde føle, Klokker!

Klokkeren.

Ven, ingen ser os, – lad os føle!

Skolemesteren.

Det var usømmeligt at søle

sig ned i Menneskenes Sfære.

En Mand skal, efter Prestens Lære,

paa engang ikke to Ting være;

selv den som vil, ej være kan

et Menneske og Embedsmand;

man være bør – i alt som noget –

en Efterligning af vor Foged.

Klokkeren.

Hvi just som han?

Skolemesteren.

I mindes vel

den store Brand i Fogedgaarden,

da ud Arkivets Skatt blev baaren

og reddet?

Klokkeren.

Ja, det var en Kveld –

Skolemesteren.

En Uvejrskveld, og Fogden stræved;

det var som om han tifold leved; –

men Fanden stod og lo i Stuen;

og flux hun saa ham, hylte Fruen:

o, frels din Sjæl, min kjære Ven, –

13

s. 194

den onde staar dig efter Livet!

Da raabte Fogden gjennem Luen:

min Sjæl? Till Helvede med den, –

hjælp blot at bære bort Arkivet!

Se, han er Foged ud og ind,

med Hud og Haar, i Sind og Skind,

og derfor ved jeg visst han vinder

didhen, hvor han sin Livsløn finder.

Klokkeren.

Og hvor er det?

Skolemesteren.

Naturligvis

i gode Fogders Paradis.

Klokkeren.

Min lærde Ven!

Skolemesteren.

Hvad godt?

Klokkeren.

Jeg tror

jeg bagom hvert af jeres Ord

formærker Tegn paa Tidens Gjæring;

thi Gjæring er her, det er visst;

den kjendes gjennem alles Brist

paa Agt for gammel hævdet Sed.

Skolemesteren.

Det muggne maa i Muldet ned;

det raadne er det færskes Næring; –

her hules Slægtens Bryst af Tæring,

s. 195

og kan ej Ondet hostes opp, –

saa ned i Kisten med dens Kropp.

Ja, Gjæring er her, det er sikkert,

det observeres uden Kikkert.

Hin Dag, den gamle Kirke faldt,

det var som tog den med sig alt,

hvori vort Liv till samme Stund

slog Rod og Trevl og fandt sin Grund.

Klokkeren.

Der kom en Stillhed over Mængden.

De havde raabt: riv ned, riv ned!

Men Skriget holdt ej ud i Længden,

og mangen blev om Øret hed

og skotted sky og stod betænkelig,

da Byggdens gamle Gudehus

for Alvor skulde ned i Grus, –

og mange fandt, den var ukrænkelig.

Skolemesteren.

Men Mængden mente, tusind Baand

dem knytted till det gamles Aand,

saalænge ej det nye Slot

var viet ind solid og godt;

og derfor, under Angst og Spænding,

de agtede paa Tingens Vending

og blinked mod den store Dag,

da stryges skal det slidte Flag,

da friske Farver frit skal flomme; –

dog, alt som Spiret oppad steg,

blev Flokken mere taus og bleg, –

og nu, – ja nu er Tiden omme.

Klokkeren
(peger ud till Siden.)

Se Myldret! Baade stor og liden

er stimlet hid.

Skolemesteren.

I tusindvis. –

Hvor stillt det er!

Klokkeren.

Og dog det dønner,

som Havet dønner før en Bris.

Skolemesteren.

Det Folkehjertet er som stønner; –

det er som om der gik den Viden

igjennem dem, at stor er Tiden;

det er som om de stævntes ud

till Thing og skulde bytte Gud.

Hør, hvor er Presten? Jeg er klemt; –

jeg skulde ønske jeg var gjemt!

Klokkeren.

Jeg med, jeg med!

Skolemesteren.

I slig en Stund

en lodder ej sin egen Bund;

hvert Dyb et dybere har under;

en vil, en viger og en stunder!

Klokkeren.

Ven!

Skolemesteren.

Ven igjen!

Klokkeren.

Hm!

Skolemesteren.

Tal! – I nøler?

Klokkeren.

Jeg tror bogstaveligt vi føler!

Skolemesteren.

Hvad! Ikke jeg!

Klokkeren.

Jeg ikke heller!

Et Vidnesbyrd ej nogen fælder!

Skolemesteren.

Vi to er Mænd, ej dumme Jenter.

Godmorgen! Skolens Ungdom venter.

(gaar.)

Klokkeren.

Nys saa jeg Syner som et Fjog;

nu er jeg atter kjølig, klog

og lukket som en Spændebog.

Till Arbejd hist; – her er det ude,

og Lediggang er Fandens Pude.

(gaar till den anden Side.)

Brand.

Nej! jeg kan ej Tonen tvinge,

saa den høres fuldt at klinge.

Orgelsangen blir til Skrig;

s. 198

Loftets Buer, Hvælv og Vægge,

tykkes knugende sig lægge,

tykkes trangt og træhaardt møde,

lukke rundt om Sangen, lig

Kistelaaget om den døde!

Jeg har prøvet, jeg har fristet;

Orglet har sit Mæle mistet.

Røsten hæved jeg till Bøn;

men den drev tillbage, brusten,

som en Klokkes, sprukken, rusten,

i et dumpt, hulbrystet Støn.

Det var som Gud Herren stod

øverst tronende i Koret,

slog med Haanden vredt imod,

visende ifra sig Ordet! –

Herrens Hus skal bygges stort;

saa det var jeg trøstig loved;

rydde, jævne, feje bort,

rive ned jeg glatt nokk voved; –

nu staar Værket færdiggjort.

Alle korser sig i Kor,

skriger: nej, hvor stor, hvor stor! –

Er det dem, som bedre ved det, –

eller mig, som ej kan se det?

Er den stor? Er dette Hus

fuldt og helt, hvad jeg har villet?

Er i den hin Anings Brus,

som har født den af sig, stillet?

Ligner den det Tempelbilled,

s. 199

som jeg skimted stort i Aanden,

hvælvet over Verdensvaanden? –

Hm, hvis Agnes havde levet,

var det anderledes blevet;

stort i smaat hun kunde se,

lyse fra mig Tvivlens Ve,

favne Jord og Himmel sammen,

lig et Løvtag over Stammen.

(bemærker Anstalterne till Festen.)

Grønne Kranse, Flag paa Stang;

Skolen øver ind sin Sang;

Prestegaarden snart er fuld;

alle Folk vil hilse paa mig; –

de har rejst mit Navn i Guld!

Gud, giv Lys, – hvis ej, saa slaa mig

tusind Alen under Muld! –

Om en Time aabnes Festen;

alles Tanker gjælder Presten;

Presten er i alles Munde!

Deres Tanker kan jeg kjende,

deres Ord jeg føler brænde;

Lov og Pris gaar trolddomsbaaret

som en Isstrøm gjennem Haaret!

Den som kunde, den som kunde

kaste Glemsel om sig, skjule

Hodet i et Vilddyrs Hule!

Fogden
(kommer i fuld Uniform og hilser straalende fornøjet.)

Nu har vi da den store Dag,

Sabbaten efter Ugens sex;

s. 200

nu firer vi vort Sejl tilldækks,

og hejser højt vort Søndagsflag,

og gaar for Strømmen lunt og smaat,

og ser at alt er saare godt!

Till Lykke, ædle store Mand,

hvis Ry snart bæres vidt om Land!

Till Lykke; jeg er synlig rørt,

og dog uhyre glad tillige!

Men De –?

Brand.

Jeg er som strubesnørt.

Fogden.

Ej, den Fornemmelse maa vige.

Nu maa De præke saa det dundrer; –

maal Hjorden Skjæppen fuld tillrands.

Der er jo slig en Resonants,

at alle, jeg har talt med, undrer

sig højlig –

Brand.

Saa?

Fogden.

Ja selve Provsten

har undret sig og højlig rost den,

Og hvilken ædel Stil i Værket!

Og hvilken Mægtighed der bor

i Formerne –

Brand.

Det har De mærket?

Fogden.

Hvad mærket?

Brand.

At den tykkes stor?

Fogden.

Ej blot den tykkes, – nej, den er,

i Frastand set saavel som nær.

Brand.

Den er det? Virkelig? De tror –?

Fogden.

Ja Død og Plage er den stor, –

for stor for Folk saa langt mod Nord.

I andre Lande ved jeg nok

man bruger større Maalestokk;

men her hos os, som knebent bor

paa Brakkmark og paa golde Hauser,

paa Strimlen mellem Fjeld og Fjord, –

her er den stor, saa det forbauser!

Brand.

Ja, saa det er, og vi har byttet

en gammel Løgn kun for en ny.

Fogden.

Hvad nu?

Brand.

Vi Folkets Hug har flyttet

fra Mindesmærkets muggne Ly

till Nutidsspiret under Sky.

Før skraalte Koret: hvor ærværdig!

Nu brøler Koret: se hvor stor, –

dens Mage findes ej paa Jord!

Fogden.

Min kjære Ven, jeg maa ihærdig

betegne hver som lovlig grov,

der till en større har Behov.

Brand.

Men hver skal eje klart den Viden,

at Kirken, som den staar, er liden;

at dølge dette, var at lyve.

Fogden.

Nej, hør, – lad slige Griller flyve!

Hvad skal det till, at kalde styggt,

hvad selv en har med Møje byggt?

Folk er saa inderlig tillfredse;

de tykkes alt er gjildt og rigt,

at aldrig før de øjned sligt; –

o, lad dem tænke saa for stedse!

Hvi skal vi pirke ved de Stakler

og pine dem med tændte Fakkler,

hvis Lysning ingen skjøtter om?

Alt kommer an paa Troens Dom.

Det gjør ej till, ej fra, en Snus,

om Kirken er et Hundehus,

naar Folk kun uforstyrret tror,

at den er overmaade stor.

Brand.

I alle Forhold samme Lære!

Fogden.

Idag er her desuden Fest;

hver Sjæl er paa en Vis vor Gjæst;

det vilde utillbørligt være,

s. 203

om ej vi stelled alt som bedst.

Og mest for Deres egen Skyld

det var urimeligt at røre

ved Lidenhedens Sandhedsbyld.

Brand.

Hvorledes det?

Fogden.

Nu skal De høre.

Først har vor Formandskab besluttet

at skjænke Dem en Sølvpokal,

hvis Indskrift vilde blive gal,

om Kirkens Storhed af blev pruttet;

og Sangen, som er skreven till, –

og Talen, som jeg holde vil,

blev ogsaa begge lige gale,

hvis Værkets Storhed skulde dale.

De altsaa ser, De maa dem give

og holde begge Ører stive.

Brand.

Jeg ser, hvad tidt mig skar i Øjne, –

en Løgnerfest till Pris for Løgne.

Fogden.

Men Gudbevares, kjære Ven; –

saa stærke Ord; hvor vil De hen!

Dog, for at faae den Smagssag endt,

saa hør mit andet Argument; –

som hint var Sølv er dette Guld;

thi vid, som Kjælebarn De sidder

I Naadens Yndest, Agt og Huld;

kort sagt, – De udnævnt er till Ridder!

s. 204

Idag De skal, som Ordensmand,

gaa stolt med Korset midt paa Brystet.

Brand.

Jeg alt af tyngre Kors er krystet;

tag det ifra mig, hvo som kan.

Fogden.

Hvad nu? De blir ej mærkbart rystet

af Rørelse ved slig en Naade?

De er i et og alt en Gaade!

Men tænk Dem dog for Guds Skyld om –

Brand (stamper.)

Den hele Snakk er spildt og tom; –

jeg fra Dem gaar saa klog jeg kom;

De har ej fattet mindste Spor

af hvad der laa bag mine Ord.

Jeg har ej ment den Storhed, som

i Fod og Tommer ud kan maales,

men den, som dulgt tillbagestraales,

som isner og som ildner Sjælen,

som vinker ind till Drøm og Dvælen,

som løfter lig en Stjernenatt,

som, som – gaa fra mig! Jeg er matt; –

bevis, forklar, tal till de andre –

(gaar oppover mod Kirken.)

Fogden
(for sig selv.)

Hvo kan i sligt et Virvar vandre

og finde Rede? Storhed satt

i noget, som tillbagestraales,

som ikke tommevis kan maales?

s. 205

Og Stjernenatt? Saa faldt jo Ordet? –

Har Presten prøvet Frokostbordet? –

(gaar.)

Brand
(kommer ned over Pladsen.)

Saa ensom paa de vilde Vidder

jeg aldrig gik, som her jeg gaar;

hvert Spørgsmaal gjenlysfattigt slaar

tillbage de med Kvækk og Kvidder.

(ser ud, hvor Fogden gik.)

Ham gad jeg knuse med min Hæl!

Hver Gang jeg prøver paa at højne

hans Syn udover Kneb og Løgne,

han spytter ud sin raadne Sjæl,

uvorent, midt for mine Øjne! –

O, Agnes, hvi var du for vek?

Mig trætter denne tomme Leg,

hvor ingen vinder, ingen viger –.

Ja, haabløs er en ensom Kriger!

Provsten (kommer.)

O, mine Børn! O, mine Faar –!

Nej, om Forladelse, – jeg mener

min Embedsbroder! Festens Scener, –

Prediknen mig till Hodet slaar;

jeg instuderte den igaar,

men færsk den end i Halsen staar.

Dog, nok om den Ting, – Tag min Takk;

De, som saa mandigt Isen brakk,

som stolpred gjennem Skraal og Snakk,

som rev hvad der var faldefærdigt,

og bygged stort og nyt og værdigt!

Brand.

Langt frem endnu.

Provsten.

Hvad, kjære Ven?

Staar mer end Vielsen igjen?

Brand.

I nybyggt Hus maa flytte ind

en gjenfødt Aand, et tvættet Sind.

Provsten.

Sligt kommer ganske af sig selv.

Saa stort og pent panelet Hvælv,

saa lyst et Rum vil trække med sig

at Folket tvættet lader se sig.

Og denne skjønne Resonants,

som af hvert Prestens Ord gjør to

maa øge Menighedens Tro

med hundrede Procent tillmands.

Det er i Sandhed Resultater,

som ikke selv de store Stater

skal kunne vise bedre frem. –

Alt dette skyldes ene Dem;

tag derfor af en Embedsbroder

en dybtfølt Takk, som jeg formoder

ved Middagsbordet følges efter,

paa denne Deres Hædersdag,

af mangt bevinget Foredrag

ifra Provstiets yngre Kræfter. –

Men, kjære Brand, De er saa bleg –?

Brand.

Alt længe Magt og Mod mig sveg.

Provsten.

Begribeligt; – saa mangt at skjøtte,

og alting uden Hjælp og Støtte.

Men nu er jo det værste over,

og alt en herlig Dag os lover.

Kun ej forknytt; det glider nok!

Paa flere Tusinder en Flok

fra fjerne Prestegjæld er samlet; –

gaa i Dem selv, og sig – hvem hamled

med Dem i Talegaver opp?

Se, Deres Embedsbrødres Tropp

Dem møder nu med aabne Arme,

og alle Menighedens Barme

for Dem er fyldt med Takk og Varme!

Og Værket, som saa godt er lykket!

Og alt, som er saa prægtigt smykket!

Og Dagens Text, – hvor høj, hvor stor!

Og saa det mageløse Bord!

Jeg var just indom Prestegaarden,

hvor netopp Kalven opp blev skaaren.

I Sandhed, De, et dejligt Dyr!

Jeg lover, det har voldt Bestyr

at faa sligt lækkert Stykke fundet

i denne vanskelige Tid,

da Kjødet staar i ni Mark Pundet.

Men lad den fare indtil vidre.

Et andet Ærind drev mig hid.

Brand.

Tal kun; skjær opp, stikk, riv og slid!

Provsten.

Min Fremgangsmaade, Ven, er blidre.

Dog kort; thi knapp er begges Tid.

Der er et enkelt lidet Punkt,

som De fra denne Dag bør rette,

og det vil visst ej falde tungt.

Ja, jeg formoder De kan gjætte

saa halvt om halvt hvorhen jeg sigter?

Det gjælder Deres Embedspligter.

De hidindtill har stundom lagt

paa Skikk og Brug forliden Magt;

og Skikk og Brug er dog det første,

om ikke egentlig det største.

Naa, Herregud, jeg vil ej skjænde;

man er jo ung og man er ny;

man kommer fra den store By

og kan ej Landsens Forhold kjende.

Men nu, min Ven, nu er det vigtigt

at fatte Sagen mere rigtigt.

De hidtill har formeget plejet

hver enkelts særlige Behov;

den Fejl er, mellem os sagt, grov.

Lad dem i massevis bli vejet;

kjæm alle med den samme Kam;

tro mig, De faar ej deraf Skam.

Brand.

Forklar Dem bedre!

Provsten.

Ser De vel, –

De har nu byggt till Sognets Held

s. 209

en Kirke. Den er Klædebon

for Fredens og for Lovens Aand;

thi Staten ser i Religionen

den Magt, som bedst forædler Tonen, –

det Værn, hvori dens Trygghed bor, –

kort sagt, Moralens Rettesnor.

Se, Statens Forraad er kun tyndt;

den vil Valuta for sin Mynt.

God Kristen, siges der, god Borger.

Tror De den øser Penge ud

till Gavn for Godtfolk og for Gud,

og for sig selv at skaffe Sorger?

Nej, Staten, Faer, er ikke gal;

og Hvermands Tillstand snart blev skral,

hvis ikke Staten strængt og nøje

kun havde dette Liv for Øje.

Men dette Statens Formaal, Ven,

kun naaes ved dens Embedsmænd,

og det vil sige her, dens Prester –

Brand.

Hvert Ord er Visdom! Tal!

Provsten.

Der rester

kun ganske lidt. Nu har De skjænket

till Statens Nytte denne Kirke,

og følgelig maa Deres Virke

till Statens Opphjælp være lænket.

I denne Aand jeg ser den Fest,

som fejres skal i næste Time,

i denne Aand skal Klokken kime,

14

s. 210

i den blir Gavebrevet læst.

Med Gaven følger da et Løfte,

hvis Kjærne De bør nøje drøfte –

Brand.

Ved Gud, saa var det aldrig ment!

Provsten.

Ja nu, min Ven, det er for sent –

Brand.

For sent? For sent! Det skal vi se!

Provsten.

Vær sindig! Jeg maa næsten le!

Hvad er da her at hyle over?

Det er jo intet ondt De lover!

Hver Sjæl kan skjøttes lige godt,

om Staten tjenes med det samme;

to Herrers Tarv De nemt kan ramme,

hvis De Dem ter fornuftigt blot.

De er ej Prest, for Peer og Paal

at fri fra Syndestraffens Baal,

men for at hele Prestegjældet

kan nyde godt af Naadevældet;

dog, frelses Sognet, er det klart,

hver enkelt faar sin Frelsens Part.

Se, Staten er, hvad knappt De aner,

nøjagtigt halv Republikaner;

den hader Frihed som en Sot,

men ynder Lighed saare godt;

dog Lighed vindes aldrig, før

hver Ujævnhed er nivelleret, –

s. 211

og det er det, De ikke gjør!

De tvertimod har stærkt formeret

den Ujævnhed i Syn paa Sagen,

som aldrig forhen kom for Dagen.

Før var enhver et Kirkens Led,

nu er han en Personlighed;

og det er Staten ikke tjent med;

og derfor gaar det og saa sent med

at sammenskrabe Lighedsskatten

samt alle andre Samfundsgoder;

thi Kirken er ej længer Hatten,

som skulde passe alle Hoder.

Brand.

O, hvilket Langsyn aabnes nu!

Provsten.

Kun ej forknytt; det intet baader;

skjønt ej det nægtes kan, her raader

et Virvar, saa det er en Gru.

Men er der Liv, saa er der Haab;

og gjennem Kirkegavens Daab

De øged Deres Pligt at virke

for Statens Hensigt med sin Kirke.

I alting maa en Regel till,

hvis ej de spredte Kræfters Spil

skal, som en kaad utæmmet Fole,

forstyrre baade Grind og Hegn

og Vedtægts tusind Grænsetegn.

I alle Ordnens Forhold røbes

en Lov, skjønt den forskjelligt døbes.

14*

s. 212

I Kunsten kaldes den for Skole,

og i vor Krigerstand, saa vidt

jeg mindes kan, at holde Tritt.

Ja, det er Ordet, kjære Ven!

Did er det Staten stævner hen!

Den finder, Springmarsch gaar for vidt;

paa Stedet Marsch er den for lidt; –

for Hvermand lige lange Skridt,

for Hvermand samme Takt i Foden, –

se, det er Maalet for Methoden!

Brand.

For Ørnen Rendesten; – for Gaasen

Skykløftens Svimmel over Aasen!

Provsten.

Vi, Gud ske Lov, er ikke Dyr; –

dog, skal vi bruge Digt og Fabel,

det bedst er vi till Skriften tyr.

Den har Belægg for alt; den kryr

fra Genesis till Aabenbaringen

af alskens vækkende Parabel.

Jeg vil nu bare minde om

hint projekterte Taarn i Babel!

Sig selv, hvor langt de Godtfolk kom?

Og hvorfor? Lettvindt er Forklaringen;

de holdt ej sammen i Geleder,

de talte hver sit eget Sprog,

de trakk ej samlet under Aag, –

kort sagt, de blev Personligheder.

Det er den halve Dobbeltkjærne,

s. 213

som gjemmes under Fablens Skal, –

at ensom ingen kan sig værne,

at sondret staar enhver for Fald.

Den, Gud vil slaa i Livets Strid,

ham gjør han først till Individ.

Hos Romerne var Sattsens Ramme

at Guderne tog hans Forstand; –

men gal og ensom er det samme,

og derfor maa hver ensom Mand

till Slutt sig samme Skjæbne vente,

som den der traff, da David sendte

paa Forpost Oberst Urian.

Brand.

Vel muligt, ja; men hvad saa mer?

I Død jeg Undergang ej ser.

Og tror De da saa fuldt og visst

at hine Byggværksmænd tillsidst,

med samme Sprog og samme Sind,

var lykkedes at bygge ind

i Himlen Babelstaarnets Tind?

Provsten.

I Himlen? Nej, det er just Tingen,

at helt till Himlen rækker ingen.

Det er den anden halve Kjærne,

som gjemmes under Fablens Skal,

at hvert et Byggværk staar for Fald,

som toppes vil ved Himlens Stjerne.

Brand.

Till Himlen rakk dog Jakobsstigen;

till Himlen rækker Sjælens Higen.

Provsten.

Paa den Manér! Ja, Gudbevares!

Derom al vidre Snakk kan spares.

Naturligvis er Himlen Løn

for velført Levnet, Tro og Bøn.

Men Liv er et og Tro et andet;

det skader begge, blir de blandet; –

sex Dage skal ens Gjerning gjøres,

den syvende skal Hjertet røres;

stod Kirken aaben hele Ugen,

var det forbi med Søndagsbrugen.

De svækker Ordets Luttringsduft,

hvis ej det spares med Fornuft;

thi Religion, saa vel som Kunst,

maa ikke flyde ud i Dunst.

De tryggt kan Idealet se

fra Prækestolens hellige Læ, –

men lægg det af med Prestekjolen

saa fort De kommer ud i Solen.

Som sagt, der er en Lov i alt,

en Lov, der kræver streng Begrænsning,

og det er till fornøden Rensning

af dette Punkt at jeg har talt.

Brand.

Et er mig klart, for mig ej passer

de Statens tusind Sjælekasser.

Provsten.

Jo, Ven, De vil just prægtigt fylde, –

men paa en meget højere Hylde; –

De maa tillvejrs –

Brand.

Det naaes ej ved

at søle mig i Dyndet ned.

Provsten.

Hvo sig fornedrer, skal opphøjes;

skal Krogen gribe, maa den bøjes.

Brand.

Skal Manden bruges, maa han dødes!

Provsten.

Gud fri os vel, hvor kan De tro,

at jeg har sligt isinde?

Brand.

Jo!

Saa skal det være! Først forblødes!

Man passer kun som Benrad stiv

for eders gustne Blegsotliv!

Provsten.

Jeg vil, ved Gud, ej aarelade

en Katt engang, langt mindre Dem;

men jeg har tænkt, det ej kan skade

at lukke Døren lidt paa Klem

till Vejen, bvor jeg selv gik frem.

Brand.

Og skjønner De, hvad De har krævet?

At jeg paa Statens Hanegal

fornægte skal det Ideal,

hvorfor till denne Dag jeg leved!

Provsten.

Fornægte, Ven? Hvem kræver sligt?

Jeg har kun pegt paa Deres Pligt;

s. 216

jeg vil at De skal i Dem sluge,

hvad Deres Samfund ej kan bruge.

Behold det hele, hvis De vil, –

men lukk det blot hermetisk till;

flyv, sværm, i Herrens Navn, indvendigt,

men ikke aabenlyst for Mængden;

tro mig, det straffer sig i Længden

at te sig envist og ubændigt.

Brand.

Ja, Skrækk for Straf og Haab om Vinding

er Kainsmærket paa din Tinding;

det skriger at du, verdensklog,

dit Hjertes rene Abel slog!

Provsten (sagte.)

Nu siger han minsandten «du»; –

det gaar for vidt!

(højt.)

Jeg vil ej nu

forlænge denne Strid, men maa

dog atter bede Dem forstaa,

at vil De frem, saa bør De vide

hvad Land De lever i, hvad Tid;

thi ingen fanger Sejr i Strid,

har han ej Tiden paa sin Side.

Se blot till Kunstnerne, se Digterne!

Tør de foragte Samtidspligterne?

Se vore Krigere! En Sabel

med sleben Egg er her en Fabel!

Hvorfor? Fordi der er en Lov,

som byder, agt dit Lands Behov.

s. 217

Sin Særlighed maa Hvermand tæmme,

ej højne sig og ej gaa fremme,

men jævnt sig midt i Massen gjemme.

Human er Tiden, siger Fogden;

og dersom blot humant De tog den,

De kunde vorde noget stort.

Men af maa alle Kanter slibes,

og af maa alle Kviste knibes;

glatt maa De være, lig de andre,

og aldrig nogen Særvej vandre,

skal Værket varigt vorde gjort.

Brand.

Væk, væk herfra!

Provsten.

Ja, ganske visst;

en Mand, som De er, maa tillsidst

ind i en bedre Virkekreds;

men skal De finde Dem tillfreds

i store Forhold, som i smaa,

maa Tidsmunduren trækkes paa.

Af Korporal med Haand om Stokken

maa Takten bankes ind i Flokken;

thi Tidens Fører-Ideal

er hertillands en Korporal.

Som Korporalen fører sine

i Kirken ind afdelingsvis,

saa skal og Presten føre sine

i sognevis till Paradis.

Alt er saa lett; till Grund for Tro

De har Auktoriteten jo;

s. 218

og da den er paa Lærdom byggt,

saa kan den følges blindt og tryggt;

og hvordan Troen frem skal bæres,

af Lov og Ritual jo læres.

Altsaa, min Broder, – ej forknytt;

till Eftertanke Tiden nytt;

gransk Stillingeu og ængst Dem ikke! –

Jeg vil i Kirken prøve nøjere

om jeg kan stemme Tonen højere;

man er ej vant till Resonants, –

den er saa skjelden hertillands.

Farvel, farvel; jeg skal prædike

om Menneskenaturens Splid

og Gudebilledets Forviskning. –

Men nu jeg tror det er paa Tid

at tage sig en lett Forfriskning.

(gaar.)

Brand
(staar en Stund som forstenet i sine Tanker.)

Alt har jeg offret for mit Kald,

for Guds, som jeg forblindet mente;

saa skingred Døgntrompetens Skrald

og viste mig, hvad Aand jeg tjente.

Nej, endnu ej! De har mig ikke!

Hin Kirketomt fik Blod at drikke;

mit Lys, mit Liv her lagdes ned; –

men Sjælen faar de ikke med!

Forfærdeligt at staa alene, –

hvorhen jeg ser, at skimte Død;

s. 219

forfærdeligt at rækkes Stene,

saa hedt jeg hungrer efter Brød.

Hvor sandt, hvor ræddselssandt han talte, –

og lige vel hvor afgrundshult

Guds Klarheds Due sidder skjult;

ve, aldrig over mig den dalte. –

O, mødte mig kun en i Tro –

og gav mig Trygghed, gav mig Ro!

Brand
(skriger ud.)

Du, Ejnar?

Ejnar.

Ja, saa er mit Navn.

Brand.

Just nu jeg tørsted efter en,

hvis Bryst ej var af Træ og Sten!

O, kom; kom inderst i min Favn!

Ejnar.

Behøves ej; jeg er i Havn.

Brand.

Du bærer Nag for hvad som hendte,

da sidstegang vi mødtes –

Ejnar.

Nej;

du har ej Skyld. Jeg ser i dig

det blinde Redskab, Herren sendte,

da vild jeg foer paa Verdens Vej.

Brand
(viger tillbage.)

Hvad Sprog er dette?

Ejnar.

Hvilens Sprog, –

det Sprog, som læres, naar en trækkes

af Syndens Søvn og gjenfødt vækkes.

Brand.

Forunderligt! Jeg havde hørt,

at du paa ganske andre Veje

var slaaet ind –

Ejnar.

Jeg var forført

af Hovmod, Tro paa egen Styrke.

De Guder, Verden plejer dyrke,

Talentet, som jeg sagdes eje,

min Sangerrøst, var lutter Farer,

som drog mig ind i Satans Snarer.

Men Gud ske Lov; han var mig god;

sit svage Faar han ej forlod;

han tog sig af mig da det gjaldt.

Brand.

Paa hvilken Vis?

Ejnar.

Jo, jeg forfaldt.

Brand.

Forfaldt? Hvortill?

Ejnar.

Till Svir og Spil;

han gav mig Smag paa Kort og Terning –

Brand.

Og det du kalder Herrens Gjerning?

Ejnar.

Det var det første Skridt till Frelsen.

Derefter tog han fra mig Helsen.

Jeg misted ganske mit Talent;

min Lyst till Munterhed var endt;

jeg blev paa Hospitalet sendt, –

laa længe syg, laa som i Luer,

jeg syntes jeg i alle Stuer

saa Tusinder af store Fluer, –

kom siden ud og blev bekjendt

med nogle Søstre, tre i Antal,

som staar i Himlens Sold og Mandtal,

og disse, samt en Theolog,

fik løst mig helt af Verdens Aag

og trukket mig af Syndens Garn

og gjort mig till Vorherres Barn.

Brand.

Ja saa.

Ejnar.

Forskjellige er Stierne;

en gaar i Dalen, en i Lierne.

Brand.

Men siden?

Ejnar.

Siden? Det er sandt;

saa blev jeg Afholdsprædikant;

men dette Væsen stundom er

s. 222

med Fristelser formeget blandet;

jeg derfor greb till noget andet

og rejser nu som Missionær –

Ejnar.

Hvorhen?

Till Halenegerlandet.

Men det var bedst, om af vi brakk;

min Tid er dyr –

Brand.

Du vil ej dvæle?

Se, her er Fest idag.

Ejnar.

Nej Takk;

min Plads er hos de sorte Sjæle.

Farvel!

(vil gaa.)

Brand.

Og intet Mindes Skimmer

dig standser her og byder spørge –?

Ejnar.

Hvorom?

Brand.

Om en, som vilde sørge

ved Svælget mellem nu og sidst –

Ejnar.

Nu aner jeg; du tænker visst

paa dette unge Fruentimmer,

som holdt mig under Lystens Nett,

før jeg blev ren i Troens Tvætt.

Ja, hvordan staar det till med hende?

Brand.

Hun blev min Hustru Aaret efter.

Ejnar.

Det er uvæsentligt; jeg hefter

ej min Oppmærksomhed ved sligt;

det vigtige jeg kun vil kjende.

Brand.

Vort Samliv blev velsignet rigt

med Sorg og Glæde; Barnet døde –

Ejnar.

Det er uvæsentligt.

Brand.

Aa ja;

det var jo mere Laan end Gave,

og engang dages jo et Møde.

Men siden gik hun selv herfra;

derinde grønnes begges Grave.

Ejnar.

Det er uvæsentligt –

Brand.

Det med?

Ejnar.

Om sligt jeg kræver ej Besked;

jeg vide vil hvordan hun døde.

Brand.

Med Haabet om en Morgenrøde,

med Hjertets hele rige Skatt,

med Viljen stærk till sidste Natt; –

med Takk for alt, hvad Livet gav

og Livet tog, hun gik i Grav.

Ejnar.

Alt saadant er kun Tant og Skrømt;

nævn, hvordan hendes Tro saa ud.

Brand.

Uryggelig.

Ejnar.

Paa hvem?

Brand.

Paa Gud!

Ejnar.

Ak, kun paa ham; saa er hun dømt.

Brand.

Hvad siger du?

Ejnar.

Fordømt, desværre.

Brand (rolig.)

Gaa, Slyngel!

Ejnar.

Helveds Overherre

faar ogsaa dig i sine Klør; –

saa fuldt som hun, du evigt dør.

Brand.

Du, Usling, dømme tør till Pølen!

Nys laa du selv i Syndesølen –

Ejnar.

Ved mig der klæber ingen Plett;

jeg skyllet er i Troens Tvætt;

afgneden er hver Søleskvætt

paa Hellighedens Vaskebrett;

s. 225

jeg renset har min Adams-Ble

ved Hjælp af Vaktheds Banketræ;

jeg som en Messesærk ser ud

ved Brug af Bønnens Sæbelud.

Brand.

Tvi!

Ejnar.

Tvi igjen. Her lugter Svovl,

og jeg ser Glimt af Djævlens Horn.

Jeg er et Himlens Hvedekorn, –

du Avnen er paa Dommens Skovl.

(gaar.)

Brand
(ser en Stund efter ham; med engang lyser hons Øjne opp og han
udbryder:)

Det var Manden, som jeg trængte!

Nu er alle Lænker sprængte;

eget Flag skal om mig bølge,

selv om ikke en vil følge!

Fogden
(kommer ilsomt.)

Kiære Pastor, skynd Dem bare!

Kirkeprocessionens Skare

er i Orden till at fare –

Brand.

Lad den komme.

Fogden.

Uden Dem!

Husk Dem om og skynd Dem hjem!

15

s. 226

Folket vil ej vente længer;

hele Menigheden trænger,

lig et Elvebrudd om Vaaren,

stimlende till Prestegaarden,

raaber, de vil Presten se.

Hør kun; atter Raab paa Presten!

Skynd Dem; thi jeg frygter næsten

de skal inhumant sig te!

Brand.

Aldrig jeg mit Aasyn dølge

vil i eders Flok og Følge;

her jeg bliver.

Fogden.

Er De gal?

Brand.

Eders Vej er mig for smal.

Fogden.

Den blir smalere, jo længer

Menigheden frem sig trænger.

Se, der stormer de minsandten!

Provst og Prester, Embedsmænd,

trænges ud paa Grøftekanten –;

kom dog, kom dog, kjære Ven;

brug Indflydelseskrabasken!

Ha, for sent; de bryder Hegnet;

Processionen gaar i Vasken!

Enkelte Stemmer.

Prest!

Andre
(peger opp mod Kirketrappen, hvor Brand staar, og raaber):

Se der!

Atter Andre.

Giv Aabningstegnet!

Provsten
(klemt i Trængselen.)

Foged, hold dem inden Grænser!

Fogden.

Ej min Myndighed de ændser!

Skolemesteren
(till Brand.)

Tal, og kast en Lysning ind

i de urofyldte Sind!

Er det styggt, hvad heller stort,

det, som her skal vorde gjort?

Brand.

O, saa gaar der dog en Strømning

over Folkets Lummerstille! –

Mænd, I staar paa Vejens Skille!

Helt I maa det nye ville, –

alle raadne Værkers Rømning, –

før den store Tempelhal

rejses, som den bør og skal!

Embedsmænd.

Presten raser!

Prester.

Han er gal!

Brand.

Ja, jeg var det, da jeg mente

I paa Sætt og Vis dog tjente

ham, som Aand og Sandhed vil!

Og jeg var det, da jeg tænkte

at jeg ham till eder lænkte

gjennem Prutnings Leflespil.

Liden var den gamle Kirke,

og jeg slutted fejgt som saa:

dobbelt opp, det maa forslaa;

femfold opp, – jo, det maa virke!

O, jeg saa ej at det gjaldt

enten intet eller alt.

Paa Akkordens Vej jeg slingred; –

men idag har Herren talt.

Domsbasunen over Huset

har i denne Time skingret, –

og jeg lytted angstomsuset, –

knust, som David stod for Nathan, –

slagen, vejret bort af Skrækk –;

nu er alle Tvivlsmaal væk.

Folk! Akkordens Aand er Satan!

Mængden
(under stigende Gjæring.)

Bort med dem, som har os blindet!

Ned med dem, som stjal vor Marg!

Brand.

Bag jer selv boer Fienden arg,

som har listet paa jer Bindet.

s. 229

Høkret har I med jer Kræfter,

kløvet eder selv itu;

derfor kommer Spredthed efter

med sin hele Hulhedsgru.

Hvad vil I ved Kirken nu?

Stadsen, Stadsen eder lokker, –

Sang af Orgel og af Klokker, –

Lysten till at gjennemrissles

af en Højtidstales Ild,

der den læspes, der den hvissles,

der den flommer, tordner, hegler,

efter alle Kunstens Regler!

Provsten (sagte.)

Fogdens Snakk han sigter till!

Fogden (ligesaa.)

Det er Provstens Væv han snerter!

Brand.

Helligstundens tændte Kjerter,

Ydersiden kun I vil.

Og saa hjem igjen i Sløvhed,

hjem till Slæb og Slid i Døvhed,

Sjælen klædt i Hverdagsbrogen

som jer Kropp, – og Livsensbogen

gjemt og glemt paa Kistebunden

indtill næste Helg er runden!

O, det var ej saa jeg drømte,

da jeg Offerkalken tømte!

Stor jeg vilde Kirken bygge,

saa dens Hvælving kunde skygge,

s. 230

ej blot over Tro og Lære,

men udover alt i Livet,

som af Gud er Livsrett givet, –

over Døgnets Hverdagsdyst,

Kveldens Hvile, Nattens Kummer,

Ungdomsblodets friske Lyst,

alt hvad ringt og rigt et Bryst

lovligt som sig eget rummer.

Elven, som dernede skummer,

Fossen, som i Kløften brummer,

Tonerne fra Stormens Lunger,

Røsterne, hvor Havet runger,

skulde smelte sjælefangen

sammen fuldt med Orgelsangen

og med Kvad fra Folketunger.

Væk med Værket, her er gjort!

Kun i Løgnen er det stort;

alt i Aanden faldefærdigt,

eders usle Vilje værdigt.

I vil alle Spirers Kvæling

gjennem Arbejdets Fordeling;

under Ugens Dage sex

haler I Guds Flag tilldækks,

og det er kun paa den syvende

at det ses mod Himlen flyvende!

Stemmer fra Mængden.

Før os! Der er Storm i Vejret!

Før os, du, saa har vi sejret!

Provsten.

Hør ham ej, han har ej Tro,

som det sømmer sig en Kristen!

Brand.

Nej, der nævnte du just Bristen, –

Bristen for os begge to,

Bristen for det spredte hele!

Troen ejes kun af Sjæle;

peg paa en, som er en Sjæl!

Peg paa en, som ej har kastet

bort sin egen bedste Del,

der han famled, der han hasted!

Gjennem Lystens Spræll og Sparken,

under Gjøglerpibers Lyd,

sløves I for Livets Fryd;

først, som udbrændt, Sjæleknarken

træder Dansen foran Arken!

Er af Krøbling og af Taabe

Bægret tømt till sidste Draabe, –

hej, da er det Tid at haabe,

Tid i Bøn og Bod at raabe.

Først I Præget af jer slider,

lever jer till Tobensdyr, –

saa till Naadens Port I tyr,

søger Gud – som Invalider!

Derfor maa hans Rige ramle.

Hvad skal han med sjælegamle

rundtom sine Fødders Skamle?

Har han ikke sagt det høit, –

kun med Blodets friske Sprøjt

s. 232

gjennem alle Sjælens Aarer

han dig till sin Arving kaarer!

Kun som Barn du Riget vinder;

did faar ingen ind sig lirke.

Kom da, baade Mænd og Kvinder, –

mød med friske Barnekinder

frem i Livets store Kirke!

Fogden.

Lukk da opp!

Mængden
(skriger som i Angst.)

Nej! Ikke denne!

Brand.

Kirken har ej Maal og Ende.

Gulvet er den grønne Jord,

Vidde, Vang, og Hav og Fjord;

Himlen kun kan Hvælvet spænde

over, saa den vorder stor.

Der skal al din Gjerning gjøres,

saa det tør i Koret høres;

du med Ugens Værk kan møde,

øver dog ej Helligbrøde.

Den skal dække alt, som Barken

dækker Træets alt i Stammen;

Liv og Tro skal smelte sammen.

Den skal Døgnets Gjerning bære

enhedshelt med Lov og Lære.

Der skal Dagens Yrke være

et med Flugt paa Stjernebanen,

s. 233

Barnets Leg om Julegranen,

Kongedansen foran Arken!

(der gaar som en Storm gjennem Mængden; nogle viger; de fleste stimler tætt
sammen om Brand.)

Tusinde Stemmer.

Lys er tændt, hvor før var Mørke; –

et er Liv – og Gud at dyrke!

Provsten.

Ve, han Hjorden fra os lokker!

Foged, Skriver, Lensmand, Klokker!

Fogden (dæmpet.)

Skrig dog ikke saa, for Pokker!

Hvem vil stanges med en Stud?

Lad ham først faa raset ud.

Brand
(till Mængden.)

Bort herfra! Her er ej Gud, –

kan ej være mellem slige;

frihedsfagert er hans Rige.

(vrider Kirkedøren ilaas og tager Nøglerne i Haanden.)

Her jeg er ej længer Prest.

Gaven kalder jeg tillbage; –

af min Haand skall ingen tage

Nøglerne till eders Fest!

(kaster dem ud i Elven.)

Vil du ind, du Træl af Muldet, –

kryb igjennem Kjælderhullet;

myg din Rygg er; kryb og bukk;

lad i Mørkets Kvalm dit Sukk

s. 234

stryge gifttungt langs med Jorden,

lig et magtløst Tæringsgisp!

Fogden
(sagte og lettet.)

Ha, der røg hans Ridderorden!

Provsten
(ligeledes.)

Saa; nu blir han aldrig Bisp!

Brand.

Kom, du unge, – kom, du friske;

lad et Livspust af dig viske

Støvet fra den skumle Krog.

Følg mig paa mit Sejrstog!

Engang maa du vaagne dog;

engang maa du, adelsvorden,

bryde Freden med Akkorden; –

ud af Usseldommens Nød;

ud af hele Halvheds-Røret; –

slaa din Fiende paa Øret;

byd ham Krig paa Liv og Død!

Fogden.

Holdt! Jeg læser Opprørsakten!

Brand.

Læs! Med jer jeg bryder Pagten.

Mængden.

Vis os Vejen! Vi skal følge!

Brand.

Over Viddens frosne Bølge!

s. 235

Gjennem Landet vil vi fare,

løse hver en Sjælesnare,

Folket sidder fanget i, –

luttre, løfte, gjøre fri, –

knuse alle Sløvhedsrester,

være Mænd og være Prester,

præge nyt det slidte Stempel,

gjøre Riget till et Tempel!

Mange Stemmer.

Stor er Tiden! Store Syner

gjennem lyse Dagen lyner!

Provsten
(till de bortdragende.)

O, forblindede, hvad vil I!

Ser I ej at Satans Spil i

al hans Tale ligger skjult!

Fogden.

Hej! Vend om; I hører till i

Byggdens Farvand, stillt og smult!

Godtfolk, stands, – I gaar tillgrunde! –

Hm, de svarer ej, de Hunde!

Provsten.

Tænk paa eders Hus og Hjem!

Røster fra Mængden.

Større Hus skal voxe frem!

Fogden.

Tænk paa eders Eng og Aker;

tænk paa eders Faar og Kjør!

Røster.

Himlens Dugg gav Mannakager,

da de kaarne hungred før!

Provsten.

Eders Kvinder bag jer skriger!

Røsterne (langt borte.)

Ej vi kjender dem, som sviger!

Provsten.

Barnet klager: Faer forlod os!

Hele Skaren.

Enten med os eller mod os!

Provsten
(ser en Stund med foldede Hænder efter dem og siger fortabt.)

Uden Hjord, med Savnets Byrde,

staar den gamle Sjælehyrde

plyndret ud till bare Skjorten!

Fogden.
(truer efter Brand.)

Hans blir Skammen; hans blir Torten!

Snart, Herr Provst, er Sejren vor!

Provsten (grædefærdig.)

Sejren? De er fra os dragne –!

Fogden.

Ja, men vi er ikke slagne,

hvis jeg kjender mine Faar!

(følger efter.)

Provsten.

Hvor monstro dog Fogden gaar?

Efter dem, saa sandt jeg lever!

Ha, sig atter Modet hæver.

s. 237

Jeg vil ogsaa med deroppe, –

slaa i Flok og gjøre Fanger!

Lægg mig Sadlen paa min Ganger; – –

skaff en sikker fjeldvant Hoppe!

(de gaar.)

Brand.

Se fremad; did gaar Sejrens Flugt!

I Dybet ligger Byggden lukkt,

og Vejret har fra Fjeld till Fjeld

spændt over den sit Taagetjeld.

Glem Døsen i den skumle Grænd;

flyv frit, flyv højt, I Herrens Mænd!

En Mand.

Vent, vent; min gamle Faer er trætt.

En anden.

Jeg fra igaar har intet ædt –

Flere.

Ja, still vor Sult og slukk vor Tørst!

Brand.

Frem, fremad over Fjeldet først!

Skolemesteren.

Hvad Vej?

Brand.

Hver Vej er lige god,

naar kun den Maalet bær imod.

Følg efter her –

En Mand.

Nej, der er bratt;

vi vinder ikke frem før Natt!

Klokkeren.

Iskirken ligger og derborte.

Brand.

Den bratte Vejen er den korte.

En Kvinde.

Mit Barn er sygt!

En anden.

Min Fod er saar.

En tredje.

Hvor finder jeg en Læskningstaar?

Skolemesteren.

Mætt Mængden, Prest; – se Modet vakkler.

Mange Stemmer.

Prest, gjør Mirakler! Gjør Mirakler!

Brand.

O, styggt jer Trældom har jer mærket;

I Lønnen vil forinden Værket.

Opp, ryst jer Dødningsløvhed af, –

hvis ej, saa gaa igjen i Grav!

Skolemesteren.

Ja, han har Rett; først frem till Striden;

vi ved jo, vi faar Lønnen siden!

Brand.

Det faar I, Folk, saa sandt en Gud

ser klarsynt over Verden ud!

Mange Røster.

Han er Profet! Han er Profet!

Flere i Flokken.

Hør, sig os, Prest, – blir Striden hed?

Andre.

Og blir den lang? Og blir den blodig?

En Mand.

Prest, kræves det at være modig?

Skolemesteren (dæmpet.)

Jeg kan vel være trygg for Livet?

En anden Mand.

Hvad blir min Del af Sejrens Løn?

En Kvinde.

Jeg mister da vel ej min Søn?

Klokkeren.

Er Sejren os før Tirsdag givet?

Brand
(ser sig forvildet om i Flokken.)

Hvad spørges om? Hvad vil I vide?

Klokkeren.

Først om hvorlænge vi skal stride; –

derefter nævn vort Stridsforlis,

og endelig – vor Sejers Pris!

Brand.

Det spørges om?

Skolemesteren.

Ja vel; dernede

vi fik ej rett paa Tingen Rede.

Brand (opprørt.)

Saa skal I faa det nu!

Mængden
(stimler tættere sammen.)

Tal! Tal!

Brand.

Hvorlænge Striden vare skal?

Den vare skal till Livets Ende,

till I har alle Offre bragt,

og løst jer fra Akkordens Pagt, –

till l har Viljen hel ihænde,

till alle fejge Tvivlsmaal faldt

for Budet: intet eller alt!

Og Stridsforliset? Alle Guder,

hver Halvhedsaand paa Højtidshylden,

hver Jordtrælskjæde, blank og gylden,

al eders Slappheds Sovepuder!

Og Sejersprisen? Viljens Renhed,

i Troen Flugt, i Sjælen Enhed, –

hin Offerlydighed, som gav

med Jubel indtill Død og Grav, –

en Tornekrans om Hvermands Tinding, –

se, det skal vorde eders Vinding!

Mængden
(under rasende Skrig.)

Forraadt, forraadt! Bedraget! Sveget!

Brand.

Jeg har ifra mit Ord ej veget.

Enkelte.

Du Sejr har lovet os ihænde; –

nu vil du den till Offer vende!

Brand.

Jeg Sejr har lovet, – og jeg svær,

den vindes skal igjennem jer.

Men hver, som gaar i første Række,

maa falde for sin fagre Sag;

tør ej han det, saa lad ham strække

sit Vaaben inden Kampens Dag.

I Fjendevold er dømt det Flag,

som værges af en Vilje svag;

hvis du af Offerskrækken lammes, –

dødsmærket er du før du rammes!

Mængden.

Vort eget Fald han kræver frækkt

till Fromme for en ufødt Slægt!

Brand.

Igjennem Offrets Ørkenvidder

gaar Vejen till vort Kanaan.

Till Sejr i Fald! Hver Slægtens Mand

jeg byder opp som Herrens Ridder!

Klokkeren.

Jo, her vi dejligt i det sidder!

I Byggden er vi satt i Ban –

Skolemesteren.

Didned vi aldrig vende kan.

Klokkeren.

Og fremad, fremad ingen gider!

Nogle

Slaa ham ihjæl!

Skolemesteren.

Nej, det blev værre;

vi trænger jo en Overherre!

Kvinder
(peger forskrækket nedover Vejen.)

Hu, Provsten!

Skolemesteren.

Lad jer blot ej skræmme!

Provsten
(kommer, fulgt af nogle af de tillbageblevne.)

O, mine Børn! O, mine Faar!

Lytt till den gamle Hyrdes Stemme!

Skolemesteren
(till Mængden).

Ej mer vi har i Byggden hjemme;

bedst at vi over Vidden gaar!

Provsten.

O, at I kan saa tungt mig græmme

og slaa mit Bryst saa dybe Saar!

Brand.

Du saared Sjæle Aar for Aar!

Provsten.

Hør ikke paa ham! Han jer mader

med hule Løfter.

Flere.

Det er sandt!

Provsten.

Men vi er milde; vi forlader,

hvor vi oprigtig Anger fandt.

s. 243

O, gaa dog i jer selv tillsidst

og se den sorte Helvedlist,

hvormed han Folket om sig flokked!

Mange.

Ja, det er sikkert; han os lokked!

Provsten.

Og tænk jer om; hvad mægter I,

en ringe Flok, i Vraaen baarne?

Er I till noget Storværk kaarne?

Kan I de bundne gjøre fri?

I har jer lille Hverdagsdont;

hvad der gaar over den, er ondt.

Kan eders Arm paa Valen nytte?

I værge skal jer lave Hytte.

Hvad vil I mellem Falk og Ørn?

Hvad vil I mellem Ulv og Bjørn?

I blir kun Overmagtens Bytte, –

o, mine Faar, – o, mine Børn!

Mængden.

Ja, ve os, – det er Sandheds Ord!

Klokkeren.

Og dog, da vi fra Byggden foer,

vi lukked bag os Hyttens Dør; –

der er ej Hjemmet nu, som før.

Skolemesteren.

Nej, han har lyst for Folkets Øjne,

har pegt paa Brist og Sot og Løgne;

ej længer Menigheden sover;

det Liv, som fordum var os nok,

blev Uliv for den vaagne Flok.

Provsten.

Ak, tro I mig, det gaar snart over.

Alt kommer i de gamle Folder,

naar blot en Stund I stillt jer holder.

Jeg borger for at Menigheden

skal snart fornemme Fortidsfreden.

Brand.

Vælg, Mænd og Kvinder!

Nogle.

Vi vil hjem!

Andre.

For sent, for sent; langs Vidden frem!

Fogden
(kommer ilsomt.)

O, Lykketræff at jeg jer finder!

Kvinderne.

Aa, kjære, vakkre, vær ej vred!

Fogden.

Ej nu, ej nu; kom bare med!

En bedre Tid for Byggden rinder; –

hvis I fornuftigt laer jer sige,

er alle Mand før Kvelden rige!

Flere.

Hvorledes det?

Fogden.

En Fiskestim

paa Millioner staar i Fjorden!

Mængden.

Hvad siger han!

Fogden.

Gjør alt iorden!

Sky Viddens Uvejr, Sludd og Rim.

Før styred Stimen aldrig hid; –

nu, Venner, for vor Del af Norden

der rinder opp en bedre Tid!

Brand.

Vælg mellem Herrens Raab og hans!

Fogden.

Følg eders egen sunde Sands!

Provsten.

O, her er et Mirakel hændt;

et Fingerpeg fra Himlen sendt!

Ak, jeg har drømt det jævnt og tidt,

men tænkte det var Mareridt; –

nu ser vi klart hvorhen det sigter –

Brand.

Jer selv I taber, hvis I svigter!

Mange.

En Fiskestim!

Fogden.

Paa Millioner!

Provsten.

Brød, Guld till eders Børn og Koner!

Fogden.

Nu ser I vel det ej er Tid

at spilde eders Kraft i Strid,

især imod en Overmagt,

som gjør Herr Provsten selv forsagt.

s. 246

Nu har I andre Maal for Øje,

end tomt at hige mod det høje.

Vorherre hytter nok sig selv;

befæstet er jo Himlens Hvælv.

Bland ej jer opp i andres Trætte,

men skynd jer Havets Skatt at lette;

det er et praktisk Gjøremaal,

som øves uden Blod og Staal;

det bringer eder Velstands-Stoffer,

og kræver ej personligt Offer!

Brand.

Just Offret staar med Lueskrift

som Herrens Krav bag Skyens Rift!

Provsten.

Ak, føler I till Offer Drift,

saa kom kun tryggt till mig en skjøn Dag, –

som for Exempel næste Søndag; –

jeg skal minsandten –

Fogden (afbrydende.)

Ja, ja, ja!

Klokkeren
(sagte till Provsten.)

Beholder jeg min Post som Klokker?

Skolemesteren (ligesaa.)

Blir Skolen tagen mig ifra?

Provsten (dæmpet.)

Ifald I Mængdens Stivsind rokker,

saa vil man vistnok være mild –

Fogden.

Afsted, afsted; ej Tiden spild!

Klokkeren.

Tillbaads, tillbaads, hver, som er klog!

Nogle.

Men Presten –?

Klokkeren.

Presten! Slipp den gale!

Skolemesteren.

I ser jo her Vorherres Tale,

som i en aaben prentet Bog.

Fogden.

Svig Presten; det er Rett og Pligt;

han daared jer med Tant og Digt –

Flere.

Han løj for os!

Provsten.

Hans Tro er vrang;

og tænk, han har ej laud engang!

Nogle.

Hvad har han?

Fogden.

Daarlig Karakter!

Klokkeren.

Ja, det er sandt; det klart vi ser!

Provsten.

Hans gamle Moer forgjæves vented;

han nægted hende Sakramentet!

Fogden.

Han fast tog Livet af sit Barn!

Klokkeren.

Af Konen med!

Kvinder.

Tvi, tvi, det Skarn!

Provsten.

Slett Søn, slett Faer, slett Ægtemand; –

mon værre Kristen gives kan!

Mange Stemmer.

Vor gamle Kirke rev han ned!

Andre.

I Baglaas han den nye vred!

Atter Andre.

Han slang os paa en Havsnødsplanke!

Fogden.

Han stjal min Daarekistetanke!

Brand.

Jeg Mærket ser paa Hvermands Pande.

Jeg ser, hvor denne Slægt vil lande.

Hele Flokken (brølende.)

Hej, hør ham ej! Af Byggden driv

den Helvedbrand med Sten og Kniv!

Provsten.

O, mine Børn! O, mine Faar!

Nu vender I till Hjemmets Arne;

lad Anger eders Øjne klarne,

og I skal se at godt det gaar.

Vi ved, Vorherre er saa god;

han kræver ej uskyldigt Blod; –

s. 249

og vor Regjering er tillige

saa mild, som knappt i noget Rige;

og Øvrigheden, Amtmand, Foged,

vil ikke gjøre jer det broget;

og selv jeg er saa kjærlig, som

vor Tids humane Kristendom;

jer Overmænd vil allesammen

med eder bo i Fred og Gammen.

Fogden.

Men hvis her findes nogen Brist,

saa maa den ændres, det er visst.

Naar først vi kommer lidt till Ro,

saa vælger vi en Kommission,

som prøve skal i hvilket Mon

der bødes kan paa Lys og Tro.

Den bør bestaa af nogle Prester,

som jeg og Provsten kalder till, –

desuden, dersom saa I vil,

af Klokker og af Skolemester

samt andre Mænd af Folkets Kreds, –

saa I kan slaa jer tryggt tillfreds.

Provsten.

Ja, vi skal lette al jer Byrde,

som I den gamle Sjælehyrde

idag har lettet for hans Angst.

Den Tanke gjøre Hvermand stærk,

at her er hændt et Underværk.

Farvel; god Lykke till jer Fangst!

Klokkeren.

Ak, det er Folk med kristen Mildhed!

Skolemesteren.

De gaar sin Gang i bramfri Stillhed.

Kvinder.

De er saa snilde og saa pene!

Andre.

Saa rigtigt folkelig gemene!

Klokkeren.

De kræver ikke Ulivssaar.

Skolemesteren.

De Folk ved mer end Fadervor!

Provsten (till Fogden.)

Ak, dette vil forbedre Tonen.

Nu er i alt et Omslag nær;

thi, Gudskelov, der noget er,

som bærer Navn af Reaktionen.

Fogden.

Mit Værk det var, at alt Spektakel

blev kvalt i selve Fødselstimen.

Provsten.

Ak, mest vi skylder hint Mirakel –

Fogden.

Hvad for Mirakel?

Provsten.

Fiskestimen.

Fogden (blæser.)

Det var en Løgn naturligvis!

Provsten.

Ja saa? En Løgn?

Fogden.

Jeg gav till Pris

hvad Vrøvl mig først i Munden faldt; –

kan sligt vel lastes, hvor det gjaldt

en vigtig Sag?

Provsten.

Nej, Gudbevares;

i Nødsfald kan det godt forsvares.

Fogden.

Og desforuden, om et Døgn,

naar Folket atter faar sig sundet,

hvad gjør det da, om Sejr blev vundet

i Kraft af Sandhed eller Løgn?

Provsten.

Ven, jeg er ingen Rigorist.

(ser indover i Ødemarken.)

Men er det ikke Brand, som hist

sig slæber frem?

Fogden.

Jo, ganske visst!

En enlig Kriger paa sit Tog!

Provsten.

Nej, vent; en till jeg øjner dog –

langt bag ham!

Fogden.

Hvad; – det er jo Gerd!

Det Følgeskab er Karlen værd.

Provsten (lystig.)

Naar stillet er hans Offerdrift,

ham sættes bør slig Efterskrift:

s. 252

her hviler Brand; hans Sejr blev skral;

en Sjæl han vandt, – og hun var gal!

Fogden
(med Fingeren paa Næsen.)

Men naar jeg rett mig tænker om,

det dog mig forekommer, som

lidt inhuman var Folkets Dom.

Provsten
(trækker paa Skuldrene.)

Vox populi vox dei. Kom!

(de gaar.)

Brand.
(standser og ser tillbage.)

Tusind fulgte mig af Byggden;

ikke en vandt opp till Højden.

Gjennem alle Hjerter taler

Trangen till en større Tid;

over alle Sjæle daler

Ledingsbud till løftet Strid.

O, men Offret, Offret skræmmer;

Viljen vek og rædd sig gjemmer; –

en jo for dem alle døde, –

Fejghed er ej længer Brøde!

(synker ned paa en Sten og ser sig sky omkring.)

Jævnt og tidt jeg maatte grue,

Skrækken rissled i mit Haar,

naar jeg gik, som Barnet gaar,

s. 253

under Hyl og Hundetuden,

i den mørke Gjenfærdsstue.

Men jeg tvang min Hjertebanken,

og jeg trøsted mig med Tanken:

ude skinner Lysets Væld,

Mørket er ej Natt, ej Kveld. –

her er Skodder kun for Ruden.

Og jeg tænkte, Dagens Skin,

Sommerlivets klare Lue,

skal igjennem Dørens Bue

vælde fuldt og fagert ind

i den mørke Gjenfærdsstue.

O, hvor bittert jeg bedrog mig.

Begsort Natt imøde slog mig, –

og derude sad forstemte

spredte Mænd langs Fjord og Vik,

holdt paa Minder, aandsforglemte,

gjemte dem, som Kongen gjemte

aarvis paa sin Snefrids Lig,

løste Dødninglinets Flig,

lytted over Hjertekulen,

næred sig med Livshaabs-Smulen,

mente, nu sprang Blodets røde

Roser ud ifra den døde.

Ikke en, som han, sig hæved,

gav till Graven hvad den kræved.

Ikke en iblandt dem ved:

Liget drømmes ej tillive,

Liget maa i Muldet ned,

Ligets Hverv kun er at give

s. 254

Næring till en nylagt Sæd. –

Natt, kun Natt, – og Natt igjen

over Kvinder, Børn og Mænd!

Kunde jeg med Lyn i Haanden

frelse dem fra Straadødsvaanden!

(springer opp.)

Sorte Syner ser jeg jage

lig et Helridt gjennem Natten.

Tiden staar i Uvejrskofte,

maner med en Livsdaads Krav,

kræver svunget Staal for Stav,

kræver Skeden tom ved Hofte; –

Frænder ser i Strid jeg drage, –

Brødre ser jeg sidde spage,

krøbne under Gjemselshatten.

Og jeg øjner mer endnu, –

Usseldommens hele Gru,

Klynk fra Kvinden, Skrig fra Manden,

Øret stængt for Bøn og Bud, –

ser dem riste sig paa Panden

Navn af Fattigfolk ved Stranden,

Folk med Skillingspræg fra Gud.

Blege lytter de till Braget,

tror at selvgjort Afmagt skjærmer. –

Regnbue over Maivangen,

Flag, hvor er du nu at se?

Hvor er nu de Farver tre, –

de, der slog og fnøs fra Stangen

under Storm af Folkesangen

till en Konge og en Sværmer

s. 255

Splitt og Tunge skar i Flaget?

Tungen brugte du till Pral;

tør ej Dragen vise Tænder,

trænges ingen Splittflagsender; –

Folkeskriget kunde tiet,

Kongesaxen kunde biet;

Flag med Fredens fire Hjørner

strækker till som Nødsignal,

naar en grundstødt Skude tørner!

Værre Tider; værre Syner

gjennem Fremtidsnatten lyner!

Brittens kvalme Stenkulsky

sænker sort sig over Landet,

smudser alt det friske grønne,

kvæler alle Spirer skjønne,

stryger lavt med Giftstoff blandet,

stjæler Sol og Dag fra Egnen,

drysser ned, som Askeregnen

over Oldtids dømte By. –

Da er Slægten vorden stygg; –

gjennem Grubens krumme Gange

lyder Nyn af Drypvandssange;

Puslingflokken, travl og trygg,

frigjør Malmens bundne Fange,

gaar med puklet Sjæl og Rygg,

glor med Dvergens gridske Øjne

efter Guldets blanke Løgne.

Sjæl ej skriger, Mund ej smiler,

Brødres Fald ej Hjerter kløver,

eget Fald ej vækker Løver; –

s. 256

Flokken hamrer, mynter, filer;

rømt er Lysets sidste Tolk;

Slægten vorden er et Folk,

som har glemt at Viljens Pligter

ender ej hvor Evnen svigter!

Værre Tider; værre Syner

gjennem Fremtidsnatten lyner!

Kløgtens Ulv med Gluff og Glam

truer Lærens Sol paa Jorden;

Nødskrig lyder opp mod Norden,

byder Leding ud langs Fjorden;

Dvergen hvæser tvær og klam, –

sligt er ikke Sag for ham.

Lad de stærke Samfund gløde;

lad de andre give Møde;

vi har ikke Raad at bløde, –

vi er smaa, vi savner Evne

till et Sandheds Styrkestævne,

kan ej offre Folkehelsen

for vor Brøk af Verdensfrelsen.

Ej for os blev Kalken drukket,

ej for os hugg Tornekransen

i hans Tinding sine Tænder,

ej for os blev Romerlandsen

i den dødes Side stukket,

ej for vor Skyld Naglen brænder,

boret gjennem Fod og Hænder.

Vi er smaa, er sidst i Laget,

byder Ledingsbudet Trods!

Ej for os blev Korset taget!

s. 257

Spanrem-Slaget, Spanrem-Slaget,

Ahasveri Rapp, som ruller

Purpur om den dømtes Skulder,

er Passionens Brøk for os!

(kaster sig ned i Sneen og dækker Ansigtet till; om lidt ser han opp.)

Har jeg drømt? Er nu jeg vaagen?

Alt er graat og dulgt i Taagen.

Var det syge Syner kun,

hvad jeg saa till denne Stund?

Er det Billed glemt og tabt,

hvori Mandens Sjæl blev skabt?

Er vort Opphavs Aand besejret –?

(lyttende.)

Ha, det gaar om Sang i Vejret!

De usynliges Kor.
(suser i Stormen.)

Aldrig, aldrig blir du lig ham, –

thi i Kjødet er du skabt;

gjør hans Gjerning eller svig ham,

ligefuldt er du fortabt!

Brand
(gjentager Ordene og siger sagte.)

Ve mig, ve mig; snart jeg tror det!

Stod han ej i Kirkekoret,

slog med Haanden vredt mod Ordet?

Tog han ikke alt mit Eje,

stængte alle Lysets Veje,

lod mig kjæmpe till det sidste,

lod mig Nederlaget friste!

Koret
(lyder stærkere over ham.)

Orm, du aldrig vorder lig ham, –

Dødens Bæger har du tømt;

følg ham efter eller svig ham,

ligefuldt din Daad er dømt!

Brand (stille.)

Agnes, Alf, de lyse Dage,

Liv i Fred og Liv i Hvile,

bytted jeg mod Kamp og Klage,

rev mit Bryst med Offerpile, –

fældte dog ej Folkets Drage.

Koret
(mildt og lokkende.)

Aldrig, Drømmer, blir du lig ham,

Arv og Odel har du tabt;

alt dit Offer gjør ej rig ham; –

for dit Jordliv er du skabt!

Brand
(brister i sagte Graad.)

Alf og Agnes, kom tillbage;

ensom sidder jeg paa Tinden,

gjennemblæst af Nordenvinden,

bidt af Gjenfærd, klamme, svage –!

(han ser opp; en dæmrende Plett aabner og vider sig ud i Taagen; en
Kvindeskikkelse staar der, lyst klædt, med Kaabe over Skuldrene.
Det er Agnes.)

Skikkelsen
(smiler og breder Armene mod ham.)

Brand, her har du mig igjen!

Brand.
(farer forvildet opp.)

Agnes! Agnes! Hvad er dette!

Skikkelsen.

Alt var Feberdrøm, min Ven!

Nu skal Sottens Taager lette!

Brand.

Agnes! Agnes!

(vil ile hende imøde.)

Skikkelsen (skriger.)

Kom ej over!

Se dog Sluget mellem os!

Her gaar Fjeldets vilde Foss.

(mildt.)

Ej du drømmer, ej du sover,

ej du mer med Syner slaas.

Du har været syg, du kjære, –

drukket Vanvids bittre Drikk,

drømt, din Hustru fra dig gik. –

Brand.

O, du lever! Lovet være –!

Skikkelsen (hurtigt.)

Hys, tal heller derom siden!

Følg mig, følg mig; knapp er Tiden.

Brand.

O, men Alf?

Skikkelsen.

Ej heller død.

Brand.

Lever!

Skikkelsen.

Lever sund og rød!

Alle Sorger har du drømt;

al din Kamp var ikkun Skrømt.

Alf er hos din gamle Moer;

hun er frisk og han er stor;

end er Byggdens Kirke till;

den kan rives, hvis du vil; –

Sognets Folk dernede slider

jævnt, som i de gode Tider.

Brand.

Gode?

Skikkelsen.

Ja – da her var Fred.

Brand.

Fred!

Skikkelsen.

O, skynd dig, Brand; kom med!

Brand.

Ak, jeg drømmer!

Skikkelsen.

Nu ej længer.

Men till Røgt og Ly du trænger –

Brand.

Jeg er stærk.

Skikkelsen.

Ak, ej endnu;

bag dig lurer Drømmens Gru.

Atter vil du taaget glide

bort fra min og Barnets Side,

s. 261

atter vil din Tanke sløves, –

hvis ej Lægemidlet prøves.

Brand.

O, giv hid!

Skikkelsen.

Du selv er Manden.

Du kun kan det, ingen anden.

Brand.

Nævn det da!

Skikkelsen.

Den gamle Læge,

som har læst saa mangen Bog, –

han, som er till Bunden klog,

fundet har din Sygdoms Spor.

Alle Syner, stygge, blege,

mantes frem med trende Ord.

Dem maa kjækkt du overstrege,

ud af Mindebladet slette,

væk fra Lovens Tavle stryge.

De har voldt at Sotten faldt

paa dig som en Vildsinds-Byge; –

glem dem, glem dem, vil du tvætte

Sjælen ren for Sot og Syge!

Brand.

Sig dem!

Skikkelsen.

«Intet eller alt».

Brand (viger.)

Er det saa?

Skikkelsen.

Saa visst jeg lever,

og saa visst du engang dør!

Brand.

Ve os begge! Sverdet svæver

draget over os som før!

Skikkelsen.

Brand, vær mild; min Favn er varm;

hold mig med din stærke Arm; –

lad os søge Sol og Sommer –

Brand.

Anden Gang ej Sotten kommer.

Skikkelsen.

Ak, den kommer, Brand, vær trygg.

Brand
(ryster paa Hovedet.)

Den er slynget bag min Rygg.

Ingen vilde Drømmes Gru, –

Livets, Livets kommer nu!

Skikkelsen.

Livets?

Brand.

Følg mig, Agnes!

Skikkelsen.

Staa!

Brand, hvad vil du?

Brand.

Hvad jeg maa:

leve, hvad till nu er drømt, –

gjøre sandt, hvad end er Skrømt.

Skikkelsen.

Ha, umuligt! Husk, hvorhen

Vejen bar dig!

Brand.

Om igjen!

Skikkelsen.

Ræddslens Ridt i Drømmetaagen

vil du ride fri og vaagen?

Brand.

Fri og vaagen.

Skikkelsen.

Slippe Barnet?

Brand.

Slippe Barnet.

Skikkelsen.

Brand!

Brand.

Jeg maa.

Skikkelsen.

Blodig rive mig af Garnet?

Mig med Offersvøber slaa

indtill Døden?

Brand.

Jeg det maa.

Skikkelsen.

Alle Lys i Natten slukke,

Dagens Solskjær udelukke,

aldrig Livets Frugter plukke,

aldrig løftes lindt af Sange?

O, jeg mindes dog saa mange!

Brand.

Jeg det maa. Spild ej din Bøn.

Skikkelsen.

Glemmer du din Offerløn?

Alt dit Løftningshaab bedrog dig;

alle sveg dig, alle slog dig!

Brand.

Ej for egen Løn jeg lider;

ej for egen Sejr jeg strider.

Skikkelsen.

For et Folk i Grubens Gange!

Brand.

En kan give Lys till mange.

Skikkelsen.

Dømt er jo dets Fremtidsslægter!

Brand.

Stort en enkelts Vilje mægter.

Skikkelsen.

Husk at en med Flammeriset

Manden drev af Paradiset!

Porten har han lagt et Slug for; –

over det du springer ej!

Brand.

Aaben lod han Længslens Vej!

Skikkelsen
(forsvinder i et Brag; Taagen vælter sig hvor den stod, og der skriges hvasst
og skjærende, som fra en der flygter:)

Dø! Dig har ej Verden Brug for!

Brand
(staar en Stund som bedøvet.)

Væk det jog i Skoddens Røg, –

fløj paa store hvasse Vinger

over Vidden som en Høg.

Kravet var en Lillefinger

for at fange helt min Haand –!

Ha, det var Akkordens Aand!

Gerd
(kommer med en Riffle.)

Saa du Høgen! Saa du Høgen?

Brand.

Ja, du; dennegang jeg saa ham.

Gerd.

Fort, sig Vejen, han er strøgen;

vi vil efter, vi vil naa ham!

Brand.

Intet Vaaben bider paa ham;

stundom tykkes han at fly,

hjerteramt af Dødens Bly, –

men vil Baneslag du slaa ham,

er han bag dig lige kry,

gjækker, lokker dig paany.

Gerd.

Rensdyrsskyttens Riffle stjal jeg,

har den ladt med Sølv og Staal;

du kan tro, jeg er saa gal ej,

som de siger!

Brand.

Træff dit Maal!

(vil gaa.)

Gerd.

Prest, du halter jo paa Foden.

Hvad har voldt det?

Brand.

Folket jog mig.

Gerd (nærmere.)

Rød, som Blod fra Hjerteroden,

er din Tinding!

Brand.

Folket slog mig,

Gerd.

Før du havde Sang i Røsten, –

nu kun Knirk, som Løv om Høsten!

Brand.

Alt og alle –

Gerd.

Hvad?

Brand.

Bedrog mig.

Gerd
(ser med store Øjne paa ham.)

Haa, – nu kjender jeg dig først!

Jeg har tænkt, at du var Presten!

tvi med ham og hele Resten!

Du er Manden, som er størst.

Brand.

Daarligt mente jeg det næsten.

Gerd.

Lad mig se paa dine Hænder!

Brand.

Mine Hænder?

Gerd.

Naglesaaret!

Blodets Dryp jeg ser i Haaret, –

Biddet efter Tornetanden,

hugget vildt og hvasst i Panden.

Dig har Korsets Træ jo baaret!

Faer har sagt da jeg var liden,

det blev gjort for længe siden,

langt herfra og af en anden; –

nu jeg skjønner han mig daared; –

ja, for du er Frelsermanden!

Brand.

Vig ifra mig!

Gerd.

Skal jeg falde

ned og bede for din Fod?

Brand.

Vig!

Gerd.

Du ødte jo det Blod,

som har Magt at frelse alle!

Brand.

O, jeg ved ej Frelsens Fjæl

for min egen arme Sjæl!

Gerd.

Her er Rifflen! Lad dem dræbes –!

Brand
(ryster paa Hovedet.)

Frem mod Faldet skal der stræbes.

Gerd.

Ej af dig; du gaar jo først!

I din Haand er Naglehullet; –

du er udvalgt; du er størst.

Brand.

Jeg er ringest Kryb i Muldet.

Gerd
(ser oppad; Skyerne letter.)

Ved du hvor du staar?

Brand.
(stirrer frem for sig.)

Jeg staar

ved det første Trin af Trappen; –

højt er opp og Foden saar.

Gerd (vildere.)

Svar mig! Ved du hvor du staar?

Brand.

Ja, nu falder Taagekappen.

Gerd.

Ja, den falder; Svartetind

peger helt i Himlen ind!

Brand (ser opp.)

Svartetind? Iskirken!

Gerd.

Ja!

Kirkegjæst du blev endda!

Brand.

Tusind Mile bort herfra! –

O, hvor inderligt jeg higer

s. 269

efter Lys og Sol og Mildhed,

efter Fredens Kirkestillhed,

efter Livets Sommerriger!

(brister i Graad.)

Jesus, jeg har raabt dit Navn;

aldrig tog du mig i Favn;

tætt forbi mig er du gledet,

gammelt Ord paa Tungen lig;

lad mig nu af Frelserklædet,

med den sande Bods-Vin vædet,

fange blot en fattig Flig!

Gerd (bleg.)

Hvad er det? Du græder, du,

varmt, saa det paa Kinden ryger, –

varmt, saa Bræens Gravlin stryger

dryppende fra Topp og Tinde, –

varmt, saa Isen i mit Minde

løses opp i Graad herinde, –

varmt, saa Messekaaben glider

nedad Jøkelprestens Sider –!

(bævende.)

Mand, hvi græd du ej før nu?

Brand
(klar, straalende og ligesom forynget.)

Frostvej bær igjennem Loven, –

siden Sommersol fra oven!

Till idag det gjaldt at blive

Tavlen hvorpaa Gud kan skrive; –

fra idag mit Livsensdigt

skal sig bøje varmt og rigt.

s. 270

Skorpen brister. Jeg kan græde,

jeg kan knæle, – jeg kan bede!

(synker iknæ.)

Gerd
(skotter oppover og siger sagte og sky:)

Se, der sidder han, den stygge!

Det er ham, som kaster Skygge,

der han pisker Tindens Sider

med sin brede Vingefjær.

Nu er Frelsens Time nær –

dersom bare Sølvet bider!

kaster Rifflen til Kinden og skyder. Hult Drøn, som af en rullende Torden,
lyder højt oppe fra Bergvæggen.)

Brand (farer opp.)

Ha, hvad gjør du!

Gerd.

Ramt han glider!

Jeg har truffet; – se, han falder;

hør, han skriger saa det gjalder!

Mange tusind Fjær af Hammen

fyger ned fra Bergvæggs-Kammen; –

se, hvor han blir stor og hvid –!

Hej, han ruller ende hid!

Brand (synker sammen.)

Ja, hver Slægtens Søn tilldøde

dømmes maa for Slægtens Brøde!

Gerd.

Tifold større Himmeltelt

spændtes ud, da han blev fældt!

Se, han tumler; se han ruller –

s. 271

aa, jeg vil ej længer grue;

han er hvid jo, som en Due –!

(skriger i Ræddsel.)

Hu, det stygge, stygge Bulder!

(kaster sig ned i Sneen.)

Brand
(krymper sig under den styrtende Skred og siger oppad:)

Svar mig, Gud, i Dødens Slug; –

gjælder ej et Frelsens Fnug

Mandeviljens qvantum satis –?!

En Røst
(raaber gjennem Tordenbragene.)

Han er deus caritatis!

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Samarbeidspartnere:

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: